Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Man er hvad man spiser

Kulstof-14 datering og måling af stabile isotoper i knogler fra nordbotiden viser overraskende, at de grønlandske vikinger mod slutningen af perioden næsten udelukkende levede af sæl og fisk.

Af Poul-Erik Philbert
Da fysikerne Jan Heinemeier og Niels Rud havde haft 27 menneskeknogler fra nordbotiden til kulstof-14 datering i tandem-acceleratoren på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, stod de med et problem. Dateringen viste tilsyneladende, at knoglerne var nogenlunde lige gamle, og at de alle stammede fra nordbokoloniens start o. år 1000.

Og sådan burde det ikke have været, for arkæologen Jette Arneborg og antropologen Niels Lynnerup havde møjsommeligt udvalgt knoglerne i Nationalmuseets store samling af skeletrester fra nordbograve, så de skulle repræsentere hele den 4-500 år lange periode, hvor nordboerne boede i Grønland.

Sæl og fisk på menuen
Knogleprøverne blev sendt videre til Science Institute i Reykjavik, som udfører målinger af de stabile isotoper kulstof-13 og kulstof-12 med et massespektrometer (se boks).

- Da vi fik resultaterne af målingerne, så vi, at kulstof-13-værdierne for knoglerne varierede meget, fortæller Jan Heinemeier, og det bragte tankerne hen på forskelle, vi havde set før, mellem f.eks. mennesker i Danmark, som havde levet af landbaseret føde, og grønlandske eskimoer, som havde levet af ren havføde.

Kulstof-13-målingerne kan nemlig afsløre et menneskes kostsammensætning fordelt på mad fra havet og mad fra landjorden. Og de islandske målinger viste, at de 27 nordboere fordelte sig på nogle, som næsten udelukkende må have levet af fåre- og oksekød og mælk og ost, og over til nogle, som i det store og hele kun har haft sæl og fisk på menuen.

Dermed var det ikke alene for første gang bevist, at nordboerne i perioder har hentet hovedparten af deres føde i havet, og at de ikke har været så afhængige af landbrugsproduktion, som udgravningerne ellers har tydet på. Opdagelsen gav også Jan Heinemeier og Niels Rud nøglen til at forstå, hvorfor deres indledende kulstof-14-måling mod alle forventninger havde vist, at knogleresterne var lige gamle.

En fejlkilde på 400 år
Forklaringen er, at en kulstof-14-datering af knogler fra et levende væsen, som har levet af føde fra havet, uundgåeligt vil give et forkert resultat.

Populært sagt er havet i en kulstofsammenhæng omkring 400 år gammelt. Overfladen i havet har forbindelse med dybhavet, og dernede ligger kulstoffet og bliver gammelt sammenlignet med kulstoffet fra organisk materiale på landjorden. Fanger man derfor i dag en sæl og gennemfører en C-14-datering på den, vil det - fordi den har levet af 100% marin føde - se ud, som om den er fra omkring år 1600.

- Vi kendte selvfølgelig problemstillingen, siger Jan Heinemeier, men vi var i starten ikke opmærksomme på, at helt op til 80% af nordboernes kost kunne have bestået af sæl og fisk. Og da vi først havde fået C-14-alderen korrigeret for den forsinkelse, der ligger indbygget i marin føde, så faldt brikkerne på plads.

Det viste sig nemlig, at de første nordboer i Grønland, som kom fra Island omkring år 1000, næsten udelukkende havde levet af føde fra landjorden, og at deres knogler derfor umiddelbart gav en korrekt kulstof-14-datering. Gennem de 4-500 år, nordboerne boede i Grønland, gik de gradvist over til at spise mere og mere marin føde, så de i første halvdel af 1400-tallet, hvor kolonien gik i opløsning,fik 80% af deres føde fra havet.

- Det vil sige, at den nordbo, som var ved at pakke sammen for at forlade Grønland i 1430erne, i vores første datering så ud, som om han lige var ankommet med Erik den Rødes skib, forklarer Jan Heinemeier tålmodigt. Først da vi fik korrigeret dateringen for de mange havdyr, han havde spist, kunne vi få ham placeret de små 400 år senere, hvor han i virkeligheden hørte hjemme.

En forstyrrende bisp
Da alle brikkerne øjensynlig var på plads, viste det sig, at harmonien blev forstyrret af en enkelt, som ikke passede ind. En af personerne fra en grav i Gardar i Sydgrønland, havde øjensynligt spist meget mindre sæl og fisk, end de to andre personer fra samme tid.

