Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Thuleboerne i modvind

Thuleboerne fik ikke medhold i Højesteret. Det betyder, at det lille samfund stadig står ansigt til ansigt med det uoverskuelige spørgsmål om, hvordan området kan udvikle en bæredygtig økonomisk og social fremtid.Da Grønlandsministeriets departementschef Eske Bruun i maj 1953 hjemkaldte kolonibestyreren i Uummannaq, Mørck Rasmussen, for at aflevere beskeden om, at alle beboere i Dundas-området skulle forlade deres boplads inden for fire dage for at drage til et sted 120 kilometer længere mod nord, var der med garanti ingen, som havde den vageste idé om, at beslutningen et halvt århundrede senere skulle vise sig at afstedkomme den største, civile retssag i dansk historie.

Af
I dag – godt 50 år efter - har sagen, der er anlagt imod den danske stat af de tvangsflyttede fangerfamiliers forening, Hingitaq 53, nået sin foreløbige kulmination med såvel en landsrets- som en højesteretsdom, der afviser Thuleboerne og deres efterkommeres krav om at få tilkendt retten til at opholde sig, færdes og drive fangst og jagt i hele baseområdet. Heller ikke erstatningskravet på 235 millioner kr. blev efterkommet, og Thuleboerne må således nøjes med den erstatning på i alt 1,7 millioner kr., som Østre Landsret tilkendte dem i 1999.

Ikke bare har det juridiske udfald af sagen været skuffende for Thuleboerne og deres øverste repræsentant, Uusaqqak Qujaukitsoq, der havde håbet på principiel oprejsning og anerkendelse af, at Thuleboerne har ret til det store stykke land, hvorfra de blev fordrevet i 1950’erne. Med dommen er Thulefangernes drøm om reelt at vende tilbage til de tidligere fangstpladser omkring den nuværende amerikanske Thulebase slået i stykker. Også mulighederne for at udbygge fangstmæssig infrastruktur og styrke alternativ erhvervsudvikling for befolkningen i Qaanaaq er skudt i sænk med den udeblevne erstatning fra den danske stat.

Økonomisk og social slagside
Men hvilken betydning kunne det have fået, hvis Thuleboerne og deres efterkommere havde fået medhold ved Højesteret?

Samfundsforskere og øvrige iagttagere har længe peget på, at Avanersuaq Kommune med byen Qaanaaq som centrum igennem årene har været præget af store sociale og økonomiske problemer. Selvom man her finder offentlige faciliteter som kirke, sygehus, museum, sports- og forsamlingshal og hotel, holdes de ca. 900 beboeres økonomi i vid udstrækning sammen af diverse tilskud og sociale ydelser.

Samtidig er samfundet præget af en række sociale problemer. Alkoholisme, arbejdsløshed, selvmord og vold er bare nogle af de skyggesider, som igennem årene har sat sit præg på hverdagen i den lille by 1200 km nord for Polarcirklen.

Et samfund under pres
I 1998 besøgte et hold fra Nijmegens Universitet Qaanaaq. I den efterfølgende rapport “Facing the Future: Inughuit Youth of Qaanaaq” karakteriseres samfundet som økonomisk underudviklet. Især fremhæves det lave befolkningstal, den begrænsede kontakt med omverdenen, det forholdsvis lave uddannelsesniveau og den høje arbejdsløshed som årsager til, at samfundet er langt fra at kunne betegnes som bæredygtigt.

Den peger også på, at selvom Qaanaaq er fuldt integreret i Grønlands økonomi og ca. 80 % af befolkningen arbejder i offentlige erhverv, foretrækker en stor del af især den ældre generation at forblive i de traditionelle erhverv. Heroverfor synes de unge at være mere positive over for den moderne verdens muligheder og betragter de traditionelle erhverv som umulige at leve af. To problemer i den forbindelse er dog, at skolesystemet i Qaanaaq er utilstrækkeligt set ud fra en moderne målestok, og at de unges motivation for uddannelse generelt er lav.

