Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Skarpt skulle det være

Et upåagtet nordbofund fra Østerbygden fra 1932 har fået ny betydning i lyset af nye udgravninger uden for Grønland.

Af Steffen Stummann Hansen & John Sheehan
Da Poul Nørlund fra Danmarks Nationalmuseum og Mårten Stenberger fra universitetet i Uppsala i 1932 foretog deres berømte udgravninger omkring Qassiarsuk i Sydgrønland, undersøgte de ikke alene Erik den Rødes formodede gård Brattahli>, men også et par andre middelalderlige gårdruiner i området. Blandt disse var den såkaldte Elvgård, der blev dateret til det 14.-15. århundrede. Her fandt Nørlund i en stendynge, hvad han i sin engelsksprogede publikation af udgravningerne betegnede en grindstone.

Det drejer sig om et fragment af en cylindrisk formet, eller måske nærmere skiveformet, stengenstand med en diameter på 29 cm og en tykkelse på 8 cm. På ydersiden er genstanden helt glatpoleret, hvilket vidner om, at den har været brugt som slibesten. Centralt i cylinderen er et firkantet hul, der måler 4 x 4 cm. Igennem dette hul har givetvis gået en horisontal træaksel, der - ved hjælp af et håndsving - har kunnet få slibestenen til at rotere. Genstanden, der er lavet af rød sandsten, repræsenterer således en mekaniseret proces og adskiller sig altså klart fra de i øvrigt så almindelige, simple "hånd"-hvæssesten, hvor man med en simpel slibesten i den ene hånd har hvæsset sin jerngenstand, som man holdt i den anden hånd.

Fundet i Whithorn
Denne genstandstype var ikke særlig kendt, da Nørlund publicerede udgravningerne af Brattahli>, men tilsvarende fund kendes nu fra en række lokaliteter i Skandinavien, f.eks. vikingebyen Birka ved Stockholm og fra vikingegrave i Norge og Island. Uden for Skandinavien synes typen næsten udelukkende at være fundet i byer, f.eks. i Storbritannien og Irland, hvor de bl.a. er fremkommet i vikingebyerne York, Dublin, Waterford og Cork.

På klosterbebyggelsen Whithorn i det sydvestlige Skotland blev der ud over forskellige former af de mere almindelige typiske håndhvæssesten fundet fire fragmenter af sådanne roterende slibesten. Fundene fra Whithorn kan dateres til mellem midten af det 9. og midten af det 13. århundrede.

Det interessante ved Whithorn er, at de roterende slibesten blev fundet sammen med store, simple håndhvæssesten inden for de samme områder af bebyggelsen. Det fik udgraveren til at konkludere, at der er tale om et arbejdsområde, hvor jernredskaber blev forarbejdede. De roterende slibesten og de større, grovkornede håndhvæssesten har i så fald været brugt til den grovere tilslibning af genstandene, før disse med de mindre, finkornede håndhvæssesten fik den endelige finpudsning i udformningen. Roterende slibesten må have været særdeles nyttige ved forarbejdning af større jernredskaber, som for eksempel sværd og store knive eller dolke samt økser.

Qassiarsuk central i Østerbygden
Når man ser på, hvor der er fundet paralleller til stykket fra Elvgården, er det slående, at langt de fleste af dem er fundet i byer eller byagtige bebyggelser, mens næsten ingen er fundet i landlige bebyggelser. Der er således ikke tale om et redskab, der har været almindeligt på vikingetidens og middelalderens bondegårde, og det er derfor nærliggende at betragte denne type genstand som udtryk for en industriel proces, som har forsynet et større område eller marked.

Hvis denne antagelse er rigtig, underbygger det den traditionelle opfattelse af, at bebyggelsen i Qassiarsuk har været et centralt område i nordbobebyggelsen i Sydgrønland.

Den roterende slibesten fra Elvgården i Qassiarsuk er stadig enestående i en grønlandsk sammenhæng. Det vil dog ikke være overraskende, hvis tilsvarende fund gemmer sig i det allerede udgravede materiale fra andre grønlandske nordbogårde eller dukker op i forbindelse med fremtidige udgravninger i Grønland.


Indhold 2/02


Fragment af roterende slibesten, som Poul Nørlund fandt i 1932 i Qassiarsuk.

Der er usikkerhed om, hvornår en roterende slibesten første gang optræder i fundene i Europa, men i en bog fra 800-årene, det såkaldte Utrecht Psalter, findes en klar afbildning af genstanden.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100