Fotos: DPC

Fuppernes ensomme paradis

Torsdag d. 27. juli

Det nærmest syder af liv på Station Nord i juli måned, hvor et større antal trækfugle har slået sig ned. En ting er Forskning i Nords bidrag med de to faste logistikere fra Dansk Polarcenter, piloter og mekanikere fra kampagnens Twin otter og helikopter og et skiftende antal forskere i transit på vej til og fra deres feltarbejde. Men derudover er der en 15-20 mand fra Flyvestation Karup, som udgør det ene af de to sommerhold, som hvert år kommer til Nord for at udføre vedligeholdelse og forbedringer på stationen.


Fem fupper

Men den faste rygrad på stationen er de fem fupper, som året igennem på egen hånd klarer det lange, sejge træk med at drive Danmarks allernordligste militære forpost. Man skal ikke være på stationen mange timer, før man kan se, hvem de faste beboere er. Og det er ikke kun, fordi de i messen ofte sidder ved bordet tættest på køkkenet. De udstråler også, at det her er vores station, og her bestemmer vi.


Alligevel tager fupperne gæstfrit imod og ser også ud til at nyde det usædvanlige hurlumhej. Selv genopliver de en solbeskinnet, 7º varm aften en næsten glemt tradition helt tilbage fra 1962, som går ud på at kåre Station Nords mester i ringridning. Heste er en mangelvare på disse breddegrader, så i stedet bliver stationens Long John stadset op, og det er selvfølgelig to af de lokale fupper, som løber af med sejren.


Ensom men stærk

Sommerperioden er på alle måder en overgangstid. Nye fupper ankommer til to års tjeneste, gamle rejser hjem, og der bliver tid til ferie til dem, der har været her et år. Der skal også udpeges en ny stationsleder for det næste år, så den nuværende, Svend Waidtløw, kan begynde at se en ende på sit ophold, som slutter til september. Så har han været her i 26 måneder.


Svend synes, at det har været et par gode år på Nord, og han har befundet sig godt i et job, der er så sepcielt, at det nok ville være vanskeligt at støve noget lignende op andre steder i Kongeriget.

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at Station Nords motto er: Ensom men stærk. Ensomt er det i hvert fald. Fra midten af september, hvor det sidste af sommerens fly forlader stationen, tynder det dramatisk ud i besøgene. Den store oplevelse er, når juleflyet kommer i slutningen af november. Det bringer proviant, reservedele og sikkert også julegaver og andet godt hjemmefra. Og så er der en kok med, som i den uge besøget varer svinger gryder og pander i køkkenet. Og det virker på Svend, som om det er en gave i sig selv at få noget god mad og selv slippe for madlavningen, som i dagligdagen går på skift.


Herefter kommer det næste fly ikke før i februar, og bortset fra Sirius-patruljens folk, der slår et smut forbi, er det sparsomt med afbrydelser i den daglige trummerum på stationen.


En åben landingsbane

Så 8-9 måneder om året er fupperne i det store og hele overladt til hinandens selskab. Og selv om dagene kan ligne hinanden, er der nogle store opgaver i løbet af vinteren, som sætter styrken og sammeholdet på prøve.


Fuppernes vigtigste opgave er at holde den 1700 meter lange landingsbane klar til brug året rundt. Især to gange om året er det noget, der kræver en indsats, fortæller Svend. Når den første sne falder i september kan grusbanen ikke længere bruges. Den bliver tromlet, så der opstår en 5-6 centimeter tyk issål, som er et udmærket underlag at lande på. Det bliver en arbejdsdag for alle på stationen på 30-35 timer, fortæller Svend, for det skal gøres i et hug, så sneen ikke blæser væk og gør banen ujævn. Landingsbanen skal vinteren igennem holdes fri for sne, og selvom der ikke falder meget sne omkring Station Nord, betyder den kraftige fygning, at det godt kan kræve 3-4 dage at få banen ryddet efter en god storm.


I maj måned står det andet store slag, når vinterbanen skal forvandles til en sommerlandingsbane. Så står det på arbejde i døgndrift endnu en gang. Issålen skal fjernes, de enorme mængder af sne, der ligger langs banen, skal ryddes, og der skal graves grøfter, så smeltevandet ikke skyller den tromlede gruslandingsbane væk.


Året rundt går den resterende tid med at vedligeholde køretøjer, udstyr og bygninger. Den daglige radiokontakt med Thule Airbase skal klares, og dagens meteorologiske observationer af vind, temperatur og nedbør skal registreres. Som en speciel opgave, skal fupperne også vedligeholde videnskabeligt udstyr, bl.a. en seismisk station, hvorfra der skal sendes dataloggere hjem til GEUS.


En god tid

Svend mener, at de fem fupper, som har haft deres hjem på Station Nord det sidste års tid, er meget forskellige og egentlig kun har det tilfælles, at de er over 25, er ugifte og har en håndværksmæssig baggrund. Men alligevel må de have nogle personlige egenskaber, som er nødvendige for at kunne klare isolationen, fem måneders vintermørke og temperaturer, som i længere perioder bevæger sig omkring de -30º.


Svend siger, at der er nogle der mener, at man må være lidt småskør, hvis man vil have sådan et job. Men han rammer nok hovedet på sømmet, når han slår fast:


- Det er oplevelsen og den udfordring og det ansvar, der ligger i at få stationen og samarbejdet i gruppen til at køre, der er det, der trækker ved det her job.


Porten til Nordgrønland

En af Station Nords opgaver er at bistå forskere, som kommer i området. Logistikplatformen under Forskning i Nord havde da heller ikke været mulig, hvis ikke den kunne bruge Station Nord som base.

- Det betyder selvfølgelig utroligt meget, at vi kan benytte stationens faciliteter. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at stationens personale har været fantastisk hjælpsomme og kompetente. Uden dem ville vores dagligdag have været betydeligt mere besværlig, lyder det anerkendede fra logistikkoordinatoren for Forskning i Nord, Jørgen Skafte.


Så også på dette område lever stationen op til sin rolle som porten til Nordgrønland.


Poul-Erik Philbert