Et andet aspekt, som har betydning for uddannelses- og erhvervsforholdene i Qaanaaq, er, at Thuleboernes identitet som Inughuit er stærk. De ser sig selv som en oprindelig, polareskimoisk stamme, der sprogligt, kulturelt og historisk er forskellige fra Inuit, og de identificerer sig derfor i højere grad end både vest- og østgrønlænderne med det at være fangere og jægere.

De hollandske forskere peger på, at denne selvforståelse igennem årene har medført en idealisering af fangsterhvervet, men at den i dag er under pres fra de nye idealer, som dominerer i den moderne, globale kultur.

Thulebasens indflydelse
Ifølge eskimologen Mads Fægteborg, som har fulgt det lille samfunds udvikling igennem årene og sammen med Jens Brøsted har skrevet bogen “Thule – fangerfolk og militæranlæg” skal årsagen til Qaanaaqs økonomiske og sociale slagside primært findes i de historiske omstændigheder omkring tvangsflytningen i 1953:

- Man kommer ikke uden om, at Thulebasens anlæggelse fratog befolkningen en vigtig del af fangstområderne, og at de økonomiske og sociale konsekvenser heraf har været meget store. Da så oven i købet den tvangsflyttede befolkning blev anvist et område med sparsomme økologiske ressourcer, satte dårlige fangst- og jagtbetingelser yderligere skub i fattigdommen. En mere nænsom spredning af befolkningen ville sandsynligvis have forbedret de økonomiske forhold i kommunen. Det at være fanger har stadig stor betydning i samfundet, men respekten for erhvervet forsvinder naturligt nok i takt med, at ressourcerne udnyttes til bristepunktet uden at give nogen synderlig indtjening.

Fægteborg peger på, at der, som i de fleste øvrige arktiske samfund, kan spores en nyorientering hen imod en mere moderne livsstil, som omfatter eksempelvis højere uddannelse og brug af computer og internet.

Også skift i kønsrollemønstre og den globale mediepåvirkning er med til at forandre samfundet:

- En del kvinder har ikke længere lyst til at være fangerkoner. Efter endt skolegang foretrækker mange at tjene penge i et ansættelsesforhold frem for at tilberede fangsten og sy kamikker. Dette afspejler faktisk en global udvikling. Og ganske som i det øvrige Grønland har kønsrollerne ændret sig. Radio, fjernsyn, video, cd og dvd er blevet en del af hverdagen. Det er sandsynligt, at netop IT vil være et af de hjælpemidler, som i fremtiden vil gøre det muligt for små, afsidesliggende samfund at overleve.

Hvad nu hvis...
Det er Mads Fægteborgs vurdering, at et medhold ved Højesteret ikke ville have resulteret i, at fangerne fik mulighed for at flytte tilbage til Dundasområdet. Derimod kunne en erstatning – om end måske mindre end den krævede – som følge af en ekspropriering af området have givet Qaanaaq et tiltrængt økonomisk løft:

- Til hjælp for fangerne kunne der f.eks. være investeret i opbygning af en permanent bygd eller én eller flere fangstpladser. Som sådan kunne nye fangstmuligheder være etableret. Øvrige erstatningsmidler kunne være brugt på at forbedre befolkningens levevilkår, herunder uddannelses- og erhvervsmuligheder.

Sagen er ført til ende ved de danske domstole, men foreningen Hingitaq 53 har meddelt, at den har i sinde at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg. Der er dog særlig ét problem, som kan blokere for dette: Hingitaq 53 har ikke penge til at føre den meget kostbare sag, og det grønlandske Landsstyre ser ud til at have betænkeligheder ved at yde økonomisk støtte.

Indhold 4/03

Fotos: Magnus Elander

Traditionen tro. En stor del af især den ældre generation i Qaanaaq holder fast i fangst, jagt og fiskeri, men mange unge er mere optaget af den moderne verdens muligheder og betragter de traditionelle erhverv som umulige at leve af.

 

Man finder mange af det moderne samfunds ydre kendetegn i Qaanaaq, men de ca. 900 Thuleboeres økonomi holdes i vid udstrækning sammen af diverse tilskud og sociale ydelser.

 

For videre læsning se rapporten “Facing the Future: Inughuit Youth of Qaanaaq” og bogen “Thule – fangerfolk og militæranlæg” af Jens Brødsted og Mads Fægteborg.

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100