Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:


Da tupilakken blev synlig

Når vi står med en af de kunstfærdigt udskårne tupilakker i hånden, ved vi godt, at den er lavet til turister. De fleste er sikkert samtidig overbeviste om, at nutidens kunstnere med deres udskæringer blot viderefører en meget gammel, religiøs tradition i Grønland. Men det er ikke rigtigt.


For grønlandsturister er de grumt udseende tupilakker noget af det mest grønlandske, man kan forestille sig. Men selvom også mange grønlændere i dag har figurerne stående, er der ikke tale om oprindeligt religiøse genstande, men om kunstgenstande, som fra starten er lavet til et ikke-grønlandsk publikum.
Før kristendommen vandt indpas i det grønlandske samfund, var usynlige dræberånder, tupilakker, et led i grønlændernes magiske forestillinger. En tupilak blev skabt med det formål at forvolde et andet menneske ondt og i yderste konsekvens dræbe dette.

Materialet til fremstillingen skulle have relation til offeret og kunne bestå af udvalgte dele af nedlagte fangstdyr og menneskerester, som stammede fra offeret selv eller dets slægtninge. Efter at have suget kraft hos sin skaber kunne tupilakken med trylleformularer nu sendes mod offeret.

Der var dog det lille problem, at opdagede modtageren, at tupilakken var på vej mod ham, og var han stærk nok, kunne han i et snuptag dreje den omkring. Den ville så gå mod sin skaber og dræbe denne. Man kunne kun undgå selv at dø, hvis man stod frem og åbent bekendte sine synder. Men så havde man også tabt ansigt i det lille samfund.

Det var kun åndemanerne, som havde en forestilling om, hvordan tupilakkerne og de andre ånder så ud. Da etnografen William Thalbitzer i 1905 besøgte Østgrønland, gav han i nysgerrighed en åndemaner blyant og papir og bad ham om at lave en tegning af en tupilak, så han kunne få at vide, hvordan de så ud.

Åndemaneren var ikke særlig fortrolig med blyant og papir og lavede derfor i stedet en lille figur i træ. Eskimoerne havde igennem århundreder skåret små figurer i ben, tand og træ, som mest blev brugt som legetøj for børnene. Thalbitzer var yderst tilfreds med sin tupilak, og da han kom tilbage til Danmark, viste han den interessante figur frem og fortalte om dens tilblivelseshistorie. Andre blev fascineret af kunstværket, så da der en snes år senere igen var danskere på besøg i Østgrønland, blev de lokale beboere endnu en gang bedt om at skære figurer af tupilakker.

På den måde gik det op for grønlænderne, at der var penge at tjene på de kunstfærdige og fantasifulde figurer, som forestillede ånder, især tupilakker. Da der således var skabt et marked, gik flere i gang med at skære figurer, der oftest var rene fantasifostre blandet med inspiration fra de grønlandske myter og sagn. En hel industri opstod og udviklede sig for alvor efter Anden Verdenskrig, hvor Grønland oplevede en kraftig stigning i antallet af besøgende.

I dag arbejder kunstnerne i tand, ben, fedtsten eller drivtømmer og tilstræber så fantasifulde figurer som muligt, fordi det er de mest vildtudseende figurer, som sælger bedst.

Så mon ikke turister fortsat vil blive draget af de mystiske tupilakker, også selvom de ved, at figurerne er et produkt af en souvenirindustri, som kun er omkring 100 år gammel og aldrig er indgået i grønlændernes gamle, religiøse ceremonier?






Harpuneret tupilak indsamlet i Ammassalik i 1930erne.


William Thalbitzer bad i 1905 åndemaneren Mitsivarniaanga i Ammassalik om at tegne en tupilak. I stedet skar han i drivtømmer en tupilak, som plagede familien. Udskæringen er omvundet med skindremme og øjne og tænder fra et rigtigt barnelig.


Foto: Jan Toft

Et eksempel på en tupilak fra 1980'erne.

Kontakt

Nationalmuseet
Tlf.: 33 47 32 07

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100