Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Knortegæs på en umulig mission

Hvert forår trækker knortegæs fra Danmark til Kilen i Nordøstgrønland for at yngle. Det er indtil videre uforståeligt, hvordan de har energi til den lange flyvetur og den efterfølgende ynglesæson. Forskerne arbejder intenst på at løse mysteriet, alt imens gæssene fortsætter med at gøre det umulige.

Af
Knorr-knorr knorr-knorr, de lysbugede knortegæs kommer ind i lav højde over strandengene og lægger an til endnu en overnatning blandt tusinder af artsfæller. Det er en lys og lun majaften på Agerø ved Mors i den vestlige del af Limfjorden. Netop dette område i Danmark er gæssenes vigtigste vinterkvarter, hvor de i nogenlunde fred og ro kan spise sig tykke og fede på ålegræsset ude i fjorden ved lavvande og på græsset inde på strandengene ved højvande.

I de sidste dage af maj får deres indre trækfugl overtaget, og gæssene letter med en nordlig kurs mod ynglepladsen, som for 500-600 par lysbugede knortegæs ligger i Grønland 3700 kilometer borte så langt mod nord og så isoleret, som tænkes kan.

Kilen er rejsen værd
Det koster naturligvis en hel del energi at flyve fra Limfjorden, langs Norges vestkyst til Lofoten og via Svalbard til Kilen i Nordgrønland. Dertil kommer, at der ikke holdes spisepauser undervejs. Og når fuglene ankommer til yngleområdet, er alt stadigvæk dækket af sne, for der er et godt stykke til, at foråret når frem til disse kanter. Hver knortegås skal derfor ved afrejsen fra de jyske strandenge have alle fedt- og proteindepoter i kroppen fyldt helt op til randen for at klare de ventende udfordringer, indtil spisekammeret åbnes i det yderste nord.

Hvorfor flyver gæssene dog 700 kilometer ekstra for at yngle på Kilen, når de kunne blive sammen med den øvrige del af bestanden på Svalbard? Forskerne ved, at knortegæssenes reder på Svalbard i visse somre udsættes for massiv plyndring af isbjørne, som meget gerne spiser fyldte gåseæg. Polarræve kan også være et reelt problem for de små gæs.

Kilen derimod er en fredfyldt ødemark, hvor rovdyr kun yderst sjældent finder hen. Afkommets overlevelse har derfor bedre vilkår her end på Svalbard, og det er nok til, at de grønlandske gæs investerer deres sidste reserver i at nå helt frem til dette frosne Paradis.

30 dages hårdt arbejde
Hunnerne har det især hårdt med energibalancen, for umiddelbart efter ankomsten til Kilen bygger de rede og lægger straks 3-4 æg, som udruges af hunnen alene, så den må ligge på reden i samfulde 25 dage uden at tage fast føde til sig.

Det vil sige, at en lysbuget knortegåshun skal kunne overleve ca. 30 dage uden fast føde, fra den lægger Limfjorden bag sig, og indtil gæslingerne klækker deroppe på tundraen i den ødeste ødemark. Det kræver sin gås at klare denne udfordring og overleve. Specielt når man ikke er meget større end en fritgående, dansk landhøne.

På kanten af det mulige
De 500 par lysbugede knortegæs, der pendler mellem vinterkvarteret i Danmark (september maj) og den øde tundra i Nordgrønland (juni august), tilhører verdens mindste gåsebestand på ca. 6000 fugle, som for hovedpartens vedkommende yngler på Svalbard.

Et hold forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser forsøger, i nært samarbejde med en svensk forskergruppe fra Lund Universitet, at afkode de lysbugede pendlere deres energihemmeligheder. Ved hjælp af påmonterede satellitsendere, positionsbestemmelser, trækobservationer, studier på ynglepladsen og i vinterkvarteret samt, ikke mindst, matematiske beregningsmodeller for energiforbruget under flyveturen lægger forskerne nu brikkerne til det puslespil, som skal afsløre, hvordan de små gæs finder ressourcerne til at klare den umulige udfordring.

- Det er ikke nogen simpel sag, siger seniorforsker og gåsespecialist Preben Clausen, Danmarks Miljøundersøgelser, og der er en del faktorer, som vi endnu ikke har helt styr på. Vi ser jo, at gæssene klarer sig gennem tilværelsen år efter år, så vi ved, at deres energiregnskab ikke har røde tal på bundlinien. Men de opererer helt ud på kanten af det mulige, og det er blandt andet det, der gør dem interessante.

Svaret blæser i vindene
Knortegæssene tilbagelægger den 3700 kilometer lange trækrute om foråret næsten nonstop med en gennemsnitsfart på 50-60 km/t. For at klare det er fuglene nødt til at udnytte medvind på trækket, og forskerne er for øjeblikket ved at kigge en masse vinddata fra Nordatlanten igennem for at forstå, hvilken rolle denne faktor spiller for de trækkende knortegæs.

Ifølge Preben Clausen gør knortegæssene det imidlertid ikke kun nemmere for sig selv:

- Man bør lige huske på, at knortegæs aldrig flyver i kileformation, når de trækker, så den energibesparelse for den enkelte fugl, der deltager i en sådan formation, eksisterer altså ikke for vores gæs!

Ved at studere fugle i en sådan ekstrem situation får forskningen nye muligheder for at tilvejebringe ny og nyttig viden til gavn for den nødvendige forvaltning af netop denne bestand, men også til glæde for en øget forståelse af, hvordan trækfuglebestande i almindelighed fungerer.

- Vi kommer nok også til at skulle ændre dele af vores matematiske beregningsmodel, så den kommer til at passe med det virkelige knortegåseliv, slutter Preben Clausen.




Foto: Preben Clausen

Så er de klar! En lysbuget knortegås er blevet udstyret med en 30 grams satellitsender, så den kan sende positioner hjem til forskerne, mens den er på træk og i yngleområderne i Højarktis.


Grafik: Irene Seiten

Forskerne følger den røde tråd. Knortegæssenes trækrute fra Limfjorden til Kilen. 3700 km i alt, heraf 700 km over havet fra Svalbard til Grønland. Det er en formidabel præstation at flyve til Kilen, men det er rejsen værd.


Foto:Preben Clausen

Om knortegæssenes lange flyvetur.Læs mere her.

Kontakt:

DMU
tlf: 89 20 15 19

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100