Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Diamantefterforskning i Grønland:

Mens vi venter på det store gennembrud

Grønland har det sidste årti været skueplads for intensiv diamantefterforskning. Interessen koncentrerer sig især om de små, runde søer, hvor geologerne mener, at chancerne er størst. Indtil videre er det dog kun blevet til små, værdiløse diamanter.

Af Gabrielle Stockmann

Jagten på diamanter i Grønland tog sin begyndelse i midten af 90’erne, efter at der havde vist sig store forekomster i Lac de Gras-området i nabolandet Canada. Grønland og Canada har i Jordens tidlige, geologiske historie stødt op til hinanden, og undergrunden er med stor sandsynlighed så ens, at når man finder diamanter i Canada, så er potentialet også til stede i Grønland.

Oven på diamantfeberen i Canada gjorde Råstofdirektoratet i Nuuk og GEUS (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse) en ihærdig indsats for at promovere Grønland som potentielt diamantland. Det lykkedes, og i 1995-96 så Grønland sit hidtil største boom i antallet af tilladelser til mineselskaber, der ville efterforske diamanter i Grønland.

Op fra dybet med elevator

Råstofdirektoratet og GEUS følger mineselskabernes arbejde og resultater tæt, men har tavshedspligt over for offentligheden, så længe mineralefterforskning er i gang. GEUS er med i den geologiske kortlægning, der kan give mineselskaberne et vink om, hvor det er værd at lede efter diamanter.

En af de geologer, der har været involveret i diamantefterforskningen, er post.doc. Henriette Hansen fra Afdeling for Geologisk Kortlægning på GEUS. Hun sidder med et stykke af bjergarten kimberlit og en lille bitte mikro-diamant foran sig og fortæller, at kimberlit er den bjergart, man først og fremmest sætter i forbindelse med diamanter.
Kimberlit bliver populært kaldt for en ’elevator’, fordi den via vulkansk aktivitet kan bringe diamanter og andre mineraler fra 150-200 kilometers dybde op til Jordens overflade. Det forgår ofte med ufattelig høj hastighed, omkring 30 dage, og på sin eksplosive vej op igennem jordskorpen river kimberlit-lavamassen små stykker med af de bjergarter, den passerer på sin vej. Dette er til stor glæde for geologerne, for det giver dem en enestående mulighed for at se hvilke bjergarter og mineraler, der findes i de allerdybeste dele af jordskorpen.

Tudsegamle diamanter
Diamanter findes primært i de allerældste områder på jorden og kan være op til 3,3 milliarder år gamle, hvilket er en betydelig alder i betragtning af, at jorden er 4,6 milliarder år gammel. Langt de fleste, naturligt dannede diamanter er ca. 1 milliard år gamle eller ældre, og det vidner om, at dannelsen af diamanter er en meget langsommelig proces.

Foruden rigeligt med tid kræves der de helt rigtige tryk og temperaturer for at danne diamanter. De perfekte betingelser findes i bunden af de gamle kontinenter og bjergkæder. Her finder vi det, man populært kalder kontinenternes ’kolde rødder’, nemlig kombinationen af enorme tryk og moderate temperaturer.

Det fortælles, at man i det sydafrikanske diamantselskab De Beers satte sig med et verdenskort og indtegnede alle de ældste områder på Jorden for at indkredse, hvor der potentielt kunne være diamanter. Herefter gik man i gang med at undersøge bl.a. aflejringer i elve fra de mest lovende diamantområder. Og med stor succes. De Beers menes stadig at have næsten monopol på verdens diamanthandel.

Toppen af guleroden
Et af de urgamle, kontinentale områder findes i Vestgrønland fra Sisimiut i nord til området lige nord for Ivittuut i syd. De fleste diamanter i Grønland er da også fundet i trekantsområdet mellem Maniitsoq, Sisimiut og Kangerlussuaq.

Indtil videre har høsten primært bestået af mikrodiamanter samt nogle enkelte makrodiamanter (se boks). Henriette Hansen breder et stort kort ud over Vestgrønland, hvor en masse firkanter viser, hvor der er eller har været efterforskning i gang.
Mange af firkanterne koncentrerer sig omkring små, runde søer, og det har en meget naturlig forklaring. Henriette forklarer, at kimberlitlava på vej op gennem jordskorpen kan få en nærmest gulerodsformet struktur. Det sker, fordi der frigives et stort indhold af gasser, efterhånden som lavaen arbejder sig op mod jordoverfladen, og trykket falder. Det får lavaen til at eksplodere i den sidste fase, inden det når jordoverfladen. Kimberlit-bjergarten bliver pga. eksplosionen meget porøs, og vil danne naturlige lavninger og søer i landskabet. De små runde søer kan således være toppen af guleroden, hvorunder der gemmer sig diamantrigdomme (se figur).

Nål i en høstak
Kun ganske få kimberlit-forekomster på Jorden er diamantførende, og under 1% af dem er økonomisk rentable for minedrift. Og selv i de forekomster udgør diamanter kun en meget lille brøkdel. I det store og hele svarer jagten på diamanter til at finde nålen i høstakken. Derfor leder geologerne i første omgang efter andre mineraler som f.eks. krom-rige granater, der kan indikere, at der er diamanter tilstede. Disse indikatormineraler dannes under samme tryk og temperatur som diamanter, men findes i meget større mængde og er derfor lettere at finde end diamanter. Men de giver ingen garanti for, at der findes diamanter – kun et tegn.

Mineselskaberne undersøger i første omgang aflejringer fra elve, jordprøver, isprøver og borekerner for disse mineraler ofte kombineret med geofysiske målinger fra luften, der kan afsløre tilstedeværelsen af kimberlit. Først derefter går diamantjagten i gang.
Selvom verdensmarkedet i øjeblikket er inde i en økonomisk lavkonjunktur, fortsætter jagten på diamanter i Grønland, om end på noget nedsat kraft. Mineselskaberne tror stadig på, at der nede under en af de utallige, små, runde søer i Vestgrønland gemmer sig et kimberlitrør, der måske bærer diamanter. Det er kun et spørgsmål om tid inden det lykkes, siger mineselskaberne optimistisk.

 


Andre numre
Indhold 1/03



Figur: GEUS

 

Mikro og makro
Diamant er opbygget af grundstoffet kulstof, C. Det har en meget kompakt struktur og er verdens hårdeste, kendte mineral. Diamanter findes i klare varianter og mere sjældent i farverne blå, rød og grøn. Størrelsen for diamanter angives som under 0,5 mm for mikrodiamanter og over 0,5 mm for makrodiamanter. Mikrodiamanter er i det store hele værdiløse. Diamanters værdi angives med enheden karat, en vægtenhed (1 karat = 0,2 gram).


De fleste diamanter i Grønland er fundet i trekantområdet mellem Sisimiut, Kangerlussuaq og Maniitsoq, som rummer nogle af Jordens ældste områder.


Foto: Svend Monrad Jensen

En geolog studerer randzonen mellem den mørke kimberlit, som kan indeholde diamanter, og de omgivende lyse bjergarter. Området ligger sydvest for Kangerlussuaq, hvor en af de største kimberlitforekomster i verden findes.

 

 

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100