Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Åbningsfest på Zackenberg

Forskningsstationen i Zackenberg fik i august officielt det blå stempel, da Jytte Hilden og Marianne Jensen i fællesskab klippede det rødhvide bånd over.

Af Peter Bondo
Landsstyremedlem for sundhed, miljø og forskning i Grønland Marianne Jensen og hendes danske kollega, forskningsminister Jytte Hilden, befandt sig synligt godt i Zackenberg efter den lange rejse til Nordøstgrønland. Og vejret kvitterede for deres anstrengelser med en lun sol fra en skyfri polarhimmel, mens isranunkel, storblomstret gederams og kantlyng blomstrede til velkomst.

Dansk-grønlandsk samarbejde
Samarbejdet mellem Grønland og Danmark var det gennemgående tema under den officielle åbning af Zackenberg. Et dusin gæster, der repræsenterede grønlandsk og dansk forskning og miljøbeskyttelse samt Slædepatruljen Sirius, deltog sammen med de to ministre i åbningsceremonien.

- Jeg ser fællesskabet ved denne begivenhed som et signal om, at vi begge vægter den nye forskningsstation højt, sagde Marianne Jensen i sin åbningstale direkte henvendt til Jytte Hilden.

- Som grønlandsk politiker er jeg glad for, at Grønland kan bidrage ved at tilbyde så unikke omgivelser til det arbejde, der er så vigtigt for os alle. Det er glædeligt, at vi på den måde kan yde et bidrag til videnskabens forståelse lige fra det første spæde liv for mere end 4,5 milliarder år siden til livsbetingelserne for planter, dyr og mennesker i dag, fortsatte Marianne Jensen.

Jytte Hilden fulgte tråden op og afslørede sin gave til stationen: Et Zackenberg-legat, som i fremtiden hvert år skal gøre det muligt for to unge grønlændere - én af hvert køn - at tilbringe en sommer på Zackenberg og deltage i forskningen på stationen.

- Det vil give dem mulighed for at opleve denne fantastiske del af deres land og øge kendskabet til den arktiske forskning i Grønland, sagde Jytte Hilden, før de to ministre i fællesskab klippede det rødhvide bånd over med en specialfremstillet saks med fire håndtag.

6 års arbejde
Den officielle åbning var afslutningen på seks års arbejde med at opbygge Zackenberg. Dansk Polarcenters forskningsstation består i dag af 6 små huse og nogle shelters, hvor der er plads til ca. 20 forskere fra alle grene af naturvidenskaben. Under deres ophold har de adgang til laboratorier, værksteder og køkken. Den samlede pris for hele herligheden har været små 3 millioner kroner.

Det var en tilfreds direktør for Dansk Polarcenter, Morten Meldgaard, der kunne konstatere, at målet endelig var nået. Morten Meldgaard så frem til et spændende tværfaglig samarbejde på Zackenberg de næste mange år og pointerede, at aktiviteterne ville ske i samarbejde med det grønlandske hjemmestyre.

I pionerernes fodspor
Gæsterne fik også tid til en vandretur i den storslåede natur omkring feltstationen. Bl.a. blev den brusende Zackenberg-elv forceret i en lille gummibåd for at guide gæsterne til den gamle Zackenberg fangststation ved bredden af Tyrolerfjorden.
Fangststationen og en gammel inuitbolig vidner om svundne kulturer, der udforskede dette enorme og øde område længe før det moderne menneske kom hertil med fly og højteknologiske måleinstrumenter.

De næste årtier vil klima- og miljøforskerne på Zackenberg følge i pionerernes fodspor og tålmodigt gennemføre den overvågning af miljøet, som kan varsle om fremtidige klimaændringer.
Indhold 3/97

Foto: Magnus Elander

Forskningsministrene Jytte Hilden og Marianne Jensen indvier Zackenberg Forskningsstation ved at klippe det rødhvide bånd over med en specialfremstillet havesaks.

Foto: Magnus Elander

Gæsterne forlader Zackenberg. Tilbage er forskerne, som kan fortsætte det langsigtede arbejde med at overvåge den følsomme natur.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100