Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Lemmingens kamp for føden

Lemmingen spiller en vigtig rolle for flere andre dyrearter i Nordøstgrønland. En dansk forsker har de seneste år forsøgt at knække mysteriet om, hvorfor antallet af lemminger svinger med stor regelmæssighed.

Af

Det er en udbredt opfattelse, at lemminger med mellemrum går kollektivt amok og skulder ved skulder begiver sig af sted i høj fart for til sidst blindt at kaste sig i døden fra en højtliggende klippeblok eller ud i de iskolde bølger.

Biologen Thomas Berg kalder det en myte med en kerne af sandhed. Det er rigtigt, at lemmingen vandrer, når der bliver for mange i et område. Men den dramatiske beskrivelse af det kollektive selvmord hører absolut hjemme i skrønernes nabolag. Eller er i bedste fald en underholdende undtagelse.

Regelmæssige svingninger
Thomas Berg er den rette at spørge, hvis man vil vide, hvordan lemminger i virkeligheden opfører sig. Han har nemlig i flere år forsket i den trinde, hamsterstore gnaver, og har siden midten af 1990’erne tilbragt hver sommer ved forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland med at følge den lokale halsbåndlemmings gøren og laden på helt tæt hold. For nylig forsvarede han med succes sin ph.d.-afhandling om halsbåndlemmingen i Nordøstgrønland.

I sin afhandling viser Thomas Berg, hvordan antallet af lemminger i Nordøstgrønland regelmæssigt svinger op og ned over en 4-5-årsperiode (se figur). Han har nemlig de seneste tre år - som mange andre lemmingeforskere før ham - forsøgt at finde en forklaring på, hvorfor antallet af lemminger udviser cykliske svingninger.

- Det er endnu ikke lykkedes at finde en enkel forklaring på svingningerne i lemmingbestandene, og vi skal nok også finde svaret i et samspil mellem flere faktorer, siger Thomas Berg. Der har været fremsat mange hypoteser i tiden løb, men de seneste årtier har de fleste forskere søgt forklaringen i fødegrundlaget og truslen fra rovdyr.

Selv er Thomas Berg i løbet af sit treårige forskningsprojekt nået frem til, at de såkaldte planteforsvarsstoffer kan spille en vigtig rolle.


Sommerens trængsler
Man ved, at en intensiveret græsning og beskadigelse stresser planterne og får dem til at producere forsvarsstoffer (ofte fenoler), som nedsætter næringsværdien. Det giver lemmingen problemer, specielt de somre, hvor der er mange af dem.

I forvejen er vinterperioden den fede tid for de små gnavere. Den tilbringer de under et tykt, isolerende lag sne, hvor de i deres gangsystemer ved jordoverfladen har adgang til rigelig føde og frem for alt kan færdes i sikkerhed for rovdyrene.

Når sneen smelter i juni, flytter lemmingen ind i et net af underjordiske gange, og det er samtidig starten på en stresset trængselsperiode, som den blot skal igennem så helskindet som mulig. Kvaliteten af sommerføden er ganske vist højere end vinterføden, men den er sværere at få fat i, for så snart lemmingen viser sig oven for hullet, lurer fjenderne på den.

Dens strategi er derfor at opholde sig så kort tid som muligt på jordoverfladen og at holde sig så tæt på hullet som muligt. Det betyder, at sommerens græsgange er langt mindre end om vinteren, og at græsningstrykket kan blive meget intensivt omkring hullerne.

Planterne forsvarer sig
Genvordighederne kulminerer de somre, hvor der er mange lemminger. Især omkring redehullerne vokser trykket på planterne, som forsvarer sig ved at producere stoffer, der bl.a. nedsætter næringsværdien. Det stiller lemmingen over for et håbløst valg.
Enten kan den søge længere væk fra hullet for at finde mere velsmagende og nærende planter. Men det øger risikoen for at ende i maven på en ugle eller en ræv. Eller også kan den kompensere for den nedsatte næringsværdi ved at spise mere omkring hullet. Men det får planterne til at producere endnu flere forsvarsstoffer, og det øger risikoen for at lemmingen, selvom den spiser store mængder, bliver underernæret. Forsøg har vist, at et forsvarsstof, som nedsætter proteinoptagelsen i værste fald kan resultere i, at lemmingen dør af sult med maven fuld af mad.

