Forskning i Nord i tal
Forskningsprojekter: 14
Projektperiode: 60 dage
Deltagende forskere: 54
Logistikere: 2
Flybesætninger: 5
Journalister: 3
Flyvemaskiner: Bell 212 helikopter (forskere og fragt), DeHaviland DHC-6 Twin Otter (forskere og fragt), C-130 Hercules (fragt)
Budget: 11,8 mio. kr.
Samlet godsmængde: 10 tons
Overnatninger på Station Nord: ca. 550
Overnatninger i felten: ca. 2.000
Proviantforbrug: 3 tons
Brændstofforbrug: 120 tons
Flyvninger imellem Station Nord og Svalbard: 15
Logistikoperatør: Dansk Polarcenter

Forskning i Nord på vingerne
Torsdag d. 6. juli, 2006

Den 26. juni begyndte feltdelen af forskningsprojektet Forskning i Nord, som er finansieret af Forskningsrådet for Natur og Univers. Frem til 26. august vil 14 projekter med i alt 54 forskere arbejde på forskellige feltlokaliteter i Nordgrønland.

Forud for de første forskeres ankomst til Station Nord ligger cirka ét års planlægning, som Dansk Polarcenter har stået for. De sidste kontrakter vedrørende de nødvendige fly (fastvinget fly og helikopter), som projektet skal anvende til intern transport i Nordgrønland og til transport imellem Svalbard og Nordgrønland, blev indgået med de canadiske firmaer Kenn Borek Air Limited og Canadian Helicopters Limited blot fjorten dage før projektets start.

Forskerne skal i alt bruge omkring ti tons udstyr til deres videnskabelige undersøgelser i Nordgrønland. Dette gods blev den 10. juni pakket på et C-130 Hercules fly med ski fra New York Air National Guard i forbindelse med flyets deltagelse i Skrydstrup Air Show. Herfra blev godset fløjet via Kangerlussuaq til Station Nord. Det danske forsvar står med en af deres nye C-130 Hercules for returfragten af godset imellem Station Nord og Aalborg.

Når de sidste fly forlader Station Nord i slutningen af august, vil de have forbrugt i alt ca. 120 tons flybrændstof, og de hårdt arbejdende forskere vil have indtaget ca. tre tons feltproviant.


Morten Rasch