Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Grønlands varmeste kilde

Med et feltlaboratorium anbragt direkte ved nogle af Grønlands varmeste kilder på østkysten har tre biologer undersøgt livsbetingelserne i et af verdens mest ekstreme miljøer.

Af Hans Pedersen
Grønlænderne har kendt de varme kilder siden tidernes morgen. Men det er først i denne sommer, at en grundig undersøgelse af livet i Grønlands varmeste kilder er påbegyndt på en ekspedition, som gik til Liverpool Land og Blosseville-kysten i Østgrønland.

Et af resultaterne er, at ’der er mange flere varme kilder i Grønland, end vi hidtil har antaget. Nogle af dem under havets overflade,’ som en af deltagerne i ekspeditionen, Søren Rysgaard fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), siger det.

Varmt vand fra Jordens indre
Det er om vinteren, man lettest lokaliserer kilderne. Sneen smelter, eller isen bliver skør. Om sommeren kan det være ganske vanskeligt at finde kilderne, også selv om man har en nøje stedsangivelse og en helikopter til rådighed for eftersøgningen.

Når der findes varme kilder i Grønland, skyldes det ikke som i Island vulkansk aktivitet. Formentligt bliver vandet opvarmet i forbindelse med, at dybtliggende lag i jordskorpen gnider mod hinanden. På vejen op kan der ske opblanding med havvand, hvorfor nogle af de varme kilder er ret salte.

Den varme kilde Unartoq ved Nanortalik har været kendt i hvert fald siden nordboernes dage. På øen Disko er der omkring 10.000 kilder og i Østgrønland er der indtil i sommer registreret en snes stykker. Men alene ved de tre lokaliteter, der er blevet kortlagt i år, er der fundet 74 kilder.

Udtrykket ’varme kilder’ burde måske rettelig være ’ensvarme kilder’, for mange af kilderne er ikke specielt varme. Alle de ensvarme kilder er dog året rundt varmere end omgivelserne.

Men i Østgrønland er kilderne rigtig varme. De varmeste ligger mellem 50 og 60°. Det er disse de varmeste kilder i Grønland, der med støtte fra Carlsbergfondet og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd er blevet undersøgt i denne sommer. Den nordligste i Nørrefjord er 56,3° varm, Kap Tobin-kilden er 61,5° varm, og den varmeste af de mange kilder i Rømer Fjord er 60,8°.

Kilden ved Kap Tobin
Grønlands varmeste kilde ligger ved Uunerteq/Kap Tobin ca. syv kilometer fra Ittoqqortoormiit/Scoresbysund. Den er 61,5 ° varm ved udspringet og strømmer derfra en ca. 100 meter ned mellem store, afrundede klippeblokke. Området er goldt, placeret som det er ved udmundingen af Scoresbysund med nogle af verdens største isbjerge passerende forbi.

Mindre end 200 meter fra udspringet finder man teltringe og kødgrave fra forne tiders eskimoer.

Kan hænde, at den opdæmning af det varme vand, der er lavet få meter fra udspringet, er dannet for tusinder af år siden som verdens første, arktiske udendørs svømmebassin.

I hvert fald har det ført til, at der her, hvor vandet er næsten stillestående, har dannet sig nogle nærmest juletræslignende formationer af levende organismer.

Det er her, biologerne Michael Kühl, Ronnie Glud og Søren Rysgaard har slået deres feltlaboratorium op for helt fra grunden at starte en kortlægning af hvilke organismer, der lever med masser af sol sommeren igennem, bragende mørke om vinteren og tilførsel af vand, der konstant er 61,5° varmt.

Sej måtte
Med mikrosensorer, der er tyndere end et menneskehår, pH-meter, termometer, lysmåler mv. undersøges det liv, der udfolder sig under nogle af de mest ekstreme forhold på denne klode.

De dominerende organismer er cyanobakterier (det der tidligere er blevet kaldt blågrønalger). De danner en tre-fem centimeter tyk ’måtte’, som har samme konsistens som den fedtdelle, mange danskere og grønlændere render rundt med på sidebenene.

Cyanobakterierne laver fotosyntese ligesom grønne planter. Det vil sige: de udnytter solenergi til at optage og omsætte kuldioxid og næringssalte fra omgivelserne til ny cellevækst. Herved dannes ilt som et biprodukt. Ved således at måle, hvor meget ilt cyanobakterierne danner forskellige steder i ’måtten’, kan man beskrive ’måttens’ produktion. Men processen kræver sollys. Derfor må der selvsagt være vidt forskellige forhold sommer og vinter.

