Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Uegnet for bønder

Kulde og is, højvande og sandflugt gjorde livet surt for nordboerne, som opgav de grønlandske bygder engang i midten af 1400-tallet.

Af Jens J. Kjærgaard, Naja Mikkelsen og Antoon Kuijpers
Vi ved, at nordboerne forsvandt. Men hvor blev de af? Det er fortsat en gåde. En del af forklaringen får vi forhåbentlig, når geologer i de kommende år får analyseret bundprøver, som i dette efterår blev hentet i fjordområdet omkring Nuuk og på det lave vand helt inde ved Sandnes i Ameralikfjorden.

Endnu en brik
Med andre ord er der sat fokus på det område, hvor Vesterbygden blev anlagt og havde gode kår, indtil bygden uddøde - måske som følge af en klimaforværring, der satte ind i 1300-tallet. Når ekspeditionens resultater føjes til de resultater, som blev hentet ved lignende maringeologiske undersøgelser i Østerbygden i Sydgrønland 1998-99, føjes der endnu en brik til den norrøne historie i Grønland.

Nordboerne forsvandt efter 500 års eksistens fra landet, men det er endnu ikke klarlagt, hvorfor og præcis hvornår de forsvandt. Mange undersøgelser er foretaget på land, og de maringeologiske undersøgelser skal supplere disse, bl.a. med information om isforholdene i fjordene.

Sidste sikre melding fra det norrøne Grønland kan læses i et islandsk håndskrift, der lakonisk beretter, at Sigrid Bjørnsdatter giftede sig med Thorstein Olofsøn på Hvalsøy første søndag efter korsmesse den 14. september 1408.

Stærk vind og sandflugt
Fagfolk vil nu tolke de skjulte budskaber i mudderet, som blev indsamlet under togtet i Nuuk-området i år. De forskellige arter af det kiselskallede bitteliv, som kaldes diatomeer, er meget følsomme og pålidelige indikatorer for udsving i miljøets udbud af næringsstoffer, og de fortæller om isforhold og skift i vandets saltholdighed og temperatur. Vi får med andre ord viden om overordnede klimaændringer og disses indflydelse på fjordområderne.

Undersøgelser på land foretaget i nordboernes Østerbygd har afsløret heftig sandflugt i visse dele af disse nordboområder. Flyvesandet var en plage for nordboerne, men skyldes næppe alene rovdrift på naturen, som tidligere antaget. Undersøgelser af sedimentkerner indsamlet ved Østerbygden i 1998 viser således, at vinden var markant kraftigere mellem ca. 900 og 1300, hvilket selvsagt kunne forårsage kraftig sandflugt.
Erosionen medvirkede således til at vanskeliggøre de nordiske bønders markarbejde. Det er helt sikkert, at havet også voldte bekymring. Bønderne kunne se, at græsgange og kirkegårde blev slugt af bølgerne. Det blev værre og værre fra slægtled til slægtled.

Borekerner fra havbunden
Undersøgelserne blev udført og ledet af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) i samarbejde med instituttet GEOMAR ved Christian-Albrechts Universität i Kiel, Institute for Baltic Sea Research ved Rostock Universitet, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv samt Nationalmuseet i København. Det tyske forskningsråd stillede skibet Alexander von Humboldt - opkaldt efter den tyske naturforsker (1769-1859), som grundlagde plantegeografien og den fysiske jordbeskrivelse - til rådighed for ekspeditionen.

Ekspeditionen knytter an til maringeologiske undersøgelser ledet af GEUS og udført i 1998 med det tyske fartøj Poseidon ved Østerbygden i det sydvestlige Grønland.
Før Poseidon sejlede til Grønland, havde Farvandsdirektoratet sørget for at lodde dybder i fjorde og vige; opmålingen ved Tunulliarfik og Igaliku var nødvendig, thi der var risiko for grundstødning og tab af det kostbare sonarudstyr, som blev slæbt over havbunden.

