Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Melodien, der blev væk

Første sats
En sen eftermiddag sidst i maj ved floden Lena dybt inde i de endeløse nåleskove i det centrale Sibirien, – for 6000 år siden.

Pludselig skrider underlaget, og grantræet må overgive sig til vårflommens voldsomme vandmasser, som æder bid for bid af den skovbevoksede flodbred. Træet driver hjælpeløst af sted i flodens favntag nord på mod Ishavet, – og en lang, lang rejse er begyndt mod en endnu ukendt destination i det fjerne nord.

Grantræet når frem til det iskolde polarhav i godt vandskuret og grenløs tilstand; der var mange grove knubs undervejs. Efter mange årtiers indefrysning i havisen og drift i de korte somre kaster en efterårsstorm den sibiriske granstamme op på en leret strandbred i Nordgrønland ...

Anden sats
Seks tusind polarvintre går. Landet og strandbredden hæver sig langsomt, men sikkert, og en skønne junidag i 1950 kommer Knud, en ung geologistuderende fra København, vandrende langs den tørlagte strandbred. Han har netop selv oplevet sin første polarvinter som medlem af Dansk Pearyland Ekspeditions overvintring. – Der må have været noget særligt ved granstammen, for Knud standser og frigør den fra lerskrænten. Et usædvanligt stykke drivtømmer, som kan aldersbestemme den gamle strandbred, den blev skyllet op på i fordums tid.

En anden idé spirer også frem hos Knud, som holder meget af klassisk musik. Gennem den lange mørke vinter har han og de andre i huset ved Brønlunds Fjord lyttet til de udødelige toner fra lakpladerne på rejsegrammofonen: Bach, Beethoven, Chopin, Mozart og – ikke mindst – Schubert. ... Kunne denne granstamme måske bruges til et andet formål, end det strengt naturvidenskabelige? Knud træffer en hurtig beslutning og afmærker stedet, så stammen kan afhentes senere på sommeren, når det bliver bådsæson. Granstammen skal bringes hjem til København; der er spændende planer for dens fremtid.

Tredie sats
Vel ankommet bliver stammen renset grundigt, og et stykke bliver savet af og sendt til New York, hvor det skal aldersbestemmes. Ved gennemsavningen afsløres det, at årringene ligger meget tæt; de karrige livsbetingelser i det kolde Sibirien gav gamle, men ikke store og tykke træer. Granstammens ved er derfor hårdt og det lange vandophold og årtusinders udtørring i Nordgrønlands polarørken har gjort træet ideelt – til violinbygning.

En af Knuds bekendte ved Geologisk Museum havde heldigvis violinbygning som sin hobby, og snart leverede granen fra Sibirien byggematerialet til en ishavsviolin, der aldrig før eller siden har set sin lige. Det tog nogle måneders intenst aften- og weekendarbejde i det lille, hyggelige violinbyggerværksted i villaen nord for København, førend produktet stolt kunne præsenteres.

Efter 6000 år og 6000 kilometers rejse var grantræets sjæl nu i violinens krop. I sandhed et bemærkelsesværdigt musikinstrument. Dens varme og skønne klang kunne smelte isfjelde. Stradivarius ville have drømt om at bygge violiner af sådant materiale.

Som i et H.C. Andersen-eventyr var det gemte og glemte grantræ kommet til hovedstaden, hvor den oplevede pomp, pragt og beundring. Den blev endda strøget på af en musicus i det Kgl. Kapel og fik det allerbedste skudsmål med på vejen.

– Ingen tvivl om det: Drivtømmerviolinen fra Peary Land var en ener!

Fjerde sats
En violin med en så lang fortid fortjener en lige så lang fremtid. Men hvor befinder den sig?

Polarfrontens mange læsere kan hjælpe til med eftersøgningen. Er der mon nogen, der kender til drivtømmerviolinens nuværende tilholdssted?

Polarfronten vil meget gerne opspore violinen, fotografere den og optage dens lyd, når den fylder sjæl og krop med tonerne fra Schuberts lied ”Der Winterabend”, som blev spillet så meget på rejsegrammofonen den vinter i Peary Land.

Indhold 1/04

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100