Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Klip fra årgang 79

Forfatteren Tine Bryld tager i bogen Hjemmestyrets børn, årgang 79 pulsen på den årgang, som blev født med det grønlandske hjemmestyre. Hun har interviewet næsten 100 unge, og vi har fået lov til at klippe fra nogle af de interviews, der ikke blev plads til i bogen. Som det fremgår af citaterne, kredser mange unge om sprogproblemet og problemer på uddannelsesområdet.

- Jeg synes min generation har lært alt for lidt i folkeskolen. Jeg har lettere ved at skrive grønlandsk end dansk, og det er dansk, jeg skal bruge, når jeg er under uddannelse og senere skal arbejde. Vi skulle have lært meget mere dansk, mener de på min arbejdsplads. Jeg kan ikke finde ud af de svære ord, men skal nok lære det!

Jeg ville da foretrække grønlandsk arbejdskraft og undgå så mange tilkaldte, men lige nu er det altså på den måde. Jeg tror heller ikke på, at vi kan få selvstyre i de første mange år.


- Det var en mærkelig oplevelse at være vikar i skolen. Vi var 10 vikarer ud af et lærerpersonale på 40, og jeg blev sat til at undervise i alle klasser. Jeg var lige blevet færdig med GU. Selv om jeg havde faste timer, var vikarer ikke med til lærermøderne, men jeg gjorde hele tiden opmærksom på, hvad jeg var utilfreds med. Jeg kritiserede det meget fravær omkring lønningsdagen. Nogle lærere blev væk i to dage, så krævedes lægeerklæring og derfor mødte de på 3. dagen. Der var stor udskiftning og derfor ikke ret meget disciplin. Det var mere eleverne, der bestemte, end lærerne. Nogle gange var eleverne så umulige, at jeg fik lyst til at lange ud efter dem. Men når der ikke er regler, og de også hjemme får lov til at gøre, som de har lyst til, så er der ikke noget at sige til, at de bliver ligeglade og urolige i timerne.

- Mange kan ikke nok dansk, og nogle af eleverne vil ikke lære dansk. Jeg tror forældrenes holdninger præger dem. Hvis de er imod danskerne, så opmuntrer de ikke deres børn til at lære sprog. De dumme danskere er noget forældregenerationen står for, ikke os unge, der ved, at uden sprog når vi ingen vegne. Jeg har brugt meget tid til at sige til børnene, at de er nødt til at lære sprog, ellers bliver de tabere.


Der gælder den særlige regel for grønlandske studenter, at de kan komme ind på en hvilken som helst uddannelse, bare de har 8 i gennemsnit.

- Det er en rigtig dårlig ordning, som giver alt for mange unge grønlændere et stort nederlag. Vi er slet ikke på niveau med de danske studerende, hvor man ofte kræver et højere gennemsnit med en dansk studentereksamen, der også er på et højere niveau end den grønlandske. Selvfølgelig er der nogle, der klarer det. Jeg tror, det er unge, der har danske forældre, eller forældre med en uddannelsesbaggrund, eller unge der har taget en dansk studentereksamen.

Det var et chok for mig at komme til Danmark. Jeg kendte ingen, jo jeg havde flere år i forvejen besøgt min fars forældre, og der boede jeg en uges tid. Men jeg var helt alene i Århus og mistede næsten al selvtillid. Universitetet var så stort, jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg hørte til. Det tog lang tid at lære bustider, veje og butikker at kende. Og så forelæsningerne, som jeg heller ikke var vant til.


- Jeg følger ikke så meget med (i politik), fordi jeg har haft travlt med alt det andet. Jeg har aldrig stemt, fordi jeg ikke synes politikerne er gode nok, så jeg må leve med de beslutninger, de tager. Jeg ved, at mange unge har meninger om politik. Vi skriver og diskuterer indbyrdes, men det er meget få, der tør stille sig op i en større forsamling eller tør sige de ældre imod.

- Hvorfor er det sådan?

- Jeg tror, det er en følelse, mange har af ubetydelighed. Vi har altid haft andre til at bestemme over os. I kolonitiden og også nu. Vi tænker måske, at så går det nok, når andre tager ansvaret. Men det er en forkert tankegang, og vi unge må gøre noget for at ændre på det.


- Men der er for mange, der har det skidt. En af mine klassekammerater hængte sig på kollegiet. Han kom fra Østgrønland og var blevet drillet så hårdt, at han ikke kunne mere. Jeg kan huske hans mor, der kom herover til begravelsen. Hun forstod ingenting. Græd bare. Og i skolen var der ingen, der talte om det. Bare videre. Sådan er det ofte her i Grønland. Ikke se dig tilbage. Her i Nuuk kommer der mange fra andre dele af Grønland. Det er svært at komme til en stor by, og mange er slemme til at mobbe. Men vi unge, tror jeg, er blevet bedre til at lytte til hinanden. Jeg har en veninde, der har fortalt, at hun er blevet misbrugt af sin nærmeste. Det var nok ikke sket tidligere. Så havde hun båret det i sig selv.

- Jeg har altid elsket at gå ud med venner og kærester, og det er først nu, at jeg føler mig parat til et fast parforhold. Tidligere havde jeg mange forskellige fyre, men det holdt aldrig så længe.

- Er der nogen forskel på danske og grønlandske piger med hensyn til sex?

- Jeg synes grønlandske piger er langt mere villige. De har ikke så mange forbehold, når det gælder sex og har ofte mange forhold.

- Er det ikke bare en myte?

- Jeg ved det ikke. Jeg har tænkt meget over det. En del af dem, jeg kender, har oplevet seksuelle krænkelser, da de var børn, og det kan måske betyde, at de har et andet forhold til deres krop. Noget med at være til rådighed. Nogle lukker helt af, men mange er nærmest ligeglade. Jeg tror, det er mere udbredt med incest og overskridelse af seksuelle grænser end i Danmark.

- Er det noget I taler om indbyrdes?

- Jeg har talt med nogle veninder om det, men ellers er det tabu. Der skrives noget om det i pressen, men jeg synes ikke, der er åbenhed omkring disse emner. Der er også mange unge, der ikke bruger prævention, selv om det er gratis. Jeg har selv fået p-piller fra jeg var 14 år, men det gik altså alligevel galt!
Jeg vil altid være bange for, at der sker min datter noget. Misbrug, voldtægt ... Måske hænger det sammen med, at jeg har oplevet noget ubehageligt som barn. Det var en af min mors venner, der overnattede. Min mor var faldet i søvn, og han kom over til mig og ville have mig til noget. Jeg kan huske, jeg prøvede at komme væk fra ham. Heldigvis vågnede min mor og opdagede, hvad der var ved at ske. Hun smed ham ud og kørte til Sana, (sygehuset i Nuuk) for at få mig undersøgt, men han havde ikke nået at skade mig fysisk. Jeg var omkring fem år, men angsten for, at det kunne ske for min datter, er meget stor. Derfor vil jeg helst have drenge.

Indhold 3/02

Fotos: Per Folkver

 

Læs også:

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100