Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Orm i Indlandsisen

Det er nu 50 år siden Thulebasen blev anlagt. Amerikanske forskere sluttede sig hurtigt til, og i løbet af 1950erne og 60erne gennemførte de omfattende eksperimenter på Indlandsisen. Bagved lå en stort anlagt, militær plan, Ice Worm, som aldrig blev til noget.

Af Poul-Erik Philbert
To kæmpestore opkørselsramper til Indlandsisen er i dag de eneste, synlige spor efter det amerikanske militærs store forskningsprojekter i Thuleområdet. Her lå fra 1954-66 Camp Tuto, hvor de første eksperimenter i og på Indlandsisen fandt sted, og herfra blev personel og materiel fra 1960-66 transporteret de næsten 200 kilometer ind til Camp Century, en forskningsstation gravet ned i Indlandsisen. Den civile forskning har hentet nyttig viden fra eksperimenterne i Indlandsisen, men hovedformålet var militært og dikteret af den kolde krigs logik.

De indledende øvelser
Kort tid efter at Thule-basen var på plads i 1952, gik eksperimenterne i gang (se artiklen på bagsiden). I to lejre på Indlandsisen blev store aluminiumsrør gravet ned i isen og blev arbejdsplads for bl.a. glaciologer og geofysikere, som undersøgte mulighederne for mere permanent ophold under isen.

Eksperimenterne fik yderligere et skub fremad fra 1954, hvor den videnskabelige lejr Camp Tuto (Thule take off) blev anlagt 25 kilometer sydøst for basen helt op til Indlandsisens rand, hvor der var gode muligheder for direkte adgang ind på isen.
Tuto havde plads til 500 mand og bestod af containerlignende, orange huse, der rummede alle de faciliteter, som normalt hører til en amerikansk militærbase.

Fra 1954 blev Camp Tuto brugt som udgangspunkt for arbejdet med at bore istunneller ind i Indlandsisen. Det største projekt blev sat i gang i 1958-59, hvor en 350 meter lang tunnel sammen med 5 sidetunneller gav ca. 2500 m2 under isen med en lejr til 25-30 mand.

Permanent lejr under isen
I 1958 havde forskere og logistikere fået så mange erfaringer med anlæg under isen, at en stor, permanent forskningslejr under isen kom på programmet. To store tilkørselsramper af jord og grus blev anlagt, og materialerne til en lejr med plads til 100-200 personerne blev fragtet omkring 100 miles ind på isen, hvor Camp Century i 2000 meters højde blev gravet ned i Indlandsisen.

Lejren bestod af 21 istunneler, i alt 3000 meter, opbygget af store metalbuer, som blev dækket med sne. Inde i rørene var der opstillet samme type containerhuse som i Camp Tuto, og her havde forskere og det øvrige personel deres dagligdag, som bortset fra de noget specielle omgivelser, har mindet om livet i en hvilken som helst anden amerikansk base. Der var selvfølgelig indkvartering, messe, værksteder, laboratorier, vand- og energiforsyning og kloakering, men også faciliteter som butik, hospitalsklinik, kirke, gymnastiksal, posthus og bibliotek, var der tænkt på.

Bag den hektiske aktivitet lå ønsket om at afprøve, om det var praktisk muligt at bygge permanente anlæg under isen, som kunne blive ramme om fremtidige arbejdspladser og opholdssted for militært personel. Eksperimenterne gik derfor ud på at teste, hvor store rum man kunne bygge under isen, og hvor godt de forskellige byggematerialer isolerede. Der blev også udført komplicerede, glaciologiske undersøgelser af, hvordan isens bevægelse og tryk under forskellige temperaturer påvirkede byggematerialerne, og hvordan de ekstreme temperaturer i det hele taget påvirkede forskellige materialer, våben, brændstof mm.

