Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Hval i sigte

Flytællinger gennemført af Grønlands Naturinstitut viser, at bestanden af hvidhvaler ud for Grønlands vestkyst er i tilbagegang. Tællingerne er flere steder foregået i samarbejde med lokale fangere og skal sikre en bæredygtig fangst.

Af

Når råbet 'Qilalugaq' lyder, er der gode tider på vej i en grønlandsk by eller bygd. Så er der hvidhval i sigte, og den smager godt.

Desværre sker det nu om dage sjældnere og sjældnere. Derfor er spørgsmålet om grænsen for bæredygtig fangst vigtigt både for almindelige mennesker i Grønland og for biologerne. Spørgsmålet er også reelt, for historiske kilder kan fortælle om store flokke af hvidhvaler i Vestgrønland, og de er nu forsvundet. Mindst 8000 hvaler blev der fanget alene ved Nuuk fra 1874 til 1922, mens der i årene 1922 til 1934 ikke blev fanget en eneste. I dag ses der ikke hvidhvaler i Godthåbsfjorden.

Men forsvandt hvidhvalerne på grund af overfangst, eller var det klimaændringer, der fik dem til at fortrække? Det kræver en omfattende viden at tage stilling til dette spørgsmål, og den er Grønlands Naturinstitut i gang med at skaffe sig. Resultatet bliver en model, som sammenholder oplysninger om bestandens tilbagegang og vækstpotentiale, og beregner hvilke virkninger, en fremtidig fangst vil have. Det er nemlig ikke helt enkelt at overskue.

Systematiske flytællinger

Det er vigtigt at vide, om der i virkeligheden findes færre hvaler, eller om de bare er flyttet et andet sted hen. For tiden er der to områder, hvor der er særligt mange hvidhvaler om vinteren. Det ene er Nordvandet mellem Thule og Canada, det andet er langs med Grønlands vestkyst fra Qeqertarsuaq/Disko ned til Maniitsoq.

Hvidhvalerne færdes i flokke, som formentlig holder sammen og opsøger de samme steder sommer og vinter. I løbet af de sidste tyve år har biologerne otte gange optalt hvalerne i farvandet ud for Grønlands vestkyst. Tællingerne foregår fra et Partenavia fly med store vinduer, der buler ud, så observatørerne kan stikke hovedet ud og se lige ned i vandet. Flyet følger nogle forud fastlagte linjer, enten 80 km frem og tilbage, stik vest og stik øst, eller langs med kysten. Det flyver langsomt og i lav højde, og bag de runde ruder sidder to observatører med øjnene opmærksomt rettet mod vandoverfladen. Alligevel er resultaterne ikke sikre.

I 1998 og 1999 dobbeltchekkede man tællingerne. Et videokamera blev hængt op under flyet og filmede det samme, som observatørerne så. Optagelserne blev senere sammenholdt med observatørernes notater, og resultatet var opsigtsvækkende: observatørerne havde overset halvdelen af hvalerne.

Dertil kommer, at formentlig halvdelen af hvalerne er på jagt efter føde på så store dybder, at de ikke kan ses, mens flyet passerer. Det skønner man ud fra undersøgelser af neddykningsmønsteret, som man følger med satellitsendere, der ersat fast på hvalernes rygge.

Tællingerne viser, at der bliver stadig færre hvaler langs den vestgrønlandske kyst. Sidst var der kun en fjerdedel af det antal, der blev observeret i begyndelsen af 1980'erne. Biologerne vurderer, at ca. 8.000 hvaler overvintrede i 1998 og 1999, men med forskellige beregningsmetoder kan man lande helt nede på 4.300 eller nå op på 14.800. Konklusionen er under alle omstændigheder, at hvidhvalen er i tilbagegang.

Fangerne inddrages

Dengang hvidhvalerne forsvandt fra Vestgrønland, først fra den sydlige del og senere også fra området omkring Upernavik, klagede fangerne til Nordgrønlands Landsråd over den intensive fangst, som blev drevet af den Kongelige Grønlandske Handel. KGH mente dog ikke, at nedgangen skyldtes overfangst, men klimaændringer, og at hvidhvalerne søgte andre veje og ikke benyttede de sædvanlige trækruter og overvintringssteder.

I dag er situationen en anden. Nu mener grønlandske fangere, at klimaændringer og trawlerstøj er skyld i hvidhvalernes forsvinden. Og i Upernavik mener de lokale fangere, at der er masser af hvidhvaler, som i flokke på op mod et tusind individer trækker forbi om efteråret.

Grønlands Naturinstitut, som er hjemmestyrets rådgiver på området, har indledt et samarbejde med fangerne i Upernavik.I 1998 og 1999 sendte man omkring 1. oktober et par medarbejdere og en helikopter til Upernavik i en femdages periode. Hver morgen blev der holdt et møde, og fangerne bestemte, hvor man skulle tælle hvaler den dag, og hvem der skulle med. Det var altså fangernes brede viden og intuition, der fik lov at råde. I helikopteren sad en medarbejder fra Naturinstituttet og en lokal fanger. På forhånd var det aftalt, at man skulle være enige om, hvor mange hvaler man så, og helikopteren cirklede rundt om flokkene, indtil man havde fået det hele med.

Samarbejdet forløb til alles tilfredshed, men resultatet af tællingerne var desværre ikke kæmpestore flokke. Man så dog et par tusind hvaler, der var på vej forbi øen Kullorsuaq, også kaldet Djævelens Tommelfinger.

Fælles bestande med Canada

Hvalerne færdes i flokke i området mellem Canada og Grønland og satellitsporinger viser, at de holder sig til de ruter, de er vant til. Flokkene svømmer rundt i hele området, men det er endnu ikke lykkedes at finde ud af, om de blander sig med andre flokke i parringssæsonen.

Det kan tænkes, at der genetisk set er tale om én stor bestand, men sandsynligvis er der tale om flere bestande i farvandet mellem Canada og Grønland. Derfor er der også indgået aftaler mellem grønlandske og canadiske myndigheder om regler for fangsten.

Begrænsninger i fangsten

Fangsten reguleres endnu ikke af kvoter, men kommerciel fangst må kun foregå fra joller og små kuttere under 25 BRT. Lidt større skibe, mellem 25 og 50 BRT må fange til eget forbrug, mens der fra skibe mellem 50 og 80 BRT kun må fanges max. 2 hvidhvaler til skibsproviant. Over 80 BRT er der forbud mod hvidhvalfangst. Aflivningen skal foregå så hurtigt som muligt, og flænsningen skal påbegyndes med det samme.

Drivfangst, hvor hvalerne omringes og drives sammen, så de er lettere at fange, er ikke tilladt. Men af og til hjælper naturen til. Det sker, når hvalerne er blevet 'omringet' af ubrudt havis af så stor udstrækning, at de ikke kan klare at holde vejret længe nok til at svømme ud under den. Så må de samles i en enkelt våge, hvor de kan trække luft. Fænomenet kaldes sassat. Opdages en sassat af fangerne, bliver det en stor begivenhed for dem, men også i den situation kræves det, at den enkelte fanger ikke slår flere hvaler ihjel, end han kan nå at flænse og transportere hjem på sin slæde.

Tællingerne fortsættes

Fangst af hvidhvaler skal rapporteres til myndighederne. De officielle tal opgiver en årlig fangst på omkring 700.

Indhold 3/00


Foto:Malcomn Ramsay

En flok hvidhvaler i en våge er mærket af et besøg af isbjørne.


Foto: Kunuk Kloster


Læs også:
100 hvaler om året

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100