Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Ånder, spøgelser og hekseri i Grønland

14 ældre grønlændere fortæller underfundigt om før og nu i ny, storslået grønlandsfilm.

Af
- Jeg elskede min hundehvalp. Faktisk så meget, at jeg havde fået lov til at beholde den i huset, så den ikke skulle blive bidt ihjel af de andre slædehunde. Men så en dag mens jeg stod i vinduet og råbte efter min mor, sprang den op og kradsede min bare ryg til blods. Jeg blev så gal, at jeg kom til at kvæle den med min fars bugserline. Bagefter var jeg så ked af det, men mine forældre, der pga. min lille størrelse havde været bekymrede for, om jeg dog nogensinde ville kunne tage livet af et dyr, fejrede hændelsen som min første fangst.

- Min bedstefar, som var en stor åndemaner, havde et lykkeligt liv med sine hjælpeånder. Derfor var det så hårdt for ham, da han havde taget beslutningen om at lade sig døbe. Hans hjælpeånder havde bedt ham så inderligt om ikke at give sig hen til den nye tro. På vej til døbefonden fik han smerter i kroppen, som om nogen stak søm ind i ham og gav ham de frygteligste slag i ansigtet. Da han bøjede sig over døbefonden, så han et lys dernede. Han følte det, som var han kommet af med en snavset anorak. Min bedstefar var jo blevet klar over, at det ikke var noget liv at leve som åndemaner, men at det ville være bedst at leve som et kristent menneske. Alligevel forfulgte hjælpeånderne ham resten af livet.

Det er sådanne historier som Rasmus Grims og Inoqusiaq Piloqs, vi præsenteres for i Karen Littauers film Jeg husker... Fortællinger fra Grønland. I alt 14 fortællere fra forskellige ydre egne i Grønland fører os med fremragende fortælleteknik og energisk gestikuleren ind i en verden af fjeldgængere, åndemanere og spøgelser. Her møder vi mennesker, der har oplevet såvel det forgangne som det nutidige Grønland, og som med stort vid øser af deres oplevelser og erfaringer fra barndom til voksenliv.

Fortællernes veloplagte beretninger om hændelser, der hele tiden balancerer mellem det naturlige og det overnaturlige, er med til at fastholde tilskueren som skiftevis undrende og indforstået. Man fængsles f. eks. af en kvindes fortælling om, hvorledes hun pludselig bliver usynlig for sine omgivelser og især for sin mand. For ikke at tale om en mand, der beretter om, at hans venstre hånd flere gange har forvandlet sig til en bjørnelab.

Gode historier er der således rigeligt af i de 72 minutter, filmen varer. Fortællingernes værdi er ikke mindst, at de dokumenterer en grønlandsk livsform, som ikke er mere.
- Det spændende ved de gamle fortællere er, at de har levet i begge verdener, den nye og den gamle. Det er da også i sidste øjeblik, denne film kunne laves, for der er ikke mange mennesker tilbage, som for eksempel har mødt en åndemaner, eller som har boet i hytter af tørv og højhus af beton, siger Karen Littauer, som også begrunder sit ærinde med, at fortælletraditionen er i fare for at forsvinde.

Filmens fornemste kvalitet er da også, at den i én og samme ombæring er et kulturhistorisk dokument og en underholdende og æstetisk flot film, der nødvendigvis må henrykke enhver med interesse for Grønlands kultur og historie. Herudover må den, i kraft af dens evne til at fængsle og fastholde tilskueren, siges at være oplagt at anvende til undervisningsbrug. I denne sammenhæng er det endvidere fortrinligt, at eskimologen Kirsten Thisted i samarbejde med Karen Littauer har sørget for, at et større udvalg af det fortællemateriale, som blev frasorteret i redigeringsprocessen, er blevet tilgængeligt i bogen Grønlandske fortællere.

Indhold 4/02

Jeg husker... Fortællinger fra Grønland, En film af Karen Littauer, Magic Hour Films og Nuka Film. Filmlængde: 72 min. Filmen distribueres bl.a. via Det Danske Filminstitut.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100