Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Hjemmestyrets børn

Tine Bryld har skrevet en interviewbog om de børn, som blev født i 1979, da Grønland fik hjemmestyre.

Af Tine Bryld

Jeg skrev for ti år siden to bøger om de indsatte, grønlandske dømte i Herstedvester, og senere har jeg udgivet bogen I den bedste mening om 22 børn, der blev fjernet fra deres familier for at blive en slags fortrop i den nye skolereform fra begyndelsen af 50erne. Interessen for den dansk-grønlandske historie blev ikke mindre. Derfor handler min seneste bog om nutidens unge.

Jeg valgte at begrænse mig til den årgang, der blev født i hjemmestyrets år, 1979. En særlig generation, født i en glædesrus. Hvordan trives de? Hvad tænker de om fremtiden, om hjemmestyret, om at være ung i en tid med opbrud, med forventninger, men også med mange dybtliggende konflikter om dansk og grønlandsk? Ønsker de mere selvstændighed eller den totale løsrivelse?

Om et par år fejrer de unge 25-års-dagen sammen med hjemmestyret. Interessen for netop denne årgang vil vokse, vi vil følge dem i de næste årtier, fordi de ER hjemmestyret, på godt og ondt.

I 1979 blev der født 900 børn: 446 piger og 454 drenge. De 633 findes i dag i Grønland. En hel del er på uddannelse i Danmark eller andre lande, 57 er døde.
Jeg har talt med omkring 100 af de unge, der uddanner sig i Grønland og Danmark, men også med nogle af dem, der ikke klarede skærene.

Jeg rejste i efteråret 2001 og januar 2002 sammen med billedkunstneren Pia Arke til Grønland og siden i Danmark for at tale med de unge uddannelsessøgende. Vi besøgte dem i deres hjem, på kollegier, i skolen, på gaden, cafeerne, uddannelsesstederne. Og blev venligt modtaget overalt.

Hvis jeg skal fremhæve noget, der virkelig kom bag på mig, er det uligheden mellem de unge, der ikke kan dansk, og dem, der har lettere adgang til dansk, fordi en af deres forældre er født i Danmark, eller fordi de har været heldige med en dygtig lærer. I Nordgrønland er sproget grønlandsk. I Nuuk er sproget dansk, generelt talt. Mere blandet ser det ud i de andre større byer, men helt forkert er det næppe, at jo længere nordpå vi kommer, des mere er grønlandsk ikke kun modersmålet, men det eneste sprog, der tales og forstås til fulde. Det betyder, at mange unge aldrig får muligheden for en videregående uddannelse, fordi det kræver, at man kan skrive og tale dansk.

Grønlandiseringen har betydet, at det grønlandske sprog er modersmålet, og sådan skal det naturligvis være. Men det har sin pris, at man i den grad har underprioriteret dansk og engelsk, og at der ikke er tilstrækkeligt uddannede lærere, der kan undervise i sprog og matematik. Det er et fremskridt, at hovedparten af lærerne er grønlændere, uddannet i Grønland, men uddannelsen er ikke god nok, hvis man spørger lærerne, og ikke mindst pengene til bøger og undervisningsmaterialer er et problem.

Det har betydet meget for de unges selvopfattelse og selvbevidsthed, at Grønland, desværre meget sent, i den grad har satset på uddannelser. De mødes, de uddanner sig, de falder godt nok ud af uddannelserne i for stor grad, men de nye generation har et gå-på-mod, der har overrumplet mig.

Det gælder naturligvis ofte dem, der i forvejen har overskud, og som jeg havde forventet, var langt mere indstillet på et totalt opgør med danskerindflydelsen. Men de er mere large end forældregenerationen, og det uanset de er opvokset i grønlandske, danske eller half-and-half gruppen. De gider ikke de gamle konflikter om, hvem der taler dansk eller grønlandsk. Der skal være plads til alle, og man skal lære at respektere hinandens færdigheder og viden, og naturligvis skal alle have lige adgang til at uddanne sig. Det er to væsentlige forhold, der ofte står over for hinanden eller mod hinanden.

