Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Pingviner i naturens vold

To gigantiske isbjerge skruet fast langs Antarktis kyst har skabt uorden i vind- og isforhold i området og i stort omfang ødelagt pingvinernes muligheder for at yngle.

Af
Flere pingvinkolonier i Antarktis er blevet gidsler i et af naturens lunefulde spil. To kæmpestore isbjerge og usædvanligt meget havis har mere eller mindre forhindret pingvinerne i at benytte deres normale ynglepladser på Ross Island.

På nordspidsen af Ross Island ved Cape Crozier er det gået ud over en af verdens største kolonier af adeliepingviner. Normalt yngler her 130.000 par, men i år er tallet ifølge den amerikanske pingvinforsker David Ainley langt under. Samme sted yngler normalt 1200 kejserpingviner, men i år fandt forskerne kun nogle få forladte æg og spredte, døde fugle. Også ved en mindre koloni af adeliepingviner ved Cape Royds på Ross Islands sydkyst er årets redebygning slået helt fejl.

Belejret af is
Miseren er opstået, fordi to gigantiske isbjerge - B-15A på 6000 km2 og C-16 på 1000 km2 som omtalt i forrige nummer af Polarfronten - har lagt sig fast ud for Ross Island og samtidig har presset store ismasser op langs kystlinien. Det har ikke alene delvist blokeret for adgangen til øen, men øjensynligt påvirket både vind- og isforhold i området.

Forskerne mener, at de usædvanligt store mængder is ud for Ross Island i år kan skyldes, at iskolosserne har beskyttet mod de bølger, som normalt får havisen til at bryde op om foråret. Om det så også er isbjergene, som er skyld i, at de traditionelle forårsstorme i september og oktober er udeblevet, er forskerne mere i tvivl om.

Ismasserne har gjort det vanskeligt for pingvinerne at nå frem til deres faste ynglepladser, og hvis det er lykkedes - at bjærge føden i rugeperioden. Adeliepingvinerne er elegante og hurtige i vandet, men stavrer kun med besvær nogle få kilometer på land. Så op til 100 kilometers vandring over is og gennem isskruninger til det åbne hav, hvor de henter deres krill, småfisk og blæksprutter, har gjort det umuligt at skaffe den nødvendige føde til sig selv og ungerne.

Blæst væk
Fire dages rasende storm i midten af december fik endelig blæst vinterens ismasser til havs og gjort en ende på belejringen. Det fik pingvinerne til at strømme til Cape Crozier, men for sent. Hvis æggene ikke er lagt inden den 20. november, kan ungerne ikke nå at vokse sig så stærke, at de kan modstå vinteren.

Tværtimod forværrede stormen den i forvejen kaotiske situation. De orkanagtige vindstød blæste nemlig ikke blot isen, men også æg og unger væk, så optællinger har vist, at kun 2% af adeliepingvinerne har afkom efter stormen. Desuden blev flere hundrede pingviner enten begravet i snemasserne eller blæst ud over stejle skrænter.

Tilbage til et fast sted
Én mislykket ynglesæson truer ikke pingvinerne på Ross Island. De vil trofast vende tilbage til ynglepladserne næste år, medmindre de usædvanlige forhold fortsætter. Og det er ikke sandsynligt.

Forskerne fik et par gode eksempler på, at det kun er én bestemt yngleplads, der duer. De har bl.a. set, hvordan en stor flok pingviner, måske 1000 i alt, passivt havde slået sig ned på havisen få 100 meter fra kolonien og ikke ville komme i land.

Og endnu mere besynderligt. Omkring 200 pingviner havde samlet sig omkring to smeltevandsøer på isen tæt ved de ynglende artsfæller. De fleste var stærkt svækkede, nogle svømmede formålsløst rundt, og andre flød allerede døde på vandet.

Forskerne mener, at der er tale om flokke, som ikke har fundet frem til deres egen koloni, og at deres adfærd viser, at pingviner er meget stedfaste og ikke uden videre yngler i en fremmed koloni
.

Foto: Ann Parks Hawthorne, NSF

 

Læs også:

Antarktis i opbrud, artikel i Polarfronten 4/2001

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100