Aflejringerne i borekernerne taget med Poseidon viser, hvordan havstrømme og klima skiftede på det tidspunkt, da efterkommerne af Erik den Røde og hans ledsagere forsvandt fra Grønland, alt imens inuitter kom ind i Nordbo-området fra nord.

På grænsen til det mulige
Mennesker i Arktis har altid levet på grænsen til det mulige, men ved det forrige årtusindeskifte, hvor nordboerne kom til Grønland, var klimaforholdene forholdsvis gunstige takket være det fænomen, som kaldes Middelaldervarmen.

Da kolonisationen var på sit højeste, levede der 3000-5000 nordboer i Grønland. Det svarer så nogenlunde til indbyggertallet i samtidens København.

Nordboerne var bofaste til forskel fra inuitterne, der levede af jagt. Ved gårdene kunne der ikke dyrkes korn, idet klimaet ikke var varmt nok, men nordboerne havde kvæg og får, som græssede på sætere i fjeldene i sommertiden og blev fodret med hø, når vinteren satte ind. Græsset blev hentet på overrislede marker tæt ved gårdene, et sindrigt vandingssystem sikrede et optimalt udbytte.

En kamp for overlevelse
Men med den tiltagende kulde blev opretholdelsen af dette gårdbrug vanskeliggjort, samtidig med at de lavere liggende og kystnære græsarealer i løbet af generationer langsomt, men sikkert blev overskyllet. Kystlinjen er således helt forandret over de sidste 1000 år, idet der er sket en relativ hævning af havniveauet på to til tre meter. Ja, det er sådan set forkert at tale om vandets stigning, faktisk er det landet, som sænkes grundet ændringer i Indlandsisen. Anderledes er det i Nordgrønland. Her hæver landet sig, og bopladser afdækket af bl.a. Eigil Knuth ligger mange meter over nuværende havniveau.

Samtidig med at nordboerne fik spoleret deres græsgange, fik de problemer med landets oprindelige befolkning, inuitterne, som vendte tilbage til den sydvestlige kyst efter flere århundreders fravær. I takt med den tiltagende kulde fulgte inuitterne deres byttedyr sydover og kom ind i de områder, hvor nordboerne havde anlagt deres gårde og forsøgte at videreføre deres europæiske livsstil. Borekerner fra Østerbygdens fjorde viser, at storisen tiltog ud for indsejlingen til Østerbygdens fjordsystemer fra omkring 1400.

Da arkæologerne omkring 1930 begyndte at grave i nordboernes kirkegårde, havde de en teori om, at den magre jord gemte kummerformer, skeletter præget af sult og engelsk syge, men sådan forholder det sig ikke. Da agrene ikke kunne give nordboerne føden, intensiverede de deres jagt og fiskeri. Isotopundersøgelser viser, at i den sidste periode af nordboernes ophold i Grønland udgjorde føde fra havet 80 procent af deres kost (se artikel i Polarfronten nr. 2/2002).

De hidtidige undersøgelser af marine kerner har bidraget til de arkæologiske undersøgelser med ny viden om klima- og miljøforhold i nordboernes fjordområder. Men endnu er gåden om nordboernes forsvinden ikke løst.

Jens Jørgen Kjærgaard er freelancejournalist, Antoon Kuijpers og Naja Mikkelsen er geologer ved GEUS og tilknyttet nordboprojektet.

Indhold 4/02

Foto: Steffen Stummann Hansen

Da kolonisationen var på sit højeste, levede 3000-5000 nordboer af landbrug i Grønland. I dag er landbruget i det store og hele begrænset til fårehold
som f.eks. i Qorlortoq-dalen over for Narsarsuaq
.

Foto: GEUS

Borekerner fra fjordområderne omkring Nuuk kan give informationer om klima og miljø i nordbotiden. Måske kan det kaste nyt lys over, hvorfor nordboerne forlod Grønland i 1400-tallet.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100