Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Det sitter fast

Et fastlåst bor har sat Danmarks internationalt meget omtalte iskerneprojekt på Indlandsisen, North GRIP, under pres. Men nødplanerne er på plads, og projektledelsen håber på de nødvendige bevillinger, så værdifuld viden ikke går tabt.

Af Poul-Erik Philbert
1371 meter nede i Indlandsisen sidder et 11 meter langt, højteknologisk iskernebor fast i bunden af borehullet. Uheldet skete i august 1997, og trods flere forsøg er det ikke lykkedes boreteknikerne på iskerneprojektet North GRIP at vriste boret fri.

Et spinkelt håb
På en computer i borehallen, som kommunikerer med boret, kan teknikerne se, at elektronikken i boret er intakt. Men det er i sagens natur umuligt at se, hvorfor det sidder fast. Det bedste gæt er, at der er tale om en kombination af en mekanisk fejl og problemer med borevæsken (se illustration).
Helt opgivet er boret dog ikke. I februar flyver to mand i en twin otter ind til borestedet på Indlandsisens top for at checke, om en portion glykol, som er hældt ned i hullet, har tøet problemet op.
- Det bliver en kold omgang, siger projektets leder Claus Hammer, for temperaturerne kan på den tid af året komme ned på 50 minusgrader. Så de får sikkert travlt med at grave sig ind til borehallen og komme ned i "varmen" til de - 33 grader, der er dér.

Nødplan på plads
Hvis heldet er med de to frysende boreteknikere, vil projektet køre videre efter den oprindelige plan, og både penge og hårdt arbejde vil være sparet. Hvis ikke, og det er nok det mest sandsynlige, har den danske projektledelse og samarbejdspartnerne fra Japan, Tyskland, USA, Frankrig og Island en nødplan parat, som dog først skal godkendes i forskningsrådet.
- Det drejer sig om at spare tid og penge, så vi vil forsøge at bore det nye hul til bunden på tre i stedet for fire år. Det gør vi ved at indsætte tre borehold i stedet for to og ved at udvide feltsæsonen med en måned.
I 1999 vil der kun være borefolk i lejren. Forskerne må vente til 2000 og på den måde give deres bidrag til at holde udgifterne nede. 2001 vil man efter nødplanen afslutte boringerne.

Flere midler
4 mio. vil uheldet belaste budgettet med. Men hvis det nye budget på 36 mio. skal holde, er det helt afgørende, at en ny boring kommer i gang med det samme. Ellers kan man ikke bruge den eksisterende infrastruktur, som om 3-4 år vil være begravet i sne og være uanvendelig.
Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd (SNF) har derfor allerede modtaget en hasteansøgning. Claus Hammer er optimist og tror på forskningsrådets forståelse:
- SNF véd godt, at iskerneboringer er en risikofyldt branche, og at North GRIP i virkeligheden har været heldig med kun at løbe ind i dette ene alvorlige problem.

De sidste 300 meter
Claus Hammer venter, at boringen vil give helt ny viden om Jordens klimahistorie og Indlandsisens udvikling. Radioekkomålinger med en ny, forfinet teknik har vist, at isen på borestedet ligger meget velordnet som en stak pandekager i kronologisk rækkefølge helt ned til den flade bund i 3000 meters dybde.
- Det betyder, at de sidste 300 meter is bliver meget spændende. Hvis isen i bunden er så velordnet, som målingerne viser, kan vi komme meget længere tilbage i tid end de 100.000 år, som den afsluttede GRIP-boring nåede i 1992. Måske 200-250.000 år.
Det kan gøre det muligt at trænge en eller to istider længere tilbage og nå en dybere forståelse af koblingen mellem klimaudviklingen på den sydlige og den nordlige halvkugle. Det sidste emne har forskere fra North GRIP sammen med kolleger fra isboringerne på Antarktis netop beskrevet i det ansete forskningstidsskrift Nature nr. 394.
- Så det vil være ualmindeligt surt, hvis vi bliver tvunget til at opgive at bore videre, lyder Claus Hammers afsluttende kommentar.

Indhold 3/98

Foto: Geofysisk afd.

Arbejdet med at bygge en ny borehal er allerede i gang, så en ny boring kan starte i 1999, hvis det ikke lykkes at få det fastlåste bor fri.

Grafik: Rie Jerichow

En prop i hullet
Iskerneboret sidder fast i borehullet 1371 meter nede i Indlandsisen. Boreteknikerne gætter på, at en kernefanger i bunden af boret sandsynligvis har sat sig fast i isen. Det er et problem, som oftest lader sig løse, men som tegningen viser, er boret samtidig blevet forseglet af en 3-4 meter lang prop bestående af issavsmuld, som hvirvles op under boringen. Normalt vil issavsmuldet stige til vejrs, men en ny type freon i borevæsken har vist sig at klæbe til isfnulleret og øge vægtfylden. Det betyder, at hvis boret ved en fejl går i stå, så vil issavsmuldet efter en tid lægge sig som en isprop omkring og over boret og gøre det ekstra vanskeligt at få det fri .

Kontakt
, Geofysisk Afdeling, Niels Bohr Instituttet, tlf.: 3532 0559

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100