Naturens madpakke?
Hvordan kan disse organismer overhovedet komme gennem vinteren?

- En af de ting, vi har fundet ud af, er, at der øverst i måtten er et lag, der ligner gelatine. Vi ved ikke, hvorfor dette overlag bliver produceret, siger Søren Rysgaard.
Tydeligvis kan cyanobakterierne vandre rundt i måtten. En prøve, der stod i vindueskarmen natten over, viste, at cyanobakterierne var krøbet op til overfladen i løbet af natten, fordi der var bedre lysforhold.

Men selve det øverste gelatinelag, hvad er dets funktion? Det vil blive undersøgt i løbet af de kommende måneder på Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør, hvor Ronnie Glud og Michael Kühl arbejder til daglig.

Der er mange gisninger om funktionen af den umådeligt seje ’hud’ på måtten af cyanobakterier.

Kan der være tale om en beskyttelse mod UV-lys? Er det et sted, hvor bakterierne kommer af med deres affald? Er det et lag, der isolerer lagene nedenfor mod temperaturudsving? Eller er flere af disse funktioner i spil samtidig?

Man ved det ikke, men forskerne hælder mest til den idé, at det øverste lag er et energilager - en slags ’madpakke’ til brug i trange tider. Og trange tider vil først og fremmest sige om vinteren.

Noget helt andet er, at dette gelatinelags helt usædvanlige sejhed får en til at tænke på, om det kan anvendes kommercielt. Vingummiagtigt som det er, ikke ganske ulig det tidligere så kendte børnelegetøj ’slime’ - bare stivere.

En sjælden plante
Livsformerne skifter ned gennem vandløbet og skifter tillige lodret ned gennem måtten. Kraftigt farvede grønne, orange og brune cyanobakterier udgør hovedparten af måtten. På overfladen af denne græsser der nogle fluer, som var det køer på en eng. Fluerne har tydeligvis et ganske smalt område at holde sig til. Kommer de ud i det varme, fritstrømmende vand, er de dødsens. Det er de også, hvis de bliver fanget af de edderkopper, der ligesom fluerne har tilpasset sig livet ved de varme kilder. Fluernes larver lever let nedgravet i overfladelaget. Også de må holde sig på måtten!!

Planterne langs vandløbets bredder skifter i princippet, som var det en beskrivelse af klodens klimabælter. Man kan finde eksempler på liv ved 10, 20, 30 op til 60°.
Ved en af kilderne gjorde vi et ganske enestående fund. Planten Azorisk slangetunge, der er en fem centimeter høj bregne, blev fundet to steder ved nogle af kilderne ved Rømer Fjord. Denne plante er kun tidligere blevet fundet én gang, nemlig ved en anden varm kilde i Knighton Bugt omkring 100 kilometer længere mod syd. Tydeligvis er miljøet ens de to steder. Man kan faktisk bruge planterne som en slags måleinstrumenter, der beskriver ens levevilkår.

Man kan spekulere over, hvordan denne plante overhovedet er kommet til en så lille prik på landkortet. Der er umiddelbart to muligheder. Enten er slangetungens sporer blevet transporteret med vinden, eller de har siddet fast på en af knortegæssenes fødder og er skyllet af i en af de østgrønlandske varme kilder. Transporten mellem de to kilder er efter al sandsynlighed foregået med gåsetransport, idet der er gåselort ved flere af kilderne, ved en af kilderne endog en rede af knortegås mindre end en meter fra et af udspringene.

Ligesom vi kunne varme hænderne i det varme vand, har gæssene kunnet udnytte denne naturens luksus.

Indhold 3/03


Foto: Michael Kühn


En af de varme kilder ved Rømer Fjord, hvor 60° varmt vand året rundt vælder op fra undergrunden. Vandet danner små ’skorstene’ på grund af mineralske udfældninger og skaber farvestrålende belægninger af cyanobakterier.

Foto: Michael Kühn

I vandet ved de varme kilder danner der sig tykke, slimede bakteriemåtter, som har samme konsistens som de fedtdeller, mange af os render rundt med på sidebenene. Måtterne består af et tæt netværk af cyanobakterier i store mængder slim.

Foto: Søren Rysgaard

 

Med støtte fra Carlsbergfondet og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd har en ekspedition ledet af professor Michael Kühl, professor ved Marinbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet, besøgt Liverpool Land og Blosseville-kysten i Østgrønland.



Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100