Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Tunits templer

Det nordgrønlandske sagnfolk, Tunit, anlagde nogle imponerende, aflange stensætninger, som arkæologerne mener har været brugt som rituelle samlingssteder. Vi spoler tiden tilbage til 1200-tallet og overlader scenen til Tunit.

Af Henning Thing
De ti mænd gik med lange, spændstige skridt gennem det stenede landskab. Alle med en harpun i den ene hånd og en lille skindpose i den anden. Deres ankellange pelsfrakker af ræveskind havde høje kraver, der fremhævede mændenes brede skuldre og store vækst. Et stykke efter den lille gruppe mænd fulgte kvinder og børn - også klædt i rævepels.
Tusmørket sænkede sig over Qeqertaarsuit, medens de vandrede. Det var efterår og første nymåne efter første solnedgang. Vandhullerne havde allerede nyis, og vinterens første varsler var tydelige. Efter tyve minutters gang nåede mændene til den store aflange stensætning, der i generationer havde været stedet for deres førvinter-ritual.
Kvinder og børn fordelte sig ved de ni omkringliggende bålsteder ude i terrænet i kiggeafstand fra "templet". Mændene fortsatte ind i det lave, sindrigt konstruerede kultsted, der var indviet til isbjørnens ånd.
Her fik de snart tændt atten små bål, ni i hver side af templets lange midtergang, ét ud for hvert af ni nøjagtig ens rum på begge sider. I midtergangen herskede bopladsens åndelige leder, åndemaneren. Langsomt begyndte han at bevæge sig frem og tilbage, medens han i dans og monotont, messende sang manede isbjørnens ånd frem fra mørket. De øvrige mænd faldt hurtigt ind.
Lydene blev båret ud i terrænet til de ni små bål, hvor familiemedlemmerne i stilhed fulgte ceremonien. Inden længe ville isbjørnens ånd være hos dem og give dem alle fornyet styrke, sundhed og god fangst gennem vinteren og fred med de nye mennesker, de for første gang havde set den sommer.
 
Tunit - indlandsboerne
Dér var de så, Tunit, som de nuværende grønlændere kalder dem, i den stjerneklare septembernat for 800 år siden. Få år senere forsvandt de fra Thule-området, og siden har de kun levet i de mange inuit- og nordbosagn om det mystiske indlandsfolk.
Sagnene fortæller, at de har været meget store og stærke, at de gik i lange pelskapper, der ikke havde hætter, men kun høje kraver; at de var meget fredselskende og temmelig bofaste og at de elskede deres ægtefæller over alt andet!

Et rituelt samlingssted
Arkæologerne kalder dem for Dorset-folket og deres kultur for Dorset-kulturen, men ved endnu kun lidt om Tunits liv og færden i Grønland på denne tid.
De kom vandrende over havisen fra det, vi i dag kalder Canada. Og forsvandt igen uden nogen forklarlig grund i slutningen af 1200-tallet.
Forskerne mener ikke, at de har haft hverken hunde, slæder, kajak, konebåd, bue og pil eller vridbor. Men alligevel formåede de at leve i århundreder i Arktis uden alle disse 'højteknologiske' opfindelser, der senere sikrede Inuit herredømmet i verdens nordligste egne.
For et par somre siden fandt et forskerhold fra Canada, Danmark og Grønland i alt tre bopladser og tre kæmpestore stensætninger ved Qeqertaarsuit i den sydlige del af Nunarsuaq, 'det store land', nord for Thule, det som danskerne kalder Inglefield Land.
I første omgang mente arkæologerne, at stensætningerne var resterne af store langhuse, hvor der havde boet mange sammen. Men den teori holdt ikke længe. Man fandt nemlig ingen efterladenskaber fra beboelse og hushold, og de små bålsteder indeholdt kun lidt trækul.
Det tyder på, at stensætningerne kun har været brugt kortvarigt, og at de derfor mest sandsynligt er blevet opført som en imponerende ramme omkring bopladsernes rituelle handlinger.

Livets nødvendighed
Tunit levede i det yderste nord, og vi må forestille os, at det har været et hårdt slid året rundt at skaffe det daglige kød. På kanten af mulig menneskelig eksistens, vil mange mene.
Men vi fornemmer, at de klarede sig godt, og at de har efterladt sig mange enestående og fascinerende spor. De brugte megen tid på at udskære den mangfoldige og utroligt smukke miniaturekunst, som afslører deres intime kendskab til fangstdyrene. De brugte også tid og ressourcer på at konstruere de imponerende store stensætninger, 'templerne'.
Nutidens mennesker bør ikke tolke disse kulturelle aktiviteter som et udslag af megen fritid, men derimod opfatte Tunits kunst og åndelige engagement som en simpel nødvendighed for fortsat overlevelse.
For disse folk var det givetvis en forudsætning for at kunne fange det daglige kød, at man konstant sørgede for at være på god fod med fangstdyrenes sjæle og de åndelige kræfter, der rådede i jord, himmel og hav. Menneskene eksisterede helt og holdent på deres nåde. . .
. . . og det var derfor, de var samlet denne klare septemberaften i deres tempel.

Indhold 2/98

Grafik: Rie Jerichow

I den stjerneklare septembernat for 800 år siden er Tunit-folket i gang med deres tilbagevendende førvinter-ritual, som skal give dem styrke, sundhed og god fangst gennem den lange, mørke vinter.


På denne gamle tegning ses et kulturelt samlingssted for en indianerboplads lidt i stil med Tunits stensætninger tusinder af kilometer længere mod nord.


Tunit var eksperter i at fange hvalrosser, og hvalrosser har stødtænder af elfenben. De store hvide tænder var som guldbarrer for nordboerne, som i 1100-1200 tallet blev hårdt presset af den norske konge til at betale skatter, så de sparsomme forsyningstransporter mellem Norge og nordboernes bygder i Grønland kunne opretholdes. Sandsynligvis er meget hvalroselfenben på den tid blevet fragtet sydover ombord på vikingeskibe fra Tunits bopladser for senere at ende som "kontanter" i Europa.

Kontakt:

Nationalmuseet
Etnografisk Samling
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K
Tlf.: 33 47 32 21

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100