Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Kommentar:

Af Jens Peter Lange

Et lokalt fingeraftryk på fuglebekendtgørelsen

Miljøorganisationen Uppik er tilfreds med den nye fuglebekendtgørelse. Uppiks formand Jens Peter Lange mener, at den sikrer en bæredygtig udvikling, men efterlyser på længere sigt, at bekendtgørelsen får en kraftigere lokal forankring og tager flere lokale hensyn.

Uppik har deltaget aktivt i forarbejdet til den nye, grønlandske fuglebekendtgørelse, som blev vedtaget i januar måned i år. Vi er grundlæggende meget tilfreds med resultatet, som ikke ligger så langt fra den forrige bekendtgørelse fra 2001. Selv om jagttiderne nord for Kangatsiaq er udvidet med 14 dage i forhold til bekendtgørelsen fra 2001, mener vi stadig, at den nye bekendtgørelse giver et godt grundlag for en bæredygtig udnyttelse af Grønlands fuglearter. Det samme gælder den udvidelse af jagtperioden, som er indført for Thule-området og Østgrønland, hvor de ellers truede arter, lomvien og edderfuglen, findes i rigeligt antal.

I Uppik kunne vi imidlertid godt have ønsket, at der var flere lokale variationer i bekendtgørelsen. For eksempel mener vi, at problemet med de mest truede arter, polarlomvien og edderfuglen, er størst nord for Kangatsiaq. Jeg kunne forestille mig, at man kunne lette beskyttelsen af nogle af de andre ikke-truede fuglearter, bl.a. riderne, i dette område, fordi det ville øge jagtmulighederne uden at ramme bæredygtigheden. På den måde kunne en større lokal administration af fuglebekendtgørelsen lette trykket på fangerne.

Som det er i dag, vil det imidlertid være svært at administrere en lov, som stiller forskellige krav til regionerne og lokalområderne. Kommunerne har ikke den nødvendige kompetence, der for øjeblikket ligger i Nuuk. Derfor vil vi i Uppik arbejde for, at der etableres miljø- og naturudvalg i kommunerne, som i fremtiden kan administrere en mere lokal naturforvaltning og sikre, at dialogen mellem politikere, administratorer og befolkning udvides.

En anden vej frem er, at vi sikrer de store, fredede områder – Ramsarområderne – så de reelt kommer til at fungere som fredede områder. Det gør de ikke på nuværende tidspunkt. Ved Grønne Ejland i Disko-området giver det f.eks. stadig problemer, at der bliver fisket tæt op til fuglenes ynglepladser. Det kunne hjælpe med en tomilegrænse. En effektiv fredning af Ramsarområderne ville sikre, at ynglestederne blev beskyttede, og det ville give mulighed for at revidere fuglebekendtgørelsen, så den kunne tage lokale hensyn og bygge på en lokal administration.

Det har været meget positivt at opleve diskussionerne op til fuglebekendtgørelsen. Tidligere var det sådan, at forskerne og embedsmændene leverede materialet til de love, som politikerne gennemførte. Befolkningen blev ikke hørt. Sådan har det ikke været denne gang. Mange har deltaget i møderne og høringerne om fuglebekendtgørelsen, og det har fået flere i Grønland til at tænke i beskyttelsesbaner og forstå, hvad en bæredygtig udvikling vil sige. Jeg tror, at denne udvikling betyder, at mange flere i fremtiden vil få øjnene op for, at det at være med i en debat betyder, at man tager et ansvar.

Indhold 1/04


Jens Peter Lange er formand for miljøorganisationen Uppik.

Kontakt:

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100