Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:


Iskerneforskning:

Et koldt arkiv over vulkanudbrud

De store vulkanudbrud afleverer et visitkort i Indlandsisen i form af et kemisk spor. Det udnytter iskerneforskerne maksimalt til at skaffe viden om vulkanudbruddene og deres betydning for vores klima. Glaciologen Claus Hammer mener, at den vulkanske aktivitet påvirker det globale klima mærkbart.

Af Poul-Erik Philbert
Da vulkanen Pinatubo i juni 1991 sendte en kæmpemæssig svovlsky op i stratosfæren, gik det pludselig op for mange, at et vulkanudbrud kan tappe Solens energi og få temperaturerne til at falde. Mellem 0,1 og 0,2 grader, siger foreløbige vurderinger fra Max Planck-Instituttet i Hamburg. Men i virkeligheden var Pinatubo set i historiens lys et mindre udbrud, oven i købet i en periode med meget lav vulkansk aktivitet.

Den indonesiske vulkan Tambora, som i 1815 sprængte 50 km3 ud af jordskorpen og blæste mellem 300 og 400 mio. tons svovlgasser 40-50 km op i stratosfæren, var 10-15 gange større end Pinatubo og gik i udbrud i en tid med meget høj vulkansk aktivitet.

- Så der er ingen tvivl om, at klimapåvirkningen har været langt større efter Tamboras udbrud, siger professor Claus Hammer fra Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Instituttet har sammen med lektor Henrik Clausen undersøgt de store vulkanudbruds indflydelse på det globale klima ud fra de grønlandske iskerner.

En uforlignelig kilde
Svovlsyreskyen fra Tambora dalede i årene efter 1815 stille ned på bl.a. Indlandsisen. I dag ligger det kemiske spor efter udbruddet gemt dybt nede i isen, men iskerneforskerne har lokaliseret dem i de iskerner, de siden slutningen af 1970Õerne har boret op af den 3000 meter tykke iskappe.

- Ved at tælle os igennem isens lag år for år, kan vi meget præcist finde de islag, som gemmer på Tamboras visitkort fra 1816 og årene efter, siger Claus Hammer. Og ud fra syresporets tidsmæssige forløb i iskernen er vi også i stand til at sige, om der er tale om et af de store udbrud omkring ®kvator, som har haft konsekvenser for det globale klima, eller om vi blot har at gøre med et mindre, lokalt udbrud på f.eks. Island eller i Alaska.

Et vulkanudbrud skal være så voldsomt, at svovlgasserne slynges op i mindst 20 kilometers højde i stratosfæren, før det begynder at påvirke det globale klima. Svovlpartiklerne tapper Solens energi, og får temperaturerne til at falde nede på Jorden.

Når forskerne først kender vulkanens geografiske placering, kan de vha. syresporet i iskernen regne sig frem til, hvor meget svovlsyre et udbrud har sendt ud i stratosfæren. Og det giver dem et mål for, hvor stort udbruddet har været, og hvor meget det har kunnet påvirke klimaet på Jorden.

- For at gøre beregningerne mere sikre, har vi undersøgt atombombeforsøgene, der ligesom vulkanudbruddene har afsat spor i isen. Vi ved hvor mange megatons, der er fyret af, og vi kan sammenligne russernes forsøg i Arktis og vestmagternes omkring ®kvator. Det giver en værdifuld viden om de kemiske spor i iskernerne, som vi kan bruge til mere præcist at regne os frem til vulkanudbruddenes størrelse og påvirkning af det globale klima.

Iskernerne er en uforlignelig kilde, som giver et meget præcist billede af den vulkanske aktivitet. I hvert fald indtil omkring 1880, hvor de første observatorier begyndte at måle solindstrålingen og dermed satte den systematiske overvågning i gang, som i dag foregår ved hjælp af bl.a. satellitmålinger.

De kemiske spor i Indlandsisen tusindvis af kilometer borte giver en viden, som ikke engang vulkanologerne kan konkurrere med, selvom de gennemborer vulkanen på kryds og tværs og minutiøst undersøger lavalagene. De kan først og fremmest beskrive udbruddet lokalt, men ikke sige meget om den klimatiske indflydelse eller give så præcis en datering som iskerneforskerne.

Vulkanudbrud giver kulde
Claus Hammer mener, at vulkanaktivitet sammen med Solen, meteornedslag og klimaets egen indre dynamik er de vigtigste faktorer, når man skal forklare klimaets svingninger gennem historien.

Analyser af de grønlandske iskerner viser, at der er en sammenhæng mellem vulkanaktivitet og det globale klima. Perioder med mange voldsomme vulkanudbrud, som sender store mængder svovlsyre i kredsløb i stratosfæren, er samtidig kolde perioder. Claus Hammer mener bl.a., at den koldeste periode siden den sidste istid - den såkaldte 'lille istid' fra o. 1500-1700 - delvis er et resultat af den store vulkanaktivitet i samme periode. Omvendt er perioder med ringe vulkanaktivitet - som f.eks. vores eget århundrede - ofte præget af høje temperaturer.

- Vi kan komme meget langt ved at undersøge iskernerne fra den grønlandske indlandsis, slutter Claus Hammer. Men på et punkt må vi give op: vi kan ikke spore de store nedslag af is-kometer, som med garanti også har påvirket vores klima. Is er is, og sporene efter kometens is glider ganske enkelt i et med vores is.

Indhold 4/1999

Foto: Daniel Johnson

 
Læs også:

Visitkort fra vulkanerne

Et fingeraftryk på historien

Links:
Volcano World

Kontakt:

Geofysisk Afdeling, Niels Bohr Instituttet

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100