Det interessante er nemlig, at de grønlændere, der ikke taler dansk og derfor ikke kan videreuddanne sig, har færdigheder, som de veluddannede unge savner og af hjertet ønsker: at kunne det sprog, der åbner koden til at forstå et samfund, de elsker, men som de ikke føler sig velkomne i. Mange af de unge grønlændere, der uddanner sig i Danmark, udtrykte usikkerhed over at vende tilbage, fordi de ikke følte sig velkomne, fordi de ikke beherskede grønlandsk. Altså en manglende selvfølelse, som er en barriere også for at lære sproget. Jeg er naturligvis ikke blind for, at der er mange andre motiver for at blive i Danmark, men jeg havde ikke ventet, at så mange følte sig ikke-velkomne-tilbage.

De dobbeltsprogede unge var måske de største fortalere for en helt anden åbenhed over for hinandens forskelligheder. De ville blande sprogene, de ville, at alle skulle lære meget mere engelsk, fordi engelsk kultur, eller amerikansk, havde fået en stærk indflydelse på de unge grønlændere. De mente, at politikerne var langt bagud med deres indbyrdes og gamle konflikter om grønlandsk og dansk.

I det hele taget var kritikken mod politikerne ret ensidigt negativ. De unge følte ikke, de blev taget med på råd. Politikerne var formynderiske, hjemmestyret infiltreret af venners venner i bestyrelser og selskaber. De havde naturligvis respekt for, hvad de gamle politikere havde opnået i de første år med hjemmestyret, men kritikken gik på, at de blev hængende i magtens korridorer med en stadig ringere fornemmelse af, hvad der foregik i befolkningen.

Kritikken mod folkeskolen var stor, også fra dem, der havde undervist som timevikarer efter afslutningen af GU. Indsigelserne gik på, at børnene lærte for lidt, at der ingen respekt var, og at ulighederne mellem dem, der havde forældre til at støtte sig med sprog og matematik, og dem, der ikke havde, var øget i de sidste mange år. Kritikken ramte også gymnasierne, det uddannelsessted, der har betydet mest for mange unge. En del kritiserede niveauet, og at man kunne komme på danske universiteter med et 8-tal, uanset optagelseskravene.

Takket været de sidste års satsning på uddannelserne, har hjemmestyret fået en ungdom, der ønsker mere indflydelse, der har nogle meninger om fremtiden, som de ikke føler, der bliver lyttet til. Mange undrede sig over, at jeg ville høre deres mening. Det var de ikke vant til, og jeg blev gang på gang overvældet af den interesse, de havde for fremtiden, Grønlands fremtid.

Men bekymrede er de sandelig også. Mest for økonomien. De vil privatisere, de vil have muligheder for at optage lån til at blive selvstændige. Men da de færreste har formue, kan de ikke stille med sikkerhed i banken, og det betyder afslag på lån. De mener, det er en af årsagerne til, at det stadig er danskere, der sidder på de store virksomheder, men de mener, det vil ændres, når de selv får indflydelse.

Som de fleste andre unge interesserer de sig mest for hinanden, kærester, og hvad der følger med at være ung. Mange af dem har allerede stiftet familie, og det gør, at de tænker lidt mere langsigtet. De vil have bedre skoler, og hvis der ikke sker ændringer på det område, taler nogle af dem om at flytte til Danmark, når deres børn skal begynde i skolen, eller at støtte oprettelse af privatskoler.

Hjemmestyret kan være stolt af sine børn. Som de fleste forældre bliver hjemmestyrets forældre kritiseret voldsomt, men kærligheden til Grønland er de fælles om.

 

Indhold 3/02

Foto: Thomas Borberg

Læs også:

Klip fra årgang 79

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100