Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:


Vand på modellerne

Et forskerhold fra universiteterne i København og Durham er i gang med at måle vandstandsændringer i Disko Bugten siden Istiden. Og resultatet bliver - lover de - nogle vandstandskurver, som er langt mere præcise end dem, vi har. Det kan forbedre de computermodeller, som forsøger at beregne de menneskeskabte, globale vandstandsændringer.

Af


Egentlig kan vi alle få et godt indtryk af vandstandsændringerne i Vestgrønland blot ved at bruge øjnene. De ligger nemlig snublende nær.

Bevæger man sig fra kysten op i landet, går man ofte på klipper, som er vasket helt rene for isens moræneaflejringer. I 50 til 150 meters højde begynder der pludselig at dukke sten op. De har ligget uforstyrret, siden gletscherne forsvandt efter istiden, og overgangen markerer derfor det sted, hvor havet stod, da isen trak sig tilbage for ca. 10.000 år siden.

Langs kysten kan man være heldig at støde ind i gamle tørvehuse. De står ofte delvis under vand, og det viser, at havet er steget, efter at de blev bygget på et eller andet tidspunkt inden for de seneste 700 år.

Tilsammen viser observationerne, at vandstanden i Grønland først er faldet i nogle tusind år, men derpå har været stigende i flere hundrede år.

Spørger vi forskerne, får vi mere præcist at vide, at vandstanden efter Istidens afslutning for ca. 10.000 år siden begyndte at falde, fordi landet langsomt hævede sig i takt med, at trykket fra isen aftog. De sidste ca. 1500 år er vandstanden derimod steget, antagelig fordi lavere temperaturer har fået isen til at rykke frem og trykke landet ned igen.

De supplerer hinanden
Fire forskere fra universiteterne i København og Durham i England har siden 1993 slået deres faglige pjalter sammen i et tværfagligt projekt, som skal give nogle meget præcise vandstandsmålinger i Disko Bugten i Vestgrønland.

Sommerens feltarbejde foregik i år i Sydostbugten, hvor forskerskibet Porsild fra Arktisk Station i begyndelsen af juni måned afleverede holdet og deres feltudstyr, endnu før vinteren havde sluppet sit greb.

Geologerne Anthony Long og David Roberts fra Durham Universitet har tilbragt 4-5 uger med fra en gummibåd at bore kerner op fra bunden af søer, som landhævningen efter istiden har snøret af fra havet og gjort ferske. I kernerne kan man med det blotte øje se overgangen fra havbund til søbund, og ved hjælp af fossiler af alger og smådyr kan tidspunktet for overgangen senere med stor nøjagtighed bestemmes med en kulstof-14-datering. Højden på søen og tidspunktet for overgangen fra marint bassin til sø udgør herefter ét punkt på vandstandskurven. Den samme metode bruger Long og Roberts på tidligere ferskvandssøer, som nu er opslugt af havet. Men her drejer det sig om at finde tidspunktet for overgangen fra ferskvandssø til havområde.

Geografen Morten Rasch fra Københavns Universitet har i samme område været på jagt efter gamle kystlinier i landskabet. Faldende vandstand efterlader strande i forskelligt niveau over den nuværende kystlinie, mens stigende vandstand får strandene til at krybe ind over tidligere landområder. Ved at måle strandenes niveau og datere f.eks. drivtømmer, tørv eller hvalknogler med kulstof-14-metoden kan Morten Rasch rekonstruere de vandstandsændringer, som har dannet landskabet.

Arkæologen Jens Fog Jensen har ledt efter spor af gamle bopladser med tørvehusruiner fra 1400-1800-tallet og efter stenredskaber og flintaffald fra stenalderens bopladser. Da bosættelser i Grønland tidligere altid er foregået tæt på kystlinien, fortæller den nuværende højde af gamle bopladser en historie om områdets landhævning og -sænkning.

Præcis datering
Når søboringerne er plottet ind på diagrammer og kort og suppleret med de geomorfologiske og arkæologiske data, har forskerne, hvad de skal bruge til at tegne de vandstandskurver, som viser vandstandsændringer over en lang periode.

Med kerneboringerne i søer har man fundet en uhyre præcis dateringsmetode, som dermed også giver nogle langt mere sikre vandstandskurver end de eksisterende.

Tidligere konstruerede forskerne vandstandskurver væsentligst ved hjælp af muslinge- og snegleskaller, de indsamlede i et område. De målte højden på fundstedet og daterede derefter skallerne ved hjælp af kulstof-14-metoden. Men metoden var ikke særlig præcis, fordi havdyrene lever på forskellige dybder, og fordi fossilerne kan være flyttet fra dyrenes levested af havstrømme og bølger.

Model over virkeligheden
Vandstandskurverne over Disko-området er kun et lille bølgeskvulp i det store hav. De indgår i det omfattende arbejde med at udvikle computermodeller, som kan beskrive vandstandsændringer et hvilket som helst sted på Jorden.

Hvis f.eks. afsmeltningen fra Indlandsisen pludselig fordobledes, ville det øjeblikkeligt påvirke vandstanden globalt. Modelmagerne bag de globale vandstandsændringer skal derfor have et detaljeret kendskab til afsmeltningen fra de store isskjolde efter den sidste istid og til justeringsprocesserne i Jordens indre.

Men for at puste liv i den teoretiske viden og forudsige vandstandsændringer globalt er de nødt til at fodre computerne med vandstandskurver fra hele verden. Det dansk-engelske projekt har derfor allieret sig med geofysikeren Richard Peltier fra Torontos Universitet, og når vandstandskurverne for Sydostbugten ligger færdigtegnede, skal de mange data en tur igennem computerprogrammet og sammenlignes med de modellerede kurver.

Arbejdet er endnu ikke afsluttet, men de foreløbige undersøgelser viser store forskelle mellem modellerne og de nye, mere præcise vandstandskurver, så alt tyder på, at vandstandsmålingerne i Disko-området vil blive en nyttig justering af modellerne.

Vandstandsmodellerne er helt afgørende, hvis vi skal sætte tal på den vandstandsstigning, som mange forventer følger af den globale, menneskeskabte opvarmning. Kun hvis vi kender de naturlige vandstandsændringer, som skyldes de langvarige naturlige klimaændringer, kan vi beregne de ændringer, som skyldes den menneskeskabte temperaturstigning.

Druknet stenalder
Vandstandsmålingerne har også kastet nyt lys over Grønlands stenalderhistorie. Der har blandt arkæologer været enighed om, at der har været et hul mellem Saqqaq-kulturen, som forsvandt omkring 900 f.Kr. og den tidlige Dorset-kultur, som er kendt fra omkring 800 f.Kr. Men måske har vandstandsændringerne haft en finger med i spillet.

Det har nemlig vist sig, at de yngste Saqqaq-bopladser fra omkring 900 f.Kr. findes i Sisimiut-området, hvor landhævningen efter sidste istid har været størst. Spørgsmålet er derfor, om de yngre Saqqaq-bopladser, der kan danne forbindelse til Dorset-kulturen i andre egne er ødelagt af havstigninger.

Indhold 4/1999

Foto: Morten Rasch

Læs også:

Figur over vandstandsændringer

Kontakt:

Geografisk Institut, KU

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100