Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:


Thule og sikkerheden for den grønlandske retsorden

Der er stadig mangler i den faglige og politiske forståelse i Danmark for den oprindelige, grønlandske befolknings rettigheder.


Da FN i 1970erne begyndte at undersøge indfødte folks situation og rettigheder, mente Danmark ikke at have sådanne befolkninger i riget. I dag har regeringen sammen med Grønlands hjemmestyre udnævnt indfødte spørgsmål til at være en af hjørnepillerne i Danmarks menneskerettighedspolitik, og man bidrager gerne til billedet af Danmark som foregangsland på området. I den samme periode har der været en voksende, men ujævn indsigt i, at den grønlandske befolkning også som oprindeligt folk har rettigheder i og til eget land, og at de systematiske, grønlandske brugsmåder og sædvaner er kilde til retlige normer. Først med Østre Landsrets dom den 20. august 1999 i Thule-sagen kom der imidlertid et autoritativt udtryk for, at disse normer ikke blot var moralsk begrundet, men et udslag af konkrete interesser, der nød retssystemets beskyttelse.

I december 2000 offentliggjorde jeg to artikler, som bidrog til at belyse den ufuldstændige viden og forståelse af dette omslag. Den første artikel Thules forsvundne erstatningssag i Ugeskrift for Retsvæsen, d. 9/12-2000, dokumenterede behandlingen af Thule Fangerråds erstatningskrav fra 1959-60, som havde været antaget forsvundet siden 1981. Sagsakten blev imidlertid fundet på sin systematiske plads d. 23/6-2000, og en undersøgelse sandsynliggør, at materialet ikke alene er blevet tilbageholdt for forskningen, men også unddraget regeringens undersøgelsesudvalg i sagen og - trods opfordring - heller ikke blev fremlagt for Østre Landsret. Det er videre indikeret, at sagsakten blev opdelt d. 1/12-1987, mens undersøgelsesudvalget eftersøgte den, og at dele af materialet blev overført til en parallelakt, som fortsat tilbageholdes. Efter dette kan Thulesagen ikke blot forklares med storpolitiske forhold under den kolde krig. Tilbageholdelsen af ikke-klassificeret materiale er fortsat i nutiden - også efter nybruddet i menneskerettighedspolitikken.

Den anden artikel Raketterne i Thule og det danske forskningsetablissement i Økonomi og Politik, nr. 4, 2000, beskriver et amerikansk forskningsprojekt, som fire måneder efter B-52-maskinens styrt med atomvåben ved Thule fik afslag fra den danske regering, selvom der også var danske forskningsinteresser i projektet. Der var stærke protester i forskningsmiljøet, hvor en af interessenterne beskrev skaden for Danmarks internationale anseelse som særlig alvorlig på baggrund af motiveringen: et forbud mod ophold af en meget begrænset kreds af nordgrønlandske fangere i et bestemt havområde, eventuelt mod kompensation.

Den pågældende rejser unægtelig spørgsmålet om fremmede interesser og anlæg på urbefolkningens territorium og om sådanne indgrebs tilladelighed. Artiklen rejser derfor også forskningspolitiske spørgsmål om den manglende balancering af Thules og den grønlandske befolknings forskningsmæssige interesser og en historisk underprioritering af en grønlandsk rettighedsforskning. Der vises til, at Danmark er menneskeretligt forpligtet til at sikre en ligeværdig repræsentation i retsforskningen mellem den danske og den grønlandske befolkning, men at grundlovens ekspropriationsbeskyttelse i § 73 - trods en instruks fra folketinget i 1977 - ikke var gennemført i Grønland ved indgreb i kollektive jagt- og fangstrettigheder. Det uløste spørgsmål er, hvordan der kan gennemføres indgreb på territoriet i Grønland, og hvilken retsbeskyttelse de oprindelige besiddere nyder. I artiklen vises også til generelle kriterier i den forskningspolitiske debat om kvalitet og samfundsrelevans i forskningen og til den tidligere forskningsminister Jan Trøjborgs kommentar i Polarfronten 2/98 om at sikre koordination for at undgå, at et forskningsområde tabes på gulvet.

Tvivl og retssikkerhedsproblemer opstår også efter omslaget i den danske opfattelse af oprindelige rettigheder.

. I en lov fra 1993 ophævedes en fundamental, grønlandsk retssikkerhedsgaranti ved blot 2 linjer i et lovforslag om noget andet - og uden at folketinget af bemærkningerne til lovforslaget kunne vide, hvad man ophævede: garantien for den mellem grønlænderne lovligt bestående retsorden i § 41 af den grønlandske styrelseslov fra 1925.

. 1996 ratificerede Danmark ILOs konvention 169 om oprindelige folk og stammefolk. Konventionens anvendelse i Grønland er omtvistet, fordi en dansk erklæring ved ratifikationen i realiteten vil lægge ejendomsretten hos staten, mens konventionen anerkender den indfødte befolknings ejendomsret og besiddelse. I den danske erklæring fordelte man kontrollen mellem to velbeskrevne enheder, staten og hjemmestyret, som tildeler ret til brug den enkelte. I praksis har man overset grønlænderne, som har besiddet den traditionelle brug, den enkelte - evt. i fællesskab - som det menneskeretlige subjekt over for regeringen.

Viden og indsigt i både grønlandsk og dansk retskultur er vigtig for retssikkerhed i Grønland.






Jens Brøsted er forskningslektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.


Institut for Statskundskab
Københavns Universitet
Tlf.: 35 32 34 07

 

 

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100