DPC Home
 

Knas i konsultationen

Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan være svært at komme igennem over for lægen. I Grønland er der ofte en tredje person tilstede, som kan gøre det endnu sværere for patienten.

Af

Kultursociolog Tine Curtis fra Statens Institut for Folkesundhed har ganske vist udstyret med videokamera og mikrofon fungeret som fluen på væggen i konsultationen hos en række grønlandske læger og har efterfølgende talt med flere af deltagerne.

Det er der kommet en ph.d.-afhandling ud af Kommunikation mellem læge og patient i Grønland, hvor Tine Curtis minutiøst er gået ind og har pillet samtalerne i konsultationen fra hinanden og især har undersøgt, hvor meget plads patienten får.

Tolken som stopklods
Tine Curtis vidste fra den tidligere gennemførte interviewundersøgelse, Sundhedsprofilen for Grønland, at omkring halvdelen af de grønlandske patienter benytter en tolk, når de skal tale med deres dansktalende læge, og at de har oplevet sprogproblemer under konsultationen.

Med sin undersøgelse er hun trængt dybere ned i samtalerne og har blotlagt, hvad der egentlig sker, når læge og patient forsøger at kommunikere gennem en tolk.
- En analyse af samtalerne viser, at tolken først og fremmest systematisk forsøger at få patienten til at svare på lægens spørgsmål. Derimod er tolken ikke særlig opmærksom på patienten, som ikke får mulighed for at komme frem med sine bekymringer og spørgsmål.

Forklaringen er, at tolkene - der ligesom lægen bærer hvid kittel - ser sig selv som en del af sundhedssystemet og som lægens forlængede arm. De mener derfor, at opgaven er løst, hvis blot lægens spørgsmål er blevet oversat og besvaret af patienten.

Ifølge Tine Curtis vil en vellykket tolkning kræve, at tolken i højere grad formidler dialogen mellem læge og patient og er mere lydhør over for patientens behov for at stille spørgsmål.

To samtalekulturer
Tolkeproblemet er med til at forstærke nogle socio-kulturelle forskelle mellem læge og patient, som også uden tolken kan give knas i kommunikationen.

Den grønlandske patient har typisk den oplevelse, at danske læger taler meget og hurtigt og tit afbryder. Samtidig ser patienten sig selv som gæst i konsultationen og vil derfor ikke virke krævende eller anmassende med sine spørgsmål. Den grønlandske patient bryder sig heller ikke om at tale i munden på andre og er vant til længere pauser, før han selv begynder at tale.

Tine Curtis samtaler med læger og patienter viser ikke overraskende, at lægerne efter konsultationen kan undre sig over, hvorfor patienterne ikke var mere aktive i samtalen, mens patienterne føler, de ikke har fået mulighed for at komme frem med deres spørgsmål.

Patienten i centrum
Tolkningen og de socio-kulturelle forskelle vil altid i et vist omfang virke hæmmende på en åben samtale mellem lægen og patienten. Men Tine Curtis mener bestemt, at det er muligt at arbejde frem mod en situation, hvor de grønlandske patienter i langt højere grad får opfyldt deres behov for at komme til orde:

- Det gælder i første omgang om at få debat og oplysning i gang om problemet, både i det grønlandske samfund som helhed og på sygehusene. Og der er heller ingen tvivl om, at faglige kurser for læger og tolke kunne bevidstgøre om, hvordan de overlader mere af samtalen til patienten, slutter Tine Curtis.

 

Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto


I den grønlandske lægekonsultation er der ofte en tolk tilstede. Undersøgelse viser, at tolken ikke er særlig opmærksom på patientens behov og gør det svært at komme igennem med spørgsmål til lægen.

Kontakt:

,
Statens Institut for Folkesundhed
tlf. 39 27 12 22


Tine Curtis ph.d.-afhandling kan bestilles hos SIF på 39 20 77 77 eller

 

 

Få et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100