DPC home
Læs grønlandske myter og sagn:

Havets Moder

De første mennesker

Månen og Solen

Den gamle kællings hævn og Uineqs åndebesværgelse

Sult

Den forældreløse, der drev til søs.

Qâterfârssuk.

Tagta.

Sonja slæber en hval


POLARNATTEN

Grønlandske Myter og Sagn

- kom og hør de gamle historier, der bliver fortalt fra briksen ....

fra indledningen fra bogen "Eskimo Eventyr" af Inge Kleivan:

Dengang de grønlandske myter og sagn blev til var der en klar arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, men de var helt afhængige af hinanden. Det var mændene, som fangede og fiskede, og det var kvinderne, som tog sig af det bytte, som mændene kom hjem med. Mændene lavede redskaber og våben af ben, sten og træ, og kvinderne syede tøj af skindene, kogte maden og passede spæklampen, som hos mange eskimoer også varmede huset op.

Eskimoiske børn lærte tidligt at klare sig selv. Det var sjældent, at de blev skældt ud, og klø fid de så godt som aldrig. Men de blev opdraget alligevel, gl.a. ved at de blev drillet. De lærte at gøre, hvad man ventede af dem, og de fik ansvarsfølelse. De lærte også, at man ikke måtte vise det, hvis man var vred.

Børnene så, hvad de voksne lavede, de efterlignede dem, og efterhånden arbejdede de også sammen med dem. Først var det vare leg, senere måtte de selv klare de forskellige opgaver. De forklaringer, som en dreng fik af sin far og en pige af sin mor, blev næsten altid givet samtidig med, at de var igang med arbejdet, så børnene med det samme kunne se, hvordan det hang sammen.

Drengene lærte også meget ved at lytte til mændene, når de om aftenen fortalte om dagens fangsttur. Men man fortalte ikke bare om det, som man selv havde oplevet. Ligesom hos alle andre folk var der også hos eskimoerne nogle, som nød at fortælle eventyr, og andre som nød at høre på dem.

Historierne er blevet bevaret gennem mange århundreder ved at blive genfortalt gang på gang, for eskimoerne havde ikke noget skriftsprog. Nogle historier er blevet glemt i tidens løb, andre har forskellige fortællere lavet lidt om på, og der er også kommet nye til. Nogle få af historierne kendes af næsten alle eskimoiske folk, men de fleste har ikke så stor udbredelse.

I eventyrene fremstilles både samfundsforhold og naturforhold, så de afspejler eskimoernes verden. Men man kan alligevel ikke sige, at eventyrene er et spejl af virkeligheden. De er snarere et udtryk for, hvilke ting og hvilke problemer, der optager folk. Eventyrene er først og fremmest blevet fortalt for underholdningens skyld, men man kunne også lære noget af dem.

Du ser nu på:
Opdateret  September 17, 2002   af webmaster      |      © DPC 2002      |      Gå til forrige side      |      Gå til forsiden