Ti år med Ikkasøjlerne
Torsdag den 12. juli, 2007

En ny bog fortæller historien om opdagelsen og den videnskabelige udforskning af et af de mest spektakulære naturfænomener i Arktis - Ikkasøjlerne, der vokser op gennem havbunden i den sydgrønlandske Ikkafjord.

De mange hundrede søjler, der er op til tyve meter høje og gjort af det sjældne mineral ikait, findes inden for et ganske lille område af fjorden. Uden på søjlerne er der et smukt og rigt liv af dyr og planter, og skjult i hulrummene inden i søjlerne lever både kendte og ukendte mikroorganismer i en kold og ætsende væske.

Ikkafjorden er det eneste sted på Jorden, hvor man har fundet ikaitsøjler. En stribe tværvidenskabelige ekspeditioner har i perioden fra 1995 og frem til 2006 udforsket søjlerne.

-JB

Ikkasøjlerne - en undersøisk oase i Arktis. Af Gabrielle Stockmann og Uffe Wilken. Udgivet af Dansk Polarcenter, 2007. 86 sider, illustreret. Pris: 200 kr.

Bogen kan købes på DPCs Polarshop