Antarktisk svømmetur

Fredag 6. januar 2006

Kolde afvaskninger var et af midlerne, da en britisk svømmer slog verdensrekorden i kuldesvømning. Forskere siger, at normalt vil man omkomme af kuldechok indenfor det første minut. Briten svømmede over 30 minutter kun i badebukser.

Lewis Pugh slog to rekorder i december, da han tog verdens sydligste svømmetur ud for den antarktiske halvø. Turen varede 18 minutter og 10 sekunder. Et par dage senere svømmede han ca. halvanden kilometer på en halv time, og slog dermed rekorden for verdens længste polarsvømning. Pugh fortalte, at han følte en skrigende smerte, da han hoppede ned i vandet, der kun var et par grader varmt. En fysiolog fra universitetet i Cape Town fulgte rekordforsøget. Han havde hidtil ment, at et ophold af denne længde i iskoldt vand var umuligt.


Kuldechokket dræber

Forhenværende stabslæge i Søværnet Leif Vanggard har forsket i kulde hele sit liv. Han fortæller fra sit lune kontor, hvad der sker, når man falder gennem isen.


- Chokket af det kolde vand får ens vejrtrækning til at blive fuldstændig ukontrollabel, og det medfører, at man bliver ude af stand til at klare sig selv. Skal man gøre sig forhåbning om at overleve, skal man derfor forsøge at få styr på vejrtrækningen. Kan man det, kan man faktisk overleve forbavsende lang tid, hvis man har tøj på. Jeg har set eksempler på, at folk har overlevet efter at have ligget næsten syv timer i havet. Ud over tøjet betyder kropsbygningen og viljen til at overleve også en hel del.


Vil man være vinterbader, er det en dårlig idé at kaste sig ud i det vinterkolde hav. Man skal vænne kroppen langsomt til at opleve koldt vand, for eksempel ved at bade et par gange om ugen fra om sommeren.

Uffe Wilken