Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:


I doktor Bertelsens kølvand

Kritikken af den ukontrollable grønlandske jagt på fugle, fisk og havpattedyr er atter blusset op. Samtidig har amerikanske ornitologer genbesøgt de 200 fuglepladser, som lægen Alfred Bertelsen registrerede i begyndelsen af 1900-tallet. De fandt alting sørgeligt forandret.


Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har i foreningens medlemsblad Fugle og Natur hentet det tunge skyts frem i en artikel Grønland ødelægger sin fuglefauna, som slår fast, at efter årtiers ubegrænset fangst af fugle, fisk og havpattedyr er det storslåede, arktiske spisekammer ved at tømmes.

Med biologerne på Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut, som kilde hedder det videre i artiklen, at faresignalerne er hejst for stort set alle relevante arter, undtagen rejer, rensdyr og moskusokser.

Pres på fuglekolonierne

Mange af Grønlands enorme kolonier af polarlomvier, edderfugle og havterner er i dag i bedste fald skrumpet ind til næsten ingenting. I værste fald er de tømt for liv.

Øverst på de 3500 grønlandske jægeres hitliste ligger polarlomvien. Den officielle jagtstatistik fra 1997 fortæller, at der dette år blev skudt 236.364 lomvier, men ifølge både DOF og uafhængige eksperter kan det officielle tal sagtens dække over det dobbelte i virkelighedens verden.

Uanset om det drejer sig om en kvart eller en halv million, så har undersøgelser gennem de sidste 10-15 år talt deres tydelige sprog. Bestanden af polarlomvier i Grønland er gennem årtier blevet voldsomt decimeret på grund af jægernes og ægsamlernes rovdrift.

Stilheden har sænket sig

Den seneste undersøgelse i rækken kommer fra en gruppe amerikanske ornitologer fra The Peregrine Fund, som sidste sommer sejlede turen fra Kangerlussuaq til Thule Air Base. Undervejs brugte de 18 dage i Uummannaq-området til at besøge de godt og vel 200 fuglepladser, som den danske læge Alfred Bertelsen fra 1905-20 registrerede og senere beskrev i et bind af Meddelelser om Grønland i 1921.

I løbet af de 18 dage tilbagelagde Kurt Burnham, Tom Cade, Jack Stephens, Tim Gallagher og Bill Burnham næsten 3000 kilometer i åben båd i Uummannaq-distriktet og nåede at besøge 207 af de 210 steder, som Bertelsen har beskrevet.

Resultatet var ifølge de amerikanske forskere chokerende og bekræfter tidligere undersøgelser gennem 80erne og 90erne. Bortset fra yderområder, hvor der kommer meget få mennesker, fandt de ingen fugle af de arter, som de lokale beboere jager.

Alle polarlomvierne, alkefuglene og edderfuglene og de fleste af riderne var borte. Rugeområder, som på Bertelsens tid havde rummet 500.000 lomvier og 100.000 rider, lå nu stille hen. De eneste spor af fortidens larmende fuglemylder var eskrementerne på klipperne og de forladte, græsbegroede reder.

- Vi tænkte på, hvad doktor Bertelsen ville have følt, hvis han havde været i live, og hvad fremtidens biologer vil finde, hvis de følger i hans - og nu vores - kølvand gennem Uummannaq-distriktet, lyder det lakonisk fra Kurt Burnham.

Et lokalt problem
Selvom de alarmerende rapporter viser, at f.eks. polarlomvien er meget tæt på at være udryddet i Uummannaq-distriktet, er lomvien ikke truet som art i Grønland. I Thule-området er der en bestand på 500.000 lomvier - halvdelen af den samlede grønlandske bestand - og den er i modsætning til kolonierne i det øvrige Grønland stabil.
Forklaringen er, at der kun er få hundrede jægere i hele området.

Derimod er der i nærheden af flere bebyggede områder, som f.eks. i Upernavik-distriktet, alvorlig risiko for, at den ukontrollable jagt omkring ynglepladserne i sommerperioden inden for en overskuelig fremtid vil udslette både lomvierne og andre fuglearter.

Grønlændernes jagt på polarlomvien om vinteren er ifølge artiklen i Fugle og Natur ved at få alvorlige konsekvenser for de islandske kolonier. En mærkbar nedgang i antallet af ynglepar siden 1985 har fået islændingene til at sætte lomvien på listen over sårbare dyr. Optagelsen på den såkaldte røde liste sker med henvisning til overdreven jagt i vinterkvartererne ved Vestgrønland og Newfoundland.



Foto: Bill Burnham


Ornitologerne Kurt Burnham og Tom Cade præsenterer The Peregrine Funds nye flag under turen i Uummannaq-distriktet sidste sommer. Peregrine Fund er en privat, amerikansk forskningsinstitution, som har været aktiv i Grønland siden 1970erne.

Foto: Knud Falk

De officielle statistikker fortæller, at der i 1997 blev skudt 236.364 lomvier. I virkelighedens verden er tallet mindst det dobbelte.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100