Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !
I gletscherbrøndens kolde favn

Et hold franske huleforskere har gennem flere år brugt sensommeren på at trænge ned i den forunderlige verden i Indlandsisens dybe gletscherbrønde. En dansk zoolog har fået del i oplevelsen og fandt liv i 110 meters dybde.

Af Poul-Erik Philbert
Man kan tage livtag med verdens næststørste iskalot, Indlandsisen, på mange måder. Utallige vovehalse har efterhånden krydset den, og hvert år byder på nye, fantasifulde varianter. Forskere har boret de 3000 meter igennem isen, og en gruppe har fornyelig i forskningens navn henslæbt seks mørke, tænderklaprende kolde måneder i en overvintringslejr på Indlandsisens top.
Men i deres blanding af eventyr og forskning har de franske huleforskere og bjergbestigere Janot og Janine Lamberton fundet, om ikke andet, den mest spektakulære og dramatiske disciplin, når de iført bjergbestigerudstyr i enden af et tov lader sig sænke helt ned til 190 meter i de snævre, isglatte gletscherbrønde, som findes overalt på Indlandsisen.


En verden af ufattelig skønhed
Det er svært at få helt styr på, hvor mange gange franskmændene har taget turen ind på Indlandsisen. Men en 10-11 gange er det blevet til siden 1987.
To af gangene har den danske zoolog Anette Grøngaard været et danske forskerislæt blandt de galliske gletscherdykkere. Hun giver denne beskrivelse af sin jomfrutur ned i dybet:
- Turen ned i 110 meters dybde varer en halv time, og det er som at klatre ind i et eventyr. Jeg glemmer hurtigt, hvor farlig situationen er, for isen gemmer på en verden af ufattelig skønhed. Som en anden edderkop hænger jeg midt i en kæmpestor blå domkirke - en dr¿mmeverden taget lige ud af H. C. Andersens verdenskendte eventyr om Snedronningen.
Det er en oplevelse, man kan blive afhængig af, siger Anette Grøngaard. Hvis man vel at mærke ikke lider af skræk for snævre rum og dybder. Hun vendte tilbage året efter og har i alt været nede i Indlandsisens indre 13 gange.

Dybe smeltevandsbrønde
Klatringerne finder sted 30-40 kilometer inde på Indlandsisen på et sted, hvor isen er 800 meter tyk. Isens overflade er overalt gennemskåret af gletscherspalter og dybe gletscherbrønde, som er skabt af sommerens fossende smeltevandsfloder. Vandmasserne finder med usvigelig sikkerhed den hurtigste vej og trænger med enorm kraft ned i spalterne, som kan blive udvidet til kolossale huler flere hundrede meter ned i isen.
Smeltevandsfloderne gør det livsfarligt at klatre ned i gletscherhulerne i sommermånederne. Først når frosten i september begynder at lægge sig over landskabet og kvæle smeltevandet, bliver der fri bane for huledykkerne et par uger, inden det hele fryser totalt til. Men helt ufarligt bliver det aldrig. Et pludseligt temperaturomsving kan i løbet af kort tid vække smeltevandet til live og få vandet til lynhurtigt at stige i bunden af gletscherbrønden. Og ingen kommer uskadt fra mødet med en isblok, som har revet sig løs.

Liv i dybet
Oplevelsen i Indlandsisens gletscherhuler og udfordringen i klatringen er en drivkraft i sig selv for deltagerne. Derfor står en rekord på 190 meter, som er det dybeste, noget menneske har været nede i isen, også som et af ekspeditionernes resultater.
Men der er også forskningselementer i Lambertons ekspeditioner, og Anette Grøngaard, som er zoolog, kom med på ekspeditionen første gang, fordi hun skulle undersøge, om der er levende organismer på isen. Hun havde fået tilsendt en prøve, der var hentet op fra 80 meters dybde, og til alles forbløffelse viste den sig at indeholde de mikroskopisk små bjørnedyr, som er nogle af verdens mest besynderlige og hårdføre organismer.
Anette Grøngaard samlede under sine klatringer nye prøver, som viste, at der var bjørnedyr helt ned i 110 meters dybde. De lever i kryokonitaflejringer, som er skyllet ned i gletscherbrønden, og i mikroskoperne fandt man beviser på, at de oven i købet var i gang med at formere sig. Bjørnedyrets fantastiske tilpasningsevne gør, at det kan ligge nedfrosset uden synlige tegn på liv størstedelen af året for at vågne op og leve livet måske en uge eller to.


Spændende projekt venter
Professor Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, mener, der er nogle meget spændende perspektiver i Anette Grøngaards arbejde, som fortjener at blive udforsket nærmere.
- Vi har en teori om, at bjørnedyr kan klare sig i totalt mørke, dvs. uden solenergi, og i stedet lever af de jernbakterier, som findes i kryokonithullerne. Hvis det er tilfældet, kan de i princippet leve helt nede ved Indlandsisens bund, siger Reinhardt Møbjerg Kristensen.
- Det kunne også være spændende at udforske nærmere, hvor lang tid de kan ligge nedfrosset som levende døde, det vi kalder latent liv, cryobiose. I det meget iltfattige miljø dybt nede i Indlandsisen kan man forestille sig, at de kan leve meget længere end de 120 år, vi har konstateret indtil nu.
Der kunne selvfølgelig ligge et problem i at finde en forsker, som tør tage turen ned i gletscherbrøndens isverden. Men den forhindring har Anette Grøngaard en gang for alle ryddet af vejen.

Indhold 2/1999

Foto: Greenland Tourism a/s og Lamberton

De dybe gletscherbrønde er skabt af sommerens frådende smeltevandsfloder, som trænger ned gennem gletscherspalterne og borer dem ud til store huler under Indlandsisen. De mange forskellige isformationer og lyset skaber en eventyragtig stemning, som kun nogle få frygtløse brøndklatrere har oplevet.

Det må være vanedannende at klatre ned i gletscherbrøndene på Indlandsisen. Den franske huleforsker Janot Lamberton har gjort det hver sommer gennem en halv snes år, og det er lykkedes ham at trænge helt ned i omkring 200 meters dybde, hvilket er det dybeste, noget menneske har været nede i isen.

Links:
Død og levende - om bjørnedyr

Greenland Tourism - fotos

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100