Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Antarktis i opbrud

Gigantiske isbjerge river sig i disse år løs fra Antarktis store isshelfer. Hovedparten som et led i en naturlig cyklus. Men stigende, regionale temperaturer spiller også ind og kan hurtigere end hidtil antaget få de store isshelfer til at bryde sammen.

Af Poul-Erik Philbert
I marts 2000 knækkede et kolossalt stykke is løs af den antarktiske Ross isshelf, der strækker sig ud fra det antarktiske fastland, og et nyt, megastort isbjerg gled ud i Ross-havet. Efter et par måneders sejlads langs isshelfens kant sprak kolossen, som havde fået navnet B-15, og delte sig i flere store og mindre stykker. Det største af isbjergene, som med sine 6.000 km2 stadig var på størrelse med Sjælland, fortsatte herefter under navnet B-15A sin skrumplende tur nordpå, indtil den i oktober 2000 lagde sig fast ud for Cape Crozier på den nordlige del af Ross Island. Der ligger den i skrivende stund stadig.

Et naturligt sammenfald
Siden B-15 kom til verden for halvandet år siden er det gået slag i slag. Fire gigantiske isterninger blev det til i 2000. Og i nogle måneder har forskerne via satellitbilleder fulgt en revne i Pine Island gletscheren, som med stor sandsynlighed vil føde endnu et kæmpestort isbjerg inden for det næste års tid. Senest har et 600 km2 stort isbjerg kort før Polarfrontens deadline revet sig løs af netop Pine Island gletscheren.

Når mere end 5.000 gigatons is i løbet af usædvanlig kort tid river sig løs, giver det let anledning til katastrofeforestillinger om, at Antarktis er ved at bryde sammen. Men det er ifølge flere forskere ikke det, der sker.

Blandt eksperterne er glaciologen Ted Scambos fra National Snow and Ice Data Center i Boulder, Ohio:

- Det er ganske vist helt usædvanligt, at så meget is frigives fra Antarktis på så kort tid, lyder det fra Ted Scambos. Men samtidig har de store Ross og Ronne isshelfer i længere tid haft en meget stor udstrækning, som har gjort dem nærmest overmodne til en kælving. Efter at de tilsammen har mistet 23.000 km2 is, er de nu tilbage til den størrelse, de havde op til 1960.

Scambos mener derfor, at de mange kælvinger er en del af isshelfernes naturlige livscyklus med årtiers langsom opbygning fulgt af hurtig nedbrydning. At det falder sammen i tid er ifølge Scambos netop & et sammenfald.

Usikkerhed om årsagerne
Mistanken er selvfølgelig blevet rettet mod den globale opvarmning. Ikke mindst fordi Antarktis de sidste 50 år har oplevet usædvanligt store temperaturstigninger.
Senest har et forskerhold fra British Antarctic Survey i en artikel i tidsskriftet Science vist, at middeltemperaturen i Antarktis fra 1959-96 er steget med 1,2 grader Celcius. Det er det dobbelte af stigningen i de globale middeltemperaturer i det 20. århundrede. Og det placerer Antarktis - sammen med den nordvestlige del af Nordamerika og dele af Sibirien - som et af områderne på kloden med den stærkeste, regionale opvarmning.

Alligevel mener Ted Scambos ikke, at den regionale opvarmning er forklaringen på opbruddet:

- De store isbjerge, som brækkede løs i 2000, kommer alle fra områder, hvor de gennemsnitlige middeltemperaturer ligger under -5 grader Celsius, og hvor sommertemperaturerne ikke kommer over frysepunktet.

I stedet peger Ted Scambos på tidevandet, havstrømmene under isshelferne og de isnende faldvinde af orkanstyrke, der med mellemrum raser over Antarktis, som mulige forklaringer.

Opvarmningen truer
Men den regionale opvarmning kan på længere sigt blive et problem. Og nogle forskere siger, det kan komme, før vi venter det. Fortsætter temperaturerne med at stige, vil stadig flere isshelfer få slået deres naturlige cyklus i stykker og sætte kursen mod dramatiske sammenbrud. Den proces er allerede i gang.

Den Antarktiske Halvø oplever en opvarmning, som ifølge forskerne fra British Antarctic Survey er betydeligt større end den gennemsnitlige tendens for Antarktis. Her ligger Larsen isshelfen eller rettere sagt det, der er tilbage af den. For i januar 1995 brød den nordligste del - Larsen A - under en sommerstorm sammen og sendte en flåde af isbjerge ud i Weddel-havet. Og i 1998 var det naboen Larsen B, som afgav et kæmpestort isbjerg, der siden er blevet fulgt op af en række små isbjerge. I dag har Larsen B trukket sig tættere på Antarktis kystlinie, end det på noget tidligere tidspunkt har været registreret.

Forskerne mener, at Larsens sammenbrud er et eksempel på en ny og truende udvikling:

- Vi ser her forskellen mellem shelfer, som opfører sig normalt, og shelfer som reagerer på en regional opvarmning, siger Ted Scambos. Begivenhederne på Ronne og Ross er ganske vist spektakulære, men normale. Larsen derimod bryder sammen på grund af højere temperaturer, hvor sommersmeltningen og dannelsen af smeltevandssøer, der siver ned i isens spalter, ser ud til at være vigtige elementer i nedbrydningen.

Tættere på kollaps
Scambos og et hold kolleger har i 2001 offentliggjort en undersøgelse af Larsen isshelfen, hvor de viser, at blot en kort smelteperiode i løbet af sommeren kan få en isshelf til at kollapse. Og en avanceret computersimulering af isshelfens bevægelser og dynamik har sandsynliggjort, at en kun 10-15 meter dyb spalte fyldt med smeltevand er tilstrækkeligt til at splitte en 200 meter tyk isshelf.
- Vores resultater viser, at andre isshelfer som f.eks. Ross kan være betydeligt tættere på det punkt, hvor de begynder at bryde sammen, end vi tidligere har troet, siger Ted Scambos. Det er nemlig sommertemperaturerne og ikke de årlige middeltemperaturer, som er afgørend. Så områder, der allerede nu oplever sommersmeltning, er i risikozonen, uanset hvor lave deres middeltemperaturer er.
Hidtil har nedbrydningen af isshelferne ikke haft konsekvenser for den globale vandstand, fordi shelferne i forvejen flyder på vandet. Men hvis de store isshelfer bryder sammen, kan det åbne sluserne for en øget tilstrømning af is fra det antarktiske fastland, og det vil give et ekstra bidrag til vandstandsstigningerne i verden.


Foto: Josh Landis


Isbjerge på størrelse med Sjælland og Fyn brækker i disse år løs fra Antarktis.

NSF Photo: Henry Dick, Woods Hole Oceanographic Institution

For første gang er en vejrstation blevet rejst på et isbjerg. De amerikanske forskere bag projektet håber på at få ny viden om iskolossernes bevægelser og deres påvirkning af omgivelserne. De spår stationen en levetid på i hvert fald fem år, inden kolossen er brudt endegyldigt sammen.

Læs også Is en masse

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100