Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !

Bryggen i havn

Planerne om et nordatlantisk center på Den Nordatlantiske Brygge begynder at tage form. Finansieringen og driften er på plads, og der er ved at blive pustet liv i det gamle pakhus igen.

Af Morten Meldgaard

Om få måneder vil døre og vinduer i Det Nordatlantiske Pakhus blive slået op på vid gab, og den friske luft fra havnen slippe ind og vække det glemte pakhus af 20 års tornerosesøvn.

En hær af travle håndværkere, arkitekter og projektplanlæggere vil herefter smøge ærmerne op og i løbet af de næste par år forvandle det 7000 m2 store pakhus på Den Nordatlantiske Brygge i bunden af Strandgade på Christianshavn til det, der skal blive et levende og driftigt nordatlantisk center. Engang i 2002 vil husets nye beboere, institutioner, firmaer og organisationer med rod i Grønland, Færøerne og Island, rykke ind, og udstillingslokaler, møde- og konferencefaciliteter, restaurant og café åbne dørene for centrets gæster.

Visionerne kom ned på jorden
Sådan ser Komitéen bag Den Nordatlantiske Brygge med større og større overbevisning fremtiden for deres planer om et nordatlantisk center. Islands tidligere præsident, Vigdís Finnbogadóttir, har stået i spidsen for projektet siden den spæde start for to år siden og ser med sindsro på fremtiden:

- Allerede i maj sidste år inviterede regeringen os på besøg og fortalte, at de ville give os pakhuset, hvis vi kunne få visionerne ned på jorden. Det har vi arbejdet hårdt på det sidste halve år. Vi har fyldt huset med et hav af aktiviteter i fremtiden, vi har skaffet de mange penge til ombygningen, og vi har vist, at det kan løbe rundt i årene, der kommer.

Projektet fik for alvor luft under vingerne, da A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal i januar besluttede at donere 20 mio. kr. til ombygningen. De resterende ca. 40 mio. kr. er sikret gennem 22,5 mio. fra de nordatlantiske lande og 17 mio. i realkreditlån.

Finansieringsformen sikrer, at den årlige drift af huset kan holdes på ca. 6 mio. kr., som skal betales af lejere og brugere af huset. På nuværende tidspunkt er en del af pakhusets lejemål allerede optaget, og alt tyder på, at problemet ikke bliver at finde de resterende lejere, men at få plads til de interesserede institutioner og firmaer.

Et hus med mange aktiviteter
Ombygningen af Det Nordatlantiske Pakhus fra 1767 skal forvandle et hus, der er bygget til at rumme de mange handelsvarer, som gjorde rejsen mellem Danmark og det nordatlantiske område, til et center med plads til en bred vifte af menneskelige aktiviteter. Det er tidligere gjort med stort held i nabolaget i Eigtveds Pakhus og i det lille pakhus, som i dag rummer Dansk Polarcenter.

Meget naturligt bliver de udvendte, publikumsorienterede aktiviteter lagt i bunden af huset. For at skabe et spændende miljø omkring café- og restaurantliv og i det planlagte informations- og turistcenter og udstillingsområde forestiller man sig, at der skal laves gennembrydninger mellem stuen og første sal.
Hovedindgang, reception og billetsalg kommer til at ligge midt i huset, hvorfra man i et stort, lyst åbent trappe- og elevatorrum fra stue til loft kan bevæge sig op til de øvrige etager.

Anden til fjerde sal bliver fordelt mellem Færøerne, Grønland og Island. Her bliver der plads til de tre landes repræsentationer i Danmark og til firmaer og institutioner fra de respektive områder.
Endelig er femte sal med en imponerende udsigt over havnen og byen udset til at være den stemningsmættede ramme om f.eks. kulturelle arrangementer, udstillinger, salgsmesser, kurser og møder.

I begivenhedernes centrum
Den Nordatlantiske Brygge ligger i smørhullet midt i havnen, og det er en ideel placering, hvis man vil præsentere nordatlantisk foretagsomhed og iderigdom. Ikke alene det store pakhus, men også havnearealerne ved Bryggen og de store, sydvendte kajområder giver mange mulighed for at skabe spændende oplevelser for børn og voksne.

Bryggen vil de kommende år blive koblet endnu tættere sammen med byen. Fra sommeren 2000 sejler havnebusfarten, der forbinder Nyhavnsiden med Bryggesiden, og metrostationen åbner på Christianshavns Torv. De gode trafikforbindelser vil yderligere give et skub til, at Københavns Havn udvikler sig til et dynamisk centrum for nordeuropæisk erhverv, kultur og turisme.

Indhold 1/2000


Foto: Grete Dalum-Tilds
© Polar Photos


Se også:
Bryggens hjemmeside

Kontakt:

tlf. 2125 0195

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100