Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Scoresbysundhistorier

Den dansk-grønlandske billedkunstner Pia Arke har skrevet en bog om Scoresbysunds historie. Hun er selv født i Scoresbysund, men opvokset på Dundas i Thule og i Danmark. Som billedkunstner har Arke formået at skabe en internationalt anerkendt, kunstnerisk oeuvre med udgangspunkt i hendes blandede baggrund og personlige indgangsvinkel. Hun bruger både fundne og egne fotografier i sine kunstneriske værker, hvor hun kombinerer de personlige historier - egne eller fortalt af andre - med de passive arkivfotos og giver dem et nyt indhold. Bogen er et værk i forlængelse af hendes øvrige kunstneriske virke, et værk der med research og rejser har været undervejs i over fem år, og som er foregået sideløbende med, at hun som en del af sit projekt har kopieret billeder for at oprette et arkiv i Scoresbysund og til efterkommerne af de portrætterede.

Arke fortæller Scorebysunds historie gennem fotografier, de fotografier hun har mødt, fundet, aktivt opsøgt og undersøgt og fået indentificeret gennem rejser og møder med fotograferne, efterkommere og personerne på fotografierne. Fotografierne er en vægtig del af det kolonihistoriske materiale, som er fordelt rundt på mange offentlige og private samlinger. Der er således en afstand mellem det personlige fotoalbum og personerne, der befolker disse album – tydeligst i de private amatørfotoalbum. Arke har gjort et stort arbejde med at identificere og opspore både fotograf og de fotograferede for igen at samle historierne. Det er Arkes projekt at finde fotografen til billederne af hendes mor, og med det kommer en strøm af informationer, referencer og fotografier, som må organiseres og formidles. Projektet bringer også Arke til Scoresbysund, hvor hun igen møder denne bygd og dens indbyggere. Det viser sig ikke altid at være lige let af aftappe folk deres viden. Hukommelsen kommer og går, og i sidste ende afhænger det af det personlige engagement at indsamle viden om livet i kolonien i årene efter dens tilblivelse.

Fordi man har taget et fotografi, eller fordi beretninger er nedskrevet, findes der ikke nødvendigvis nogen erindring – men det at kombinere kilderne og historierne i en krystalstruktur af informationer giver et fint facetteret billede af netop kolonien. Samtidig afsløres det herigennem, hvor forskellig den ser ud, alt efter hvem der ’står bag 'fotografiapparatet’. Med sin bog viser Arke således på exceptionel vis, hvordan det historiske fotografi kan anvendes som et vidensobjekt i historiefortælling.

Stefan Jonssons kartografiske refleksioner sætter fotografierne i perspektiv som en af kolonitidens metoder til at udøve sit ejerskab på. Han giver dermed en spændende vinkel på Scoresbysund, der netop er en by skabt som et nødvendigt kryds på verdenskortet for at understøtte Danmarks ret til Østgrønland. Det viser også forskellen på Grønland som et forskningsobjekt og som et hjemland. Et grotesk eksempel er, at moskusokserne blev fredet i kolonien, så grønlænderne ikke måtte skyde dem til menneskeføde, mens de videnskabelige ekspeditioner gerne måtte skyde dem til deres hunde længere oppe ad kysten.

Koloniseringen af Scoresbysund og fortællingen af denne historie er stadig et emne, der kan få blodet i kog hos mange. Bogen glider fint af på denne diskussion og viser historien som noget, der er sket og har haft omkostninger. Men nu er Ittoqqortoormiit et levende samfund, der nok ikke lige kan lukkes. Historien fortsætter.

Grete Dalum-Tilds

Indhold 2/3



Pia Arke: Scoresbysundhistorier - Fotografier, kolonisering og kortlægning. Borgens Forlag, 2003. 163 sider, 299 kr.


 

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100