Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Den grænseløse miljøforurening

AMAP har fremlagt resultaterne af fem års forskning i det arktiske miljø. Forskerne fastslår nu med stor sikkerhed, at mennesker og dyreliv er direkte påvirket af miljøgifte fra den industrialiserede verden.

Af

Forureningen kender ingen grænser. Det ved de mange forskere, som siden 1991 har fulgt, hvordan giftstoffer fra den industrialiserede verden har forurenet det arktiske miljø. Forskningen er foregået under AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme), som er et cirkumpolart forskernetværk under Arktisk Råd.

Den første digre rapport kom i 1997. Nu foreligger den anden, som netop er blevet præsenteret på et internationalt symposium i Rovaniemi i Finland, hvor mere end 300 eksperter deltog.

Nye miljøgifte på vej
De nyeste resultater viser, at det arktiske miljø stadig er hårdt belastet af en række giftige stoffer, som med vinde og havstrømme føres fra klodens industrialiserede centre til Arktis. Det er især de svært nedbrydelige, organiske miljøgifte - de såkaldte POPer - og tungmetaller som kviksølv og cadmium, der er i forskernes søgelys.

Den gode nyhed er, at nogle af miljøgiftene er på tilbagetog. De organiske giftstoffer har i flere årtier været forbudt eller på vej ud af produktionen, og det slår nu for nogle stoffers vedkommende igennem i form af en lavere forurening i Arktis.

Den dårlige er, at andre POPer stadig er i stigning. Det viser, hvor lang tid det tager at blive de svært nedbrydelige stoffer kvit, og at der måske er kilder, forskerne ikke kender endnu.

Det værste er, at der har vist sig helt nye stoffer som f.eks. bromerede flammehæmmere, der anvendes i bl.a. elektriske apparater for at hæmme antændelse ved brand. Forskerne advarer om, at disse stoffer er på vej mod et alarmerende højt niveau.

Kviksølv et voksende problem
Også kviksølvsforureningen vækker stor bekymring blandt AMAP-forskerne. Selvom der udledes mindre kviksølv i Europa og Nordamerika, er forureningen i Arktis stigende. Meget peger på, at det bl.a. skyldes øget forbrænding af kul i Sydøstasien.

En helt ny undersøgelse har desuden afsløret en ny kilde til forurening. Store mængder kviksølv trænger ind i det arktiske økosystem, når polarsolen viser sig efter vinteren. Sollyset sætter i det tidlige forår en række komplicerede, kemiske processer i gang, som nedfælder kviksølv i sneen, hvor det med smeltningen går ind i de biologiske processer og optages i havets fødekæde.

Sundheden i spil
De senere års AMAP-undersøgelser har gjort det mere og mere klart, hvordan giftstofferne belaster dyr og mennesker.

Der er især dyr i den øverste ende af fødekæden, som er udsatte. Nye resultater viser, at PCB kan nedsætte isbjørnes modstandsevne over for infektioner og forringe deres ungers levedygtighed. Men også hos f.eks. sæler og en række havfugle har forskerne registreret effekter af miljøgiftene.

AMAP-forskerne har også fået styrket mistanken om, at forureningen påvirker menneskets sundhed. Senest har en færøsk undersøgelse vist, at selv relativt lave niveauer af kviksølv kan hæmme børns koncentrationsevne, hukommelse og sprogindlæring.

De mest udsatte er de oprindelige folk i Canada og Grønland, som spiser det forurenede kød og spæk fra havdyr. Alligevel lyder budskabet fra AMAP, at befolkningen skal fortsætte med at spise den traditionelle kost. Den forebygger bl.a. hjerte-karsygdomme og har så mange ernæringsmæssige fordele, at det opvejer forureningsproblemet.

Forskerne har talt og anbefaler, at man fortsætter med at følge forureningen i Arktis nøje. Og så appelerer de kraftigt til politikerne om at blive enige om internationale aftaler, som kan begrænse de mange giftstoffer. Her ligger den eneste, langsigtede løsning af de arktiske forureningsproblemer.

Indhold 3/02

Den oprindelige befolkning i Grønland og Canada er hårdest ramt af miljøforureningen i Arktis, fordi de spiser den traditionelle kost fra havet. Især spæk er stærkt forurenet med miljøgifte.

Rygere mere belastede af miljøgifte

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100