- Planternes forsvarsstoffer udløser dermed en proces, hvor lemmingernes fødegrundlag forringes og truslen fra rovdyr vokser, og det kan få bestanden til at kollapse og falde til et nyt minimum de efterfølgende år. Det vil påvirke antallet af rovdyr og få planternes indhold af forsvarsstoffer til at falde, så der igen bliver plads til flere lemminger.

Det er måske ikke den endegyldige forklaring, erkender Thomas Berg, men han mener, det er et godt bud på, hvordan de regelmæssige svingninger holdes i gang.

En nøgleart
Lemmingen er en nøgleart i det arktiske økosystem. Som tundraens hamburger står den øverst på menukortet for f.eks. lækat, polarræv, sneugle og den lille kjove, og antallet af lemminger er derfor afgørende for, hvordan disse arter klarer sig.
Lemmingetallet har indflydelse på andre dyrs yngleaktivitet. Undersøgelser viser for eksempel, at antallet af lemminger påvirker, hvor mange æg sneuglen lægger. Den ankommer ganske vist allerede i maj måned til et fuldstændig snedækket, nordøstgrønlandsk landskab, hvor lemmingen stadig lever skjult i sit vinterkvarter under snedækket. Umiddelbart burde det forhindre sneuglen i at regulere æglægningen ud fra lemmingbestandens størrelse, men den har øjensynlig en sjette sans, som siger den, hvor stor aktiviteten er under sneen. I hvert fald tilpasser den æglægningen efter, om der er få eller mange lemminger i området. Indirekte påvirker svingningerne i lemmingebestanden f.eks. også mange vadefugle, som må betale med livet i de magre lemmingår, hvor de bliver jaget mere af f.eks. polarræven.

Det sker kun én gang
Thomas Berg er ikke den eneste lemmingeforsker, som har studeret halsbåndlemmingen i Nordøstgrønland. Han er heller ikke den eneste, som har fået sin ph.d.-grad i år. Hele to er det nemlig blevet til.

Samtidig med Thomas Berg har franskmanden Olivier Gilg arbejdet med en bestand af lemminger 220 kilometer længere sydpå. Olivier Gilg har gennem sit ph.d.-forløb arbejdet sammen med lederen af Karupelv-projektet, biologen Benoit Sittler. I modsætning til Thomas Berg har de fokuseret på rovdyrenes rolle som bestandsregulatorer. Specielt lækatten og sneuglen viser en fin sammenhæng med svingningerne i antallet af lemminger og spiller åbenlyst en vigtig rolle.

 

Indhold 2/03

Foto: Thomas Berg

 

Optællinger ved Karupelv og Zackenberg i Nordøstgrønland viser begge, at antallet af lemminger svinger med stor regelmæssighed over en 4-5-årsperiode.

Foto: Thomas Berg

 

Foto: Henning Thing/ Polar Photos

Thomas Berg forsøger at komme i kontakt med lemminger, som han har udstyret med små radiosendere.

Kontakt:

Faktaboks
Lemminger er hamsterstore gnavere i familie med studsmusene (f.eks. markmus). De er udbredt hele vejen rundt om det nordlige ishav. Halsbåndlemmingen (Dicrostonyx groenlandicus) er en arktisk specialist, som har tilpasset sig de barske forhold langs Alaska, Canada og Nord- og Nordøstgrønlands kyster. På de nordligste, canadiske øer samt i Grønland er den eneste repræsentant for gnaverfamilien. Syd for Scoresbysund bliver vintrene for ustabile og landet for maritimt præget til, at lemmingen kan finde en lun rede under sneen.
Lemminger er aktive året rundt og er meget formeringsdygtige, da de bliver kønsmodne i 4-ugers alderen og har mulighed for at få op til 3-4 kuld om året. De mange kuld gør dem til en vigtig brik i det arktiske økosystem, hvor de er afgørende for lækatten, polarræven, sneuglen og den lille kjove.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100