Projekt Iceworm
Amerikanernes store interesse for at afprøve anlæg under isen kan i det historiske bakspejl godt undre og har vel også givet panderynker hos en og anden i samtiden. Men da Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) i 1997 smækkede en 1100 siders historisk udredning og kildesamling på bordet om Thulebasens rolle i forbindelse med USAs overflyvning af Grønland med atomvåben faldt brikkerne på plads.

I deres søgen i amerikanske arkiver fandt forskerne tidligere hemmeligstemplede dokumenter fra begyndelsen af 1960erne, som i detaljer beskrev et storstilet projekt, Iceworm, der ville placere Grønland i centrum for USAs atomstrategi.
Planen gik på at placere op til 600 atombevæbnede mellemdistanceraketter i et 4000 kilometer langt istunnelsystem 10 meter under Indlandsisens overflade. Der skulle bores nye tunneller hvert år, så missilerne hele tiden kunne skifte position. I alt havde planlæggerne beregnet, at hele komplekset ville dække ca. 140.000 km2, og at det ville kræve 11.000 mand at betjene systemet.

Iceworm kan minde om drejebogen til en science fiction-film. Men det var det langt fra. I den gruppe, som fostrede ideen, sad tværtimod toppen af Kennedy-administrationens sikkerhedspolitiske elite. For dem havde Iceworm iøjnefaldende fordele. Nordgrønland var et fremskudt område, hvorfra hovedparten af målene i Sovjetunionen kunne nås. Og det lå isoleret, langt fra de tætbefolkede områder i USA og Vesteuropa.

Isen fik det sidste ord
Det har ganske vist ikke været muligt for DUPI at finde beviser på en direkte forbindelse mellem Operation Iceworm og de amerikanske eksperimenter på Indlandsisen. Men med Camp Century havde man under alle omstændigheder udviklet et koncept, der kunne bruges til at puste liv i skrivebordsprojektet Iceworm.

Flere konkrete eksperimenter i Camp Century peger direkte frem mod Iceworm. Fra 1960-64 afprøvede forskere og teknikere f. eks. en transportabel atomreaktor til feltbrug, ligesom der blev anlagt jernbane- og vejstrækninger i gangene under isen. Alt sammen nødvendige forsøg, hvis et fremtidigt projekt med bevægelige missiler i et flere tusinde kilometer langt tunnelsystem skulle føres ud i livet.

Når Iceworm-projektet ikke blev til noget, er forklaringen næppe de astronomiske anlægsudgifter på 2,4 mia. $ eller de 400 mio. $ til den årlige drift. Heller ikke den forventede politiske modstand i Danmark kan alene begrunde, at USA lod planerne blive i skrivebordsskuffen. I sidste ende var det Indlandsisen, som væltede læsset.

De mange glaciologiske undersøgelser viste nemlig, at de evigt bevægelige ismasser i løbet af ganske få år ville trykke og slide både tunneller og missilaffyringsstationer i stykker, og at projektet ikke var praktisk gennemførligt.

De militære visioner blev pakket sammen, og Camp Century lukket. Alligevel har den store forskningsindsats på Indlandsisen givet afkast. De omfattende eksperimenter har givet en masse erfaringer med bygninger og anlæg i de arktiske områder. Dertil kommer de mange geomagnetiske, seismiske og ionosfærefysiske målinger og nordlysobservationer. Endelig blev de første spæde skridt til de senere iskerneboringer på Indlandsisen taget, da en 1390 meter lang iskerne i 1966 blev boret op af Indlandsisen.

 

 

Indhold 2/02


Foto: USA Army Research Group

Foto: Jørgen Taagholt

Interesserede kan læse mere i:

Jørgen Taagholt: Thule Air Base 50 år,som er udkommet som særnummer af tidsskriftet Grønland, nr. 2-3, 2002 og kan bestilles på tlf.: 39 63 57 33.

Dansk Udenrigspolitisk Institut: Grønland under den kolde krig, Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, København 1997.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100