Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Første rejse mod Camp Century

Flere år før åbningen i 1958 blev de første initiativer taget til etableringen forskningslejren Camp Century 120 km inde på Indlandsisen. Jørgen Busch var i 1951 med på de to første slædehold til stedet.

Af Jørgen Busch
I juni 1951 var der fuld gang i oprettelsen af Thulebasen på den store slette mellem North Star Bay og Indlandsisen, hvor jeg på det tidspunkt arbejdede som radiosondeassistent.

En dag kom basecommander oberst B.R.J. Hassel og spurgte, om jeg var interesseret i at blive ansat som civil i USAF med det formål at løse opgaver, som krævede speciel kendskab til arktiske forhold. Det blev et ja, med start den 1. august 1951.

Den første opgave var at finde den bedste rute fra Thulebasen til det revnefrie område omkring 120 kilometer inde på Indlandsisen, hvor forskningslejren Camp Century nogle år senere blev anlagt (se artikel på side 8). Jeg havde allerede været på enkelte rekognosceringsflyvninger ind over Indlandsisen, og planen var nu, at to hundeslæder skulle gennemkøre ruten for at vurdere forholdene. På min anbefaling kom Knud Rasmussens følgesvend på 5. Thule-ekspedition, Kâvigarssuak, med på turen.

Med lastbiler blev det tunge grej kørt op til kanten af Indlandsisen - den senere Camp Tuto (Thule Take Off) - hvorfra opstigningen skulle begynde.
Vi fik hurtigt et bevis på, at Indlandsisen i randzonen bevæger sig. Hvor der få dage forinden havde været en ubrudt sneflade, havde gletcherspalter nu åbnet sig , men med støtte fra et C47-fly fik vi over radioen lagt en ny rute lidt sydligere, så de værste spalter blev undgået.

Derefter var kursen ret øst. Kort før vi kom helt op til den revnefri del af Indlandsisen, kørte vi igen ind i et mindre område med spalter, der dog ikke var så brede. Enkelte hunde gik gennem de tynde snebroer over spalterne og faldt ned. Heldigvis havde de en snor om livet lige bag brystkassen, så de ikke kunne smyge selen af sig. Slæden kunne derfor sættes på tværs af spalten, og hundene trækkes op.

Efter få dage nåede vi ind i det spaltefrie område, hvor vi overnattede. Dagen efterskulle vi hentes af et C47-fly, som skilandede ved lejren og lossede flyets last af tønder med benzin og dieselolie. De to hundespand blev tøjret i hver side af flyets kabine, og i midten stod slæderne som en barriere mellem hundene.
For at starte fra løs sne i omkring 2000 meters højde blev to jetflasker monteret på hver side af flyet. Under starten tændte piloten de fire jetflasker, og i samme øjeblik gik der vild panik i hundene, så Kâvigarssuaq og jeg måtte kaste os ind mellem dem og hale dem tilbage til deres pladser. Først da jetflaskerne var tømt, faldt hundene igen til ro.

Umiddelbart efter landingen på den gamle landingsbane ved South Mountain, kørte jeg tilbage til Indlandsisen. Denne gang med to bæltekøretøjer, de såkaldte Weasels. Turen ind var begivenhedsløs bortset fra en god snestorm, som tyngede teltene ned, så sneen måtte skovles væk hver halve time.

Efter at være nået ind til det spaltefrie område, fulgte vi samme rute tilbage. Men igen havde revner åbnet sig. En snebro brød lige bag en Weasel, og anhængerslæden faldt ned, men kunne trækkes op igen.

Også de følgende år blev forarbejdet til Camp Century fortsat bl.a. med en ny rute over Nunatarssuaq til Indlandsisen. Men først i 1958 gik det egentlige arbejde med at etablere et veritabelt minisamfund for 200 mennesker under Indlandsisen for alvor i gang.

Indhold 2/02

På dette sted landede flyet for at tage os ud til Thulebasen. Til venstre en amerikansk videnskabsmand, nr. to fra venstre er Jørgen Busch, dernæst Kâvigarssuaq. Den fjerde deltager er foran det mørke telt, i fuld gang med at lave kaffe.

Weasel på tur ind mod det senesre Camp Century

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100