Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK POLARCENTER

København, den 4. maj 2006
Dansk Polarcenters populærvidenskabelige nyhedsmagasin Polarfronten er netop udkommet og vi henleder især opmærksomheden på to artikler om bly i blodet hos grønlændere.

Bly i blodet
Grønlænderne har et højt indhold af bly i blodet. Det skyldes især, at de spiser fuglekød med blyhagl. Der kan være så meget bly, at det påvirker fostre og børn. Det viser en undersøgelse udført af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Lægeklinikken i Nuuk.

Indholdet af bly i blodet er faldet i den vestlige verden gennem de seneste årtier. Sandsynligvis fordi den blyholdige benzin er blevet faset ud og erstattet af mindre giftige benzintyper. Man har kunnet følge den samme tendens i Grønland, men samtidig har de seneste undersøgelser registreret, at grønlænderne har et større blyindhold i blodet end befolkningerne i andre arktiske områder og i Skandinavien.

Blyhagl er synderen
Det er også en kendt sag, at mange grønlandske fugle har et højt blyindhold, fordi Grønland er et af de steder, hvor blyhagl stadig er tilladt. Derfor har forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Dronning Ingrids Hospital i Nuuk undersøgt sammenhængen mellem en kost med mange fuglemåltider og indholdet af bly i blodet hos grønlænderne.

- Der er den tydelige sammenhæng, at jo flere fuglemåltider man spiser, jo højere blykoncentrationer får man i blodet, fortæller undersøgelsens leder Poul Johansen fra DMU. Indholdet af bly i blodet svinger betydeligt i løbet af undersøgelsesperioden og er højest midt om vinteren, hvor deltagerne også spiser flest fugle. Så den overordnede konklusion på undersøgelsen er derfor, at fugle skudt med blyhagl er den vigtigste kilde til menneskers belastning med bly i Grønland.

Skadeligt for fostre og børn
Umiddelbart er der dog ingen akut fare forbundet med at spise fuglekød for voksne. Den højeste målte koncentration af bly i blodet var 221 mikrogram pr. liter, og det er 3-4 gange lavere end det niveau, som kan forventes at give akut blyforgiftning. Undersøgelsens resultater giver dog anledning til bekymring for fostrene hos gravide kvinder og for børn.

- Tidligere undersøgelser viser, at relativt lave koncentrationer på mellem 50 og 100 mikrogram bly pr. liter blod kan give skader hos fostre og børn og påvirke børnenes intelligens, indlæringsevne og finmotorik, fortæller Poul Johansen.  Vi ved, at et foster har den samme blykoncentration i blodet som moderen, så undersøgelsens resultater peger på, at der kan være en risiko for, at børnenes centrale nervesystem kan påvirkes under graviditeten.

Kontakt: Poul Johansen, tlf. 4630 1936, 

Artiklen kan læses i sin helhed på www.polarfronten.dk

Haglforstoppelse
Blyhagl kan i værste tilfælde ophobes i tarmsystemet og forårsage blyforgiftning. Det er dog nok sjældent, det går så galt som for en 73-årig, canadisk inuit-kvinde. En røntgenundersøgelse viste, at hendes blindtarm var fuldstændig fyldt op med blyhagl, se vedhæftede billede (copyright The New England Journal of Medicine).

Forklaringen på den ældre dames haglforstoppelse er sikkert mange års dårlig fordøjelse. Men også kvindens dårlige tænder og høje alder kan have været medvirkende til, at hun ikke har fundet haglene, men har slugt dem. Læg i øvrigt mærke til, at endnu et hagl til højre over blindtarmen er på vej igennem systemet. Det stammer højst sandsynlig fra et måltid, hun for nylig har indtaget.

 


Redaktionen:
(ansvarshavende)
(redaktør)
(layout)




Hent Polarfronten 1/2006 som PDF

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100