Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Pressemeddelelse
Udsendt af Dansk Polarcenter den 13. januar 2005

Dansk Polarcenters populærvidenskabelige nyhedsmagasin Polarfronten er på trapperne og er tilgængelig på vores hjemmeside. Her henleder vi især opmærksomheden på en artikel om en ny forskningsstation på Indlandsisen.

Nem adgang til Indlandsisen

VW-fabrikkerne har efter fire års aktiviteter besluttet at forlade deres biltestcenter på Indlandsisen. I stedet har anlæggets ejer, det svenske firma Incitus (tidligere Nausta), inviteret til et samarbejde, som giver polarforskere mulighed for at anvende stedet: en fiks og færdig helårsstation med plads til 30 personer på klodens næststørste iskappe kun få timers bilkørsel fra en international lufthavn.

Centret bærer navnet Nanoq – isbjørn på grønlandsk – og er placeret på Indlandsisen 170 km øst for Kangerlussuaq lufthavn i 1768 meters højde. Der er efter grønlandsk målestok ekstrem nem adgang til området ad en 35 km lang grusvej og en 135 km lang isvej, som i 2000 blev anlagt fra Kangerlussuaq ind til Nanoq.

Dansk Polarcenter skal i fremtiden koordinere forskernes brug af centret, og forskningskoordinator Henning Thing er overbevist om, at der vil være stor interesse for at benytte testcentret på Indlandsisen:

- Dette tilbud kan ganske enkelt ikke matches andre steder. De logistiske muligheder tillader nem og relativ billig adgang året rundt, og der vil derfor givetvis også være meget stor international interesse for at placere forskningsprojekter ved Nanoq og anvende isen inden for en radius af 50-100 km som et nyt og spændende område for forskningsaktiviteter.

- Nanoq vil også være et aktiv i forbindelse med det internationale polarår i 2007-9, som er en global satsning og kampagne for polarområderne og polarforskningen, og som vil trække mange forskere og forskningsaktiviteter til Grønland, siger Henning Thing.

Hovedbygningen ved Nanoq er et hotel med plads til 30 mennesker ad gangen og med en meget høj standard. Der er et stort, professionelt køkken – og dybfrostplads til madvarerne er der også nok af - et lille nødhjælpshospital, radio- og satellitkommunikation, internetadgang, store værksteder og masser af plads til udstyr og instrumenter og til at forske.

Nanoq råder over en mindre ’flåde’ af store og små bæltekøretøjer med tilhørende slæder til transport af alt muligt gods. Desuden anvendes der specialbyggede Nissan- og Toyota-trucks til hurtig, behagelig og sikker persontransport mellem lufthavnen og NANOQ og rundt på isen i lokalområdet.

Nanoq vil være interessant for andet end videnskaben. Grønlands Hjemmestyre er allerede i gang med at afklare og koordinere forskellige virksomheders interesser i aktiviteter på denne del af Indlandsisen.

Flere oplysninger hos Henning Thing på tlf. 7248 8120 eller .

Pressefoto kan hentes på: http://dpc.dk/nanoq
Foto: Henning Thing, Polar Photos


Pressemeddelelse

Redaktionen:
(ansvarshavende)
(redaktør)
(layout)




Hent Polarfronten 4/2004 som PDF

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100