Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Klimaet styrer dyrebestandene
For første gang er det lykkedes at påvise, at dyrebestandene følger klimaets svingninger. Nøglen til beviset fandt en dansk forsker og hans amerikanske kollega i Grønland.

Af Poul-Erik Philbert
Blandt biologer har det været et hedt diskussionsemne, hvor meget dyrebestandenes svingninger er bestemt af de store klimasystemer. Der har de seneste årtier været enighed om, at både biologiske forhold og de mere overordnede, klimatiske forhold spiller ind. Men ingen har kunnet præsentere en ordentlig dokumentation.

Den er nu kommet fra en dansk biolog. Sammen med sin amerikanske kollega har han nået spalterne i det meget anerkendte forskningstidsskrift Nature med en artikel, som fører et opsigtsvækkende, videnskabeligt bevis for, at klimaet har en afgørende og selvstændig effekt på dyrebestande, og at det kan synkronisere udviklingen i dyretallet over store afstande.

Klimaet på banen
Mads C. Forchhammer fra Zoologisk Institut på Københavns Universitet og Eric Post fra Pennsylvania State University fik færten af klimaforbindelsen, mens de arbejdede sammen på Oslo Universitet. De sammenlignede data for forskellige bestande af kronhjorte og kunne se, at der var et fælles mønster i bestandenes udvikling. Længere nede ad gangen på instituttet sad en fransk kollega, som var i gang med havbiologiske studier i Nordatlanten. Han gennemgik datarækkerne og udbrød: But of course, its the NAO!

NAO er en af de mange forkortelser, som svirrer gennem luften, når forskere taler sammen om klima, og den dækker over det mere tungevridende begreb: den nordatlantiske oscillation.

Der er tale om et klimasystem, som påvirker regionale vejrforhold på den nordlige halvkugle på tværs af Canada, Grønland, Europa og Rusland, en slags nordlig pendant til den bedre kendte El Nino (se NAO Den nordatlantiske oscillation).

- Vi var meget i tvivl i starten, fortæller Mads Forchhammer, for som gode zoologer er vi opdraget til kun at se på effekter i meget velafgrænsede områder. Men vi blev fanget af ideen om at finde den store sammenhæng mellem det globale klimasystem og udviklingen i dyrebestandene.

Adskilt af 1000 kilometer
Tidligere forsøg på at vise, at klimaet er med til at synkronisere udviklingen af forskellige dyrebestande, er ofte strandet på, at biologiske forhold som f.eks. vandringer mellem bestandene, konkurrence om samme føde eller trussel fra de samme rovdyr har forplumret billedet. Det har ikke været til at se, om det var biologiske eller klimatiske forhold, som skabte ensartetheden.
For at undgå den fælde valgte Forchhammer og Post at sammenligne rensdyrbesta

ndene i Vestgrønland og moskusoksebestandene i Nordøstgrønland. Og her ligger en afgørende pointe.

- Ved at sammenligne rensdyr i Vestgrønland og moskusokser i Østgrønland fik vi neutraliseret disse forstyrrelser, forklarer Mads Forchhammer. Der er tale om bestande, som er effektivt adskilt af 1000 kilometer indlandsis. Der er ingen biologisk kontakt overhovedet.

Så da de tilgængelige data var blevet bearbejdet og analyseret, og der tegnede sig en nydelig sammenhæng mellem den nordatlantiske oscillation og bestandenes udvikling, vidste Mads Forchhammer og Eric Post, at de stod med den første, videnskabelige dokumentation af, at et regionalt klimasystem synkroniserer dyretallet over meget store afstande.

Man kan se, at selvom der er mere end 1000 kilometer mellem rensdyrene og moskusokserne, så har antallet af dyr de to steder udviklet sig i overensstemmelse med klimasystemets svingninger. Derfor må det være styret og synkroniseret af den nordatlantiske oscillation.

Faktisk viste det sig, at en moskusoksebestand i Nordøstgrønland svingede mere ens med en rensdyrbestand i Vestgrønland end med en anden moskusoksebestand i Nordøstgrønland. Man kunne have forventet, at moskusoksebestandene lignede hinanden mere, men det er ikke tilfældet, for klimasystemet påvirker moskusbestandene op langs Østgrønlands kyst meget forskelligt.

De to forskere har fået så fast grund under fødderne, at de har turdet sætte tørre tal på, hvor stor en del af bestandenes udsving, der skyldes klimaet. For moskusokserne er det op til 24%, og for rensdyrene er det op til 16%, lyder deres bud.

Tak til Sirius
Mads Forchhammer og Eric Post kunne kun sammenligne rensdyr- og moskusoksebestandene, fordi de havde de nødvendige data. For rensdyrene ligger der jagtstatistikker helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet. Men mere overraskende er det, at der også er brugbare optællinger for det øde Nordøstgrønland.

For helt mennesketomt er Grønlands nordøstkyst ikke. Hver vinter gennemfører Sirius-patruljen sine lange ture med hundeslæde, og de har siden 1960 systematisk registreret alt, hvad de ser af dyreliv.

Alle observationerne bliver indtegnet på et kort, og de seneste ti år er patruljens data gået direkte videre til forskningsinstitutionerne, hvor de år for år bliver lagret i en database.

- Vi har ofte fortalt dem, hvor godt deres materiale er, siger Mads Forchhammer, og vi havde simpelthen ikke kunnet gennemføre dette projekt, hvis vi ikke havde haft Sirius data. Så de vil selvfølgelig få nogle eksemplarer af Nature-artiklen. En ringe tak for deres store indsats.

En foregangsmand
Det er ikke første gang, at en dansk forsker tager livtag med spørgsmålet om forholdet mellem klima og dyrebestande. Den kontroversielle zoolog Christian Vibe tumlede fra 1950erne og fremefter med at bevise, at de større klimasystemer påvirker dyrearterne. Han interesserede sig især for havisens betydning og sammenlignede svingningerne i ismængden over tid med svingninger i dyrebestandenes størrelse.

- Vibe fandt en næsten for klar sammenhæng, som ikke overbeviste det videnskabelige samfund. Hans statistiske metode var for dårlig, men grundlæggende var hans tanker 40 år forud for sin tid, slutter Mads Forchhammer.

Han mødte Christian Vibe en enkelt gang, kort før foregangsmandens død i 1998.

Indhold 4/02

 

Foto: Magnus Elander

Antallet af moskusokser i Østgrønland og rensdyr i Vestgrønland er synkroniseret af den nordlige halvkugles største klimasystem NAOen. Mads Forchhammer fra Zoologisk Institut på KU har sammen med sin amerikanske kollega som de første dokumenteret denne sammenhæng videnskabeligt.

 

Foto: Henning Thing /Polar Photos

NAO Den nordatlantiske oscillation


Grafik: Mads Forchhammer

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100