Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
En iskappe under indflydelse

Boringer i Antarktis sedimenter peger på, at den store iskappe har været meget mere ustabil i fortiden, og at det har været flimmer i Jordens bane omkring Solen, der ligger bag de skiftende istider og mellemistider.

Af Poul-Erik Philbert
I de seneste 15 mio. år har en relativt stabil iskappe dækket Antarktis. Men før den tid har store omsving øjensynligt været det normale. Det viser nye analyser fra et internationalt forskerhold bag Cape Roberts-projektet, som har hentet sedimentkerner op fra havbunden i Ross-havet ud for Antarktis kyst.

En bevægelig iskappe
Resultaterne kommer efter tre feltsæsoners slidsomt og bidende koldt arbejde omkring en boreplatform ude på havisen. Boringerne har givet en 1500 meter lang sedimentkerne og har udstyret forskerne med et uvurderligt materiale, som gemmer på Antarktis tavse klimahistorie 34 mio. år tilbage i tiden.
Fortidens spor i sedimenterne viser bl.a., at isen igen og igen har trukket sig tilbage over borestedet og givet plads for en varm periode med relativt isfrie, marine forhold for derefter at skyde frem under mere istidslignende, kolde perioder.

Forskerne anslår, at fluktuationerne i ismasserne kan have fået den globale vandstand til at svinge med op mod 50 meter.

Indflydelse fra Solen
Ligeså opsigtsvækkende er det, at forskerne for første gang har vist, at der er en sammenhæng mellem den antarktiske iskappes gentagne bevægelser og ændringer i Jordens bane omkring Solen.

Inspirationen har de fra den serbiske matematiker, Milutin Milankovitch, som tidligt i det 20. århundrede fremsatte en teori om, at flimmer i Jordens bane omkring Solen var årsagen til de skiftende istider og varmeperioder. Han forklarede det med, at små skift i Jordens hældning påvirkede mængden af solbestrålingen, og han beregnede, at ændringerne fandt sted i perioder på 20.000, 40.000 og 100.000 års varighed.

Det internationale forskerhold har sammenholdt Milankovitch teori med de fossile, kemiske og magnetiske spor fra sedimentkernen i perioden fra 24,1 til 23,7 mio. år siden. De fandt, at isens tilbagetrækninger og udvidelser igennem de 400.000 år er sket i nøje takt med ændringerne i Jordens bane omkring Solen med 100.000 og 40.000 års mellemrum. Præcist som Milankovitch har påvist.

Det rokker grundlæggende ved den almindelige opfattelse, at Antarktis iskappe - pga. dens størrelse og de ekstremt lave temperaturer i modsætning til Arktis ikke har været påvirket mærkbart af flimmer i Jordens bane om Solen. Også Antarktis rytmiske bevægelser kan være under indflydelse af Solen.

En varm tid
I de 400.000 år, som forskerne indtil videre har haft under en særlig stærk lup, var de globale middeltemperaturer måske en tre-fire grader højere end i dag og dermed nogenlunde svarende til de temperaturer, som klimamodellerne forudsiger for de kommende 100 år. Og CO2-niveauet var antagelig dobbelt så højt som i dag, mener forskerne.

En af projektets ledere, geologen Tim Naish fra Institute of Geological & Nuclear Sciences siger, at undersøgelser af iskappernes bevægelse i varmere perioder i fortiden derfor kan bidrage til at opstille realistiske beregninger af, hvad der vil ske, hvis klimamodellernes forudsigelser af den globale opvarmning holder stik.
Arbejdet i Antarktis fortsætter i et nyt projekt, ANDRILL, som mellem 2004 og 2008 vil gennemføre fire boresæsoner i den teknisk udfordrende og videnskabeligt dragende isørken. Det nye projekt omfatter forskere fra New Zealand, Storbritannien, USA, Italien og Tyskland.


Foto: Cape Roberts projektet

Et internationalt forskerhold har fra isen ud for Antarktis kyst boret en 1500 meter lang kerne op af havbunden, som giver overraskende, ny viden om områdets klimahistorie.

Links:

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100