Den uregelmæssighed kunne naturvidenskaben ikke forklare sig ud af, og Heinemeier og Rud blev holdt på pinebænken, indtil arkæologerne afslørede, at det drejede sig om bispen af Gardar. I nordbotiden blev bisperne sendt til Grønland fra Norge, og mange har sikkert oplevet det som en deportation, som de har forsøgt at komme ud af så hurtigt som muligt.

Så fysikerne på Dateringslaboratoriet i Aarhus kunne drage et lettelsens suk. Målingerne passede, og bispeknoglernes specielle kulstofsammensætning viste blot, at de stadig var påvirket af, at bispen havde spist færre fisk i Norge.

Hvorfor forsvandt nordboerne?
Det store spørgsmål blandt nordbohistorikere har altid været, hvorfor nordboerne forlod Grønland i løbet af 1400-tallet. Mange forklaringer har været nævnt: et koldere klima, overgræsning, epidemier, indavl, engelske sørøvere, fjendtlige eskimoer og svigtende handel med hvalrostand.

Årsagerne til nordbokoloniernes sammenbrud er stadig et åbent spørgsmål. Det har isotopundersøgelserne ikke ændret ved. Men de har givet en rimelig præcis datering af knoglerne. Og så er en enkelt teori blevet pillet fra hinanden.

- Hvis nogen kommer og siger, at nordboerne er uddøde, fordi de ikke kunne finde ud af at omstille sig fra husdyravl til fiskeri, så er det i hvert fald ikke rigtigt, lyder det kort og kontant fra Jan Heinemeier. De kom til Grønland som bønder og forlod det som fiskere.

Arkæologerne ville ikke have nået den konklusion ved egen kraft. Det er nemlig ikke alt madaffald, der er havnet på de møddinger, som er blevet udgravet. Isotopundersøgelser af hundeknogler fra den sene nordboperiode har f.eks. vist, at hundene næsten udelukkende har levet af fiske- og sælrester. Det kan være en af forklaringerne på, at der er fundet så få fiskeben på møddingen: hundene har ædt madresterne. En anden er, at fiskeknogler hurtigere bliver opløst end andre knogler.

Det tværfaglige samarbejde er stadig i fuld gang. Nye knoglerester er i gang med at blive analyseret, og de metodemæssige problemer bliver ivrigt diskuteret på tværs af de faglige grænser. Og i en ikke så fjern fremtid vil vi få nye resultater, som bl.a. via kvælstof-15-målinger vil vise, hvordan nordboernes kost har fordelt sig på de enkelte dyr.

Indhold 2/02

 

Fotos: Institut for Fysik og Astronomi

Udboring af knogleprøve til kulstof-14-datering og isotopanalyser.

Tandem-acceleratoren på Institut for Fysik og Astronnomi bruges hovedsagelig il C-14-dateringer. Omkring 1000 prøver dateres årligt.


Om kulstofisotoper
Kulstof (C) findes i naturen som tre forskellige isotoper; 12C, 13C og 14C. Tallene 12-14 henviser til antallet af neutroner i atomkernen. Mens 12C og 13C er såkaldt stabile isotoper, er kernen i 14C så tung, at isotopen bliver ustabil, dvs. radioaktiv.
14C bruges til aldersbestemmelse. Alle levende organismer optager 14C fra kuldioxid, der via planternes fotosyntese indgår i alle fødekæder på landjorden og i havet. Når organismen dør, stopper optaget af 14C, og pga. radioaktive henfald forsvinder 14C. Ud fra måling af det resterende 14C-indhold, kan man udregne, hvornår organismen døde.
De stabile isotoper udgør langt størstedelen af Jordens kulstof; 12C (~99%) og 13C (~1%). Under planternes fotosyntese sker der forskellige kemiske reaktioner, der gør at 13C /12C forholdene bliver forskellige for marine og terrestriske planter. En prøves 13C/12C -forhold målt i forhold til en standard (benævnes d13C i 0) kan fortælle om det har marin eller terrestrisk oprindelse.


C-14-datering kombineret med måling af stabile isotoper i knoglerester har afsløret, at nordboerne gennem de ca. 450 år i Grønland gradvist gik over til at spise mere havføde. En enkelt forvirrede forskerne, men viste sig at være bispen i Gardar, hvis kulstofsammensætning var præget af, at han havde levet størstedelen af sit liv i Norge, hvor han ikke havde spist så mange fisk.


Links:

 

Kontakt:

Institut for Fysik og Astronomi
Aarhus Universitet
Tlf.: 89 42 37 18

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100