Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

På tomandshånd med en arktisk katastrofe


På sine rejser i det arktiske Canada fra 1948-53 så den canadiske fotojournalist Richard Harrington de canadiske rensdyreskimoers gamle kultur dø. I en tid med tilbagevendende hungersnød flere gange helt bogstaveligt.



Richard Harringtons billeder og dagbogsoptegnelser fra en rejse i vinteren 1949-50 til Padleimiut ved Hudson Bay i det nuværende Nunavut står i dag som et fotografisk monument over et lille, venneløst folks isolerede overlevelseskamp i en ufølsom natur.

Padlemiut-eskimoerne var rensdyrjægere og boede dérude, hvor mennesket uundgåeligt støder ind i grænsen mellem liv og død. I vinteren 1949-50 slog jagten på trækfugle og rener fejl.

Richard Harringtons dagbogsoptegnelse den 8. februar 1950 fanger i fortættet form tragediens omfang:

- Kom til den foreløbig mindste iglo. Udenfor lå en enlig, skabet hund, livløs, sultende, den eneste overlevende i spandet; et primusapparat, halvt føget til; en ødelagt slæde. Indenfor en lille kvinde i klodset tøj, stor hætte, med et spædbarn. Hun sad i mørket, uden varme. Jeg tror nok, at hun sagde, at de sultede.

- Ordet huleboer var det første, der røg igennem mit hoved, da jeg kravlede ind i det lille forrum, knogler strøet rundt omkring, alle suget rene for marv. Forrummet førte ind i en lille, rund hule, hvor jeg ikke engang kunne stå oprejst. Her krøb hun sammen. Ingen plads til Kumok: han knælede i forrummet. Vi havde nogle kiks og noget te. Hun tyggede små stykker beskøjter, gav dem til barnet, dejligt og blødt. Det lille barn udstødte nogle gurglelyde.

- De manglede næsten alt. Ingen tændstikker, te eller petroleum. Den første iglo, jeg havde set, uden lys og varme. Vi efterlod noget te, tændstikker, petroleum, kiks. Og fortsatte.

Padlemiut-eskimoernes hvide naboer i Eskimo Point blev jævnligt konfronteret med hungersnødens ofre. Men deres omsorg omfattede ikke de forhutlede eksistenser. Harrington tog tilbage og aflagde i billeder sit vidneudsagn. Alligevel gik der næsten et år, før tragediens omfang og betydning nåede frem til forsiderne i canadisk presse.

Om billederne er smukke eller skræmmende i deres påtrængende dokumentarisme må være op til den enkelte. Richard Harrington selv, en gammel mand på næsten 90, bryder sig ikke om at tale om hungersnøden i 51. Jeg viser, hvad jeg så, var hans ordknappe kommentar til en nysgerrig journalist for nylig.

Richard Harrington: Padlei Diary, 1950, Rock Foundation, 2000, 109 sider.



Fotos: Richard Harrington


Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100