Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Hvaler i fast rutefart

Genetiske undersøgelser af Nordatlantens vågehvaler viser, at hvalerne tager turen tilbage til det samme område hvert forår. Undersøgelserne viser også, at de vestgrønlandske vågehvaler adskiller sig fra andre bestande.

Af
Da Erik Born og hans kolleger fra Grønlands Naturinstitut og Danmarks Miljøundersøgelser i 1998 besluttede at undersøge den genetiske sammensætning af vågehvalerne i Nordatlanten, havde de en stærk mistanke om, at Den Internationale Hvalfangstkommissions opdeling i en vestgrønlandsk og en østgrønlandsk bestand var fejlagtig.

- Vi mente, at grænsen ved Kap Farvel var kunstig, og at bestanden i Vestgrønland var en del af en større bestand øst for Grønland og længere mod øst, siger Erik Born.
I dag må Born, som det ikke så sjældent er forskerens lod, se i øjnene, at han er blevet underkendt af sine egne resultater: hypotesen synes ikke at holde stik.

Prøver fra samme år
Forskerne har ikke tidligere haft sikre data om de genetiske forskelle mellem bestandene af vågehvaler i Nordatlanten. Der er ganske vist blevet indsamlet prøver tidligere. De har blot ikke været særligt brugbare, fordi de ikke har været fra samme år. Vågehvaler er meget mobile og opholder sig omkring Ækvator om vinteren og trækker til Nordatlanten om sommeren for at æde. Derfor kan prøver fra forskellige år i princippet stamme fra de samme hvaler, som blot er trukket til forskellige områder.

Løsningen på det problem var at tage prøver i hele området i den samme sommersæson. Derfor allierede forskerholdet sig med grønlandske og norske hvalfangere, som indvilgede i at indsamle prøver fra de hvaler, de fangede. Forskerne ville også gerne have haft prøver fra Island, men islændingene fangede ikke hvaler på det tidspunkt, og det samme gjorde sig gældende for canadierne, som ikke har fanget hvaler siden 1960’erne.

På den måde fik man 170 prøver fra vågehvaler, alle indsamlet i 1998. Desuden har forskerne haft cellevæv til rådighed fra indsamlingsprogrammer i Grønland fra 1996, 1997 og 1999, og det har ikke blot øget prøvemængden for Østgrønland, hvor der ikke fanges ret mange vågehvaler, men også gjort det muligt at sige, om der er forskel på de hvaler, som kommer til Vestgrønland år efter år.

En vestgrønlandsk bestand
Analyserne af de indsamlede prøver har vist, at de vestgrønlandske vågehvaler er
genetisk forskellige fra naboerne øst for Kap Farvel, og at der ikke er tale om én bestand. I Vestgrønland fandt forskerne heller ikke genetisk forskel fra år til år, hvilket antyder, at det er den samme gruppe hvaler, som hver sommer kommer til Vestgrønland.

For Nordatlanten som helhed har forskerne ud over den vestgrønlandske identificeret tre bestande, som overlapper Hvalfangstkommissionens bestandsopdeling: én bestand i Østgrønland og omkring Jan Mayen, én i den nordøstligste del omkring Svalbard, Barentshavet og Lofoten, og én i Nordsøen (se kort).

- Vores hypotese er, at økologiske forskelle mellem områderne har præget billedet, siger Erik Born. Hvalerne har gennem deres udvikling tilpasset sig et bestemt område, så det ikke er ligegyldigt for dem, hvor de tager hen. Over mange generationer har dette langsomt skabt en opdeling i genetisk forskellige bestande.

De økologiske forskelle mellem de fire områder er så markante, at det sandsynliggør forskernes teori. Den sydlige del af Nordatlanten har intet isdække og rummer fisketyper, som ikke findes i de andre områder. Det nordøstlige område er under indflydelse af den varme Golfstrøm og her er kun periodevis isdække. Jan Mayen og Østgrønland er præget af polarvandet i den Østgrønlandske Strøm og området har relativt kraftigt isdække. Og Vestgrønland er påvirket af Irmingerstrømmen med det blandingsvand, som den fører med sig.

Miljøfremmede stoffer
Som noget nyt har forskerne kombineret genetikken med undersøgelser af regionale forskelle for en lang række stoffer i hvalerne: svært nedbrydelige, organiske giftstoffer, de såkaldte POP’er (PCB, DDT og lignende), tungmetaller, fedtsyrer, isotoper af kul- og kvælstof, samt en lang række grundstoffer.
Rune Dietz fra DMU siger:

- Det samlede billede af de undersøgte stoffer, som vågehvalerne gennem flere år har optaget gennem deres føde, bekræfter i det store og hele forskellene i den genetiske undersøgelse. Også her kan vi se en opdeling af hvalerne i de fire bestande i Nordatlanten.

Et af stofferne er Cæsium-137, som er en radioaktiv isotop, der stammer fra oparbejdningen af atombrændstof på A-kraftværkerne. Især bestanden i Nordsøen har høje koncentrationer af denne gift, to-tre gange så meget som de andre områder, og der er en tydelig tendens til en faldende forurening, jo længere væk man kommer fra Nordsøen.

Der er ikke megen tvivl om, at hovedsynderne er atomkraftværket Sellafield i Vestengland og La Hague på den nordfranske kyst, men også udslippet fra Tjernobyl i 1986 har sendt store mængder Cæsium-137 ud gennem Østersøen til Nordsøen.

- Gennemgående udgør cæsium i vågehvaler ikke nogen sundhedsrisiko i Grønland, siger Rune Dietz. Indtaget er 5000 gange lavere end grænseværdierne og er ubetydeligt i forhold til den belastning, der finder sted fra f.eks. rensdyr.

Koncentrationerne af POP’er har ligeledes vist sig at være højest i de østlige bestande. Men stadig er PCB-niveauet i grønlandske vågehvaler betragteligt, da det er omkring fem gange højere end i sæler. For tungmetallerne er der ikke fundet et tilsvarende geografisk mønster, men der kan dog spores en tendens til et højere cadmiumindhold i de arktiske egne formodentligt affødt af et større indtag af krebsdyr, der indeholder mere cadmium end fisk.

Samlet kan man sige, at den grønlandske befolkning bør holde igen med at spise spæk fra vågehvaler, hvis man vil holde sig under internationale grænseværdier for POP’er. Det samme gælder lever og nyre, hvis man skal overholde grænseværdier for tungmetaller.

Indhold 4/03


 

Se boks 'et vågent øje med vågehvaler'

Vågehvalens nordatlantiske udbredelse og grænserne for Den Internationale Hvalfangtskommissions forvaltningszoner. De fire bestande, som studiet identificerede er også vist.

 

Studiet er blevet finansieret gennem en bevilling fra DANCEA (Miljøstyrelsens Miljøstøtte til Arktis).

Kontakt: , Grønlands Naturinstitut, c/o DPC, tlf. 32 88 01 63

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100