Fredag den 6. juli, 2007
Grønland grøn som Sverige

 

For en halv million år siden var Sydgrønland dækket af skov. Til gengæld var der en iskappe i det sydlige Grønland under den forrige mellemistid – Eemtiden – selvom temperaturerne var fem grader højere end i dag.

 

For en halv million år siden var Sydgrønland dækket af skov og havde et relativt mildt klima som i det sydlige Sverige. Men under den forrige istid, Eem-tiden for 125.000 år siden, var der stadig en iskappe i den sydlige del af Grønland – til trods for, at temperaturerne var cirka fem grader højere end i dag. Det vender op og ned på tidligere antagelser om klimaet og det glaciologiske miljø i Grønland.

 

Sådan lyder konklusionerne i en ny undersøgelse, publiceret i dag i tidsskriftet Science. Bag den står professor ved Niels Bohr Institutet, Eske Willerslev, der er verdens førende ekspert i at udvinde DNA fra fortidens begravede organismer i permafrossen jord. Han fortæller, at resultaterne tegner et nyt billede af fortidens biologiske miljø i Grønland:

 

- Det genetiske materiale viser et biologisk miljø for cirka 450.000 år siden, der er helt anderledes end det, vi finder i dag. Vi har fundet gran, fyr, taks og elletræer. Det er svarer til de landskaber, vi finder i Østcanada og i de svenske skove i dag. På baggrund af træerne kan man også opklare klimaet, da hver art har bestemte temperaturkrav. Takstræerne fortæller, at temperaturen om vinteren ikke kan have været lavere end minus 17 grader Celsius, og selve tilstedeværelsen af træerne kan fortælle, at sommertemperaturen har været mindst 10 grader, siger Eske Willerslev.

 

Samtidig fortæller han, at undersøgelsen ikke kan bekræfte hidtidige antagelser om, at Sydgrønland skulle have været isfrit i forrige mellemistid.

 

- Forskerne har hidtil ment, at den sydlige del af Grønland og store dele af den nordlige del af øen var isfrit i den såkaldte Eemtid for 125.000 år siden. Men nu kan vi for første gang bevise, at der i hele perioden var en iskappe. Og det indikerer, at klimaforandringer sandsynligvis ikke vil påvirke isen i den sydlige del af Grønland i en grad, så al isen smelter væk, fortsætter Eske Willerslev.


Med de nye resultater er der altså ikke umiddelbart grund til at frygte, at en global opvarmning vil få al indlandsis til at smelte bort og bevirke voldsomme vandstandsstigninger i verdenshavene. 
 

Tre iskerner

Undersøgelsen bygger på analyser af DNA, fundet i tre forskellige iskerner boret i Grønland og Canada. DNA-materialet stammer fra det sted, hvor is og grundfjeld mødes. Selve iskappen består af ren is, men det sidste stykke er blandet op med mudder fra bunden.

Eske Willerslev har således analyseret bundprøver fra tre boringer: DYE-3 boringen i den sydlige del af Grønland, GRIP-boringen midt inde på den grønlandske indlandsis, og boringer i John Evans-gletcheren i Canada.

 

Den canadiske gletscher er kun nogle få tusinde år gammel, og iskernerne herfra er derfor først og fremmest blevet brugt til at afprøve metoden. Således fandt han heri DNA fra tre af de fire mest almindelige planter, der vokser i området.

 

De andre to kerner gav forskellige resultater. I bundprøven fra GRIP-boringen midt inde på den grønlandske indlandsis var der ingen DNA-rester overhovedet – hverken fra planter, pattedyr eller insekter. Forklaringen er ifølge Eske Willerslev, at isen inde på midten af indlandsisen er mere end tre kilometer tyk. Det giver et stort tryk, som skaber en højere temperatur på bunden, hvilket medfører, at DNA-materialet går i stykker.

 

Ved DYE-3 boringen, som ligger i den sydlige tredjedel af Grønland, er isen til gengæld kun godt to kilometer tyk. Her var DNA-materialet så velbevaret, at der kunne udvindes genetiske spor fra en lang række planter og insekter.

 

Jane Benarroch

 

Kontakt: Eske Willerslev, professor, Københavns Universitet,  +45 3532-1309 eller +45 2875-1309, ewilleerslev@bi.ku.dk

 


Grafik fra Science, 6. juli 2007