Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !

Debat om samfundsforskning i Grønland:

Der skal flyttes grænsepæle

Martin Paldam satte med sin kommentar i Polarfronten 4/99 gang i en debat på DPC's hjemmeside om samfundsforskningens situation. Vi bringer endnu et indlæg, som giver et bud på, hvorfor forskning i grønlandske samfundsforhold frister en relativt anonym tilværelse.

Af Jens Dahl og Frank Sejersen

I flere år har vi søgt at få svar på følgende spørgsmål: Hvorfor er forskning i grønlandske samfundsforhold så svagt funderet i de respektive faglige forskningsmiljøer? Det er vores vurdering, at der er meget lidt af denne forskning, som flytter grænsepæle. Dette til trods for, at den ofte er knyttet til internationale forskningsmiljøer. Hvorfor er det så svært at rekruttere unge, kvalificerede forskere, som kan sikre, udvikle og forny forskningsmiljøerne? Svarene skal formentlig søges inden for såvel som uden for forskningsmiljøerne.

Den grønlandske (dansk-grønlandske) samfundsforskning er på mange måder et barn af det samfund, den er vokset op i, og er underkastet noget, som kan sammenlignes med 'de særlige grønlandske betingelser'. Monopolisering og følgende isolering i meget små miljøer er altoverskyggende problemer.

Der er en gammel tradition for, at tildeling af midler til samfundsforskning i Grønland har været styret af ganske få institutioner og personer. Det samfundsvidenskabelige forskningsråd forsøgte i 1980'erne at bryde dette, men initiativet endte paradoksalt nok med etableringen af nye, isolerede miljøer.

Dette hænger sammen med, at monopolisering er knyttet til eller har ført til, at det danske samfund har indkapslet det grønlandske miljø. For forskningens vedkommende har dette sit tydelige udtryk i en fatal mangel på interesse fra universiteternes side i at udvikle faglige miljøer baseret på viden om grønlandske samfundsforhold. Resultatet er, at forskerne isolerer sig i meget små miljøer, som ud fra egen indre logik kan være ganske produktive - men de flytter ingen grænser.

Et sådant miljø er helt klart ikke tiltrækkende for karrierebevidste, unge forskere, og i Danmark er forskning i grønlandske samfundsforhold i så henseende en blind vej! Man opnår aldrig høj status i et lukket miljø - selvom det måske giver mental fred, at omverdenen heller ikke stiller de store forventninger.

Isoleringen af 'det grønlandske' i det danske samfund har ganske mange facetter af relevans for den forskningsmæssige indsats. Danmark-Grønland er os bekendt det eneste tidligere koloni-'fællesskab', hvor samfundsforskningen institutionelt har været totalt isoleret fra anden udviklingsforskning. Der ligger for dansk-grønlandske forskningsmiljøer - og forskningens administration - en kolossal udfordring i mentalt at frigøre sig fra denne monopoliserede isolation.

I relation til Grønland har forskningen altid været tæt knyttet til landets administration. Hverken før eller efter hjemmestyrets indførelse har dette fremmet den frie og kreative forskning. Det er naturligvis trist, at hverken danske eller grønlandske politikere synes at se potentialet i egentlige samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Man skulle ellers mene, at Grønland har utrolig meget at byde på, ikke som legeplads for ambitiøse forskere, men som et aktiv for en større forståelse af den verden, Grønland er placeret i.

I meget små forskningsmiljøer er det særlig vigtigt, at der opbygges kontakter til andre tilsvarende miljøer, ligesom kontakt til udviklingen i andre fag er en betingelse for kreativ udvikling. I Danmark har et sådant samarbejde ofte været fremprovokeret af forskningsrådsinitiativer, men er generelt ikke blevet fulgt op fra universiteternes side. Dette er klart utilfredsstillende for et fagligt miljø.

Tilsyneladende har kontakten mellem de forskellige faglige miljøer i Danmark en tendens til at udvikle sig til ureflekteret tværfaglighed. Dette hæmmer den kreative kontakt mellem forskere med forskellig baggrund, baseret på solide faglige fundamenter - men så er vi tilbage ved institutionernes manglende vilje til at investere heri.

Megen samfundsforskning i Grønland har faglig tyngde, men bliver for sjældent udfordret. Forskningen bliver ikke nødvendigvis mere seriøs af at formidle sig i et internationalt miljø, men det er essentielt for at producere nye vinkler og skabe relevans for et ikke-arktisk orienteret forskningsmiljø.
Det er rigtigt, at forskere altid råber op om flere penge til deres egen forskning. Heldigvis! Men ligger der ikke herhjemme en udfordring til forskningsmiljøerne i, at vi har en fælles dansk-grønlandsk historie? Er det ikke sådan, at Danmark bør være et foregangsland for samfundsforskning i Grønland og dermed prioritere den højere?

Flere penge til miljøerne sætter skub i meget, men den primære ændring må være af mental karakter, hvis forskningsdynamikken skal stimuleres. Uden større horisonter og grænsepæle, der flyttes, kan sidste mand lige så godt lukke og slukke. Der ligger en stor udfordring hos forskningsmiljøerne, herunder især Københavns Universitet, og hos de toneangivende institutioner, som f.eks. KVUG, i at bryde monopoliseringen og isolationen.
Jens Dahl er direktør for IWGIA og tidligere institutbestyrer på Institut for Eskimologi. Frank Sejersen er adjunkt på Institut for Eskimologi.

Indhold 1/2000

Kontakt:

IWGIA
Tlf: 35 27 05 00


Institut for Eskimologi
Tlf: 32 88 01 67

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100