Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Kontinenter på kollisionskurs

Efter 30 års arbejde har geologerne nu kortlagt hele strækningen langs den 1300 kilometer lange kaledoniske bjergkæde i Nordøstgrønland. Undervejs har geologerne gjort overraskende fund, der har skabt helt nye teorier for dannelsen af bjergkæden.

Af

'For ca. 400 mio. år siden kolliderede de to daværende kontinenter Laurentia (inkl. Grønland) og Baltica (inkl. Skandinavien) med voldsom kraft. Bjergarterne langs randen af hvert kontinent blev presset sammen, så jordskorpen blev omtrent dobbelt så tyk som tidligere (ca. 70 kilometer), og en bjergkæde blev skabt - det geologerne i dag kalder Kaledoniderne i Nordøstgrønland og i Norge.

På højde med Himalaya
Ved kollisionen blev bjergarterne udsat for store deformationer, smeltning og omdannelse, og aflejringer, der tidligere havde ligget på havbunden mellem Grønland og Norge, blev nu skubbet flere hundrede kilometer ind på land.
Alperne og Himalayabjergene er nutidige eksempler på, hvordan kontinentkollision skaber bjergkæder. Sandsynligvis har Kaledoniderne engang været på højde med Himalaya med 8 kilometer høje bjerge, men millioner af års bevægelser i jordskorpen med hævning, erosion og kollaps gør, at det højeste bjerg i Nordøstgrønland i dag er ca. 3 kilometer.

Nordøstgrønlands geolog
Det var den karismatiske, danske geolog Lauge Koch, der i årene 1926-58 satte gang i en detaljeret, geologisk kortlægning af Nordøstgrønland. Lauge Koch havde med sine ekspeditioner og sit videnskabelige arbejde stor andel i, at Danmark ved den internationale domstol i Haag i 1933 fik tilkendt suverænitet over hele Grønland.

Desværre kom en retssag over en geologisk fagstrid få år efter til at skabe en dyb kløft mellem Lauge Koch og de øvrige danske geologer. I resten af sin levetid hyrede Lauge Koch næsten udelukkende udenlandske kollegaer til sine ekspeditioner, og blandt hans nærmeste medarbejdere var den schweiziske geolog John Haller.

GGU på banen
I 1968 - 4 år efter Lauge Kochs død - indledte det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU, nu en del af GEUS) den første af i alt 13 sommerekspeditioner til Nordøstgrønland.

Statsgeolog Niels Henriksen, som er bedre kendt under tilnavnet Oscar, har ledet samtlige ekspeditioner, og han beretter, at John Haller på trods af den gamle geologstrid heldigvis var særdeles positiv over for GGUs arbejde og gavmildt uddelte af sin store viden fra Lauge Kochs ekspeditioner.

Første etape af GGUs arbejde blev en skibsekspedition til Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, senere foregik arbejdet via landbaserede lejre fordelt langs hele Nordøstgrønland. GGU havde den betydelige fordel i forhold til Lauge Kochs ekspeditioner, at de kunne anvende helikopter til transport og rekognoscering.

Ny fortolkning
John Haller udgav i 1971 et stort og anerkendt værk om de østgrønlandske Kaledoniders geologi, men de seneste resultater fra GEUS har vist, at John Haller tolkede forkert, da han fremlagde en teori for dannelsen af Kaledoniderne.
Hvor Haller troede, at bjergkædedannelsen var sket på stedet ud fra de tilstedeværende bjergarter, viser den nye kortlægning, at hele den ca. 1300 kilometer lange, blotlagte del af Kaledoniderne i Nordøstgrønland er dannet ved, at store stykker af aflejringer er skubbet ind over hinanden og har lagt sig som tykke og tynde dækkener oven på de oprindelige bjergarter.

Nogle af aflejringerne består af den tidligere havbund med grundfjeld og overliggende sedimenter, der er transporteret op til flere hundrede kilometer fra øst ind over det grønlandske grundfjeldsskjold i forlandet mod vest. Herved blev en 500-700 kilometer lang strækning dramatisk reduceret til 300 kilometer, hvilket svarer til en 40-60% forkortelse.

Nøglen til Kaledoniderne
Nøglen til forståelsen af Kaledonidernes dannelse ligger gemt langs randen af Indlandsisen, hvor laget af tilførte fremmede bjergarter er tyndest. Her findes fem små, såkaldte tektoniske vinduer, hvor man får et kig ned til et tyndt lag (250-400 meter) af de oprindelige bjergarter (se figur). De kan være skabt ved, at f.eks. gletsjere har skåret sig ned igennem de flere kilometer tykke, overliggende lag af fremmede bjergarter og har blotlagt de oprindelige bjergarter.

Haller kortlagde faktisk den mest betydningsfulde af de tektoniske vinduer (Målebjerg-lokaliteten, se figur), men han forstod ikke betydningen af det, hvilket geolog Tony Higgins, som har været fast deltager på GEUS ekspeditioner til Nordøstgrønland, har fuld forståelse for. Haller var fra en tid uden kendskab til kontinentaldrift, og hvor man endnu ikke kunne aldersbestemme bjergarter, hvilket er et meget kraftfuldt værktøj for geologerne i dag.

- Om yderligere 30 år har geologerne måske fået helt andre værktøjer, og så kan det være, at det er vores teorier, der skal revurderes, bemærker Tony Higgins.
For ca. 25 år siden besøgte Tony Higgins selv et andet af de tektoniske vinduer uden at vide på det tidspunkt, hvor betydningsfuldt det var. Det var først ved kortlægningen af Målebjerg-lokaliteten under den sidste ekspedition i 1997-98, at GEUS indså, at der her var tale om tektoniske vinduer og dermed fik hele puslespillet til at gå op.


Foto: Tony Higgins

Klik for større figur og forklaring på de lagdelte bjergarter

Panoramaudsigt over de spektakulære Eleonore Bay-sedimenter på sydsiden af Lyell Land. Sedimenterne er i sin tid blevet aflejret på lavt vand ud for Østgrønlands kyst, men blev ved den kaledoniske bjergkædedannelse skubbet ind over land.

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100