Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:


Forandringens Vinde

Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland nedlægges, og den nye organisering af forskningssamarbejdet mellem Grønland og Danmark er endnu ikke politisk på plads. Formanden for Kommissionen, Claus Andreasen, giver fremtidens samarbejde et par ord med på vejen og opfordrer bl.a. til at tage udgangspunkt i de grønlandske forudsætninger.

Af Claus Andreasen

Med udgangen af september måned 1999 nedlægges Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland efter 121 års virke. Nogle vil sige: endelig! Andre vil med god grund spørge: hvad sker der så? Det sidste er et interessant, men p.t. desværre også ubesvaret spørgsmål. Forslaget til sammensætning og funktionsområder for en afløser: Kommissionen for det Dansk-Grønlandske Forskningssamarbejde (KODAGS) er endnu uden politiske eller bevillingsmæssige realiteter.

Jeg har været medlem af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland i mange år uden at have udviklet en speciel veneration for, at et gammelt organ skal bestå uændret. Der har været perioder, hvor jeg fandt det på grænsen til det absurde at opretholde Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland i fuld størrelse og sammensætning med de sparsomme midler, den havde at operere med. De seneste års særbevillinger hjalp noget, og de mange små og middelstore bevillinger til de grønlandske forskningsmiljøer har haft stor positiv betydning.

I Grønland har øget fokus på forskningen bl.a. medført særlige bevillinger til forskningsinitiativer og et dansk-grønlandsk samarbejde om ph.d.-stipendier for grønlandske forskere, og på institutionerne opstår nu ekspertiser, som ikke findes på danske institutioner, som traditionelt beskæftiger sig med Grønland. Desværre er miljøerne fortsat yderst sårbare, bl.a. modsvarer forskerrekrutteringen ikke behovene, og det vil fortsat være nødvendigt både at kunne tiltrække ikke-grønlandske forskere og at kunne trække på danske institutioners viden og ekspertise.

Den grønlandsk baserede forskning arbejder med data og emner, som indsamles og bearbejdes ud fra en ajourført viden om det grønlandske samfund, dets historie og aktuelle stade. Det var et særkende for Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, at den qua sin sammensætning inddrog denne viden i sin bevillingspolitik og derved undgik støtte til projekter, hvor det for den velorienterede var åbenlyst, at ansøger reelt ikke var ajour med situationen i Grønland inden for området.

Den nye Kommission bør i øget omfang afspejle den indsigt og tilskynde, at koordinering af indsatsområder og vilkårene for gensidig viden, forståelse og respekt forbedres. ¯gede bevillinger til grønlandsforskningen skal både være en investering i de grønlandske institutioners forskningsaktiviteter med mulig feed-back til de danske og en generel markering af et arktisk forskningsengagement. Det sidste er der øgede muligheder for gennem Grønlands unikke situation med den ene hånd i det dansk-nordiske samarbejde og den anden rakt vestover via udbygningen af de kulturelle, forskningsmæssige og politiske forbindelser. At kunne udnytte denne situation bedst muligt er mere et spørgsmål om menneskelige, fysiske og økonomiske ressourcer end mangel på forskningsmuligheder, -ønsker og -behov.

Relationerne mellem Danmark og Grønland har forandret sig meget i de sidste 25 år - og inden for forskningsområdet i særdeleshed inden for de sidste 10-15 år. Derfor var det naturligt igen at justere Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland.

Jeg håber og forventer, at den nye kommission vil få en sådan sammensætning og sådanne midler at arbejde med, at den kan medvirke til at sikre kontinuiteten på vigtige områder. Det er også vigtigt, at den vil kunne gribe og understøtte mulighederne for at styrke de grønlandsbaserede og de grønlandsorienterede forskningsinstitutioner og forstå potentialet i at styrke samarbejdet om forskningsindsatser og vidensoverførsel. Endelig er det vigtigt, at det i fremtiden bliver accepteret, at det inden for nogle områder vil være naturligt at satse på kompetenceopbygning dér, hvor der er levende og engagerede forskningsmiljøer og mest brug for den, dvs. i Grønland.

Claus Andreasen, lektor i arktisk arkæologi ved institut for kultur- og samfundshistorie, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Leder af Grønlands Nationalmuseum 1978-91, rektor for Ilisimatusarfik 1996-99, medlem af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland i knap 20 år, herunder formand det sidste års tid.

Indhold 3/99

Foto: Peter Olsen

Claus Andreasen har været medlem af KVUG i knap 20 år, herunder formand det sidste års tid.

Læs også:
Blade fra Kommissionens historiebog

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100