Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:

Rigdom fra himlen

En jernmeteor på flere hundrede tons faldt for nogle tusinde år siden over Kap York i Nordgrønland. Jernet bragte rigdom til Thule-folket og blev over flere hundrede år spredt over en stor del af det arktiske område.

Af Jens Jørgen Kjærgaard

Danske forskere søger og finder meteoritter højt mod nord og langt mod syd. I vinteren der gik deltog lektor Henning Haack fra Geologisk Museum i København i en vellykket amerikansk ekspedition til Queen Alexandra Range i Antarktis. Og hen på sommeren håber astronom Holger Pedersen fra Niels Bohr Institutet at have midler til en fornyet søgning efter stumper af Kap York meteoritten på en nunatak nær Thule Air Base.

Spredt over 100 kilometer
Der er til dato fundet 58 tons jern fra Kap York-bygen spredt over en 100 kilometer lang faldstrækning. Mange af meteoritterne befinder sig på Geologisk Museum, mest iøjnefaldende er den 20 tons tunge Agpalilik på slæden ved indkørslen. Den er i tresserne hjembragt fra Kap York i det nordvestligste Grønland af docent Vagn Fabritius Buchwald, nu emeritus med kontor på museet.

- Men der må være meget mere, siger Vagn F. Buchwald. Måske 200 tons... Vi har ikke kunnet opbygge et sammenhængende moderlegeme ved modellering af de kendte fragmenter; der mangler alt for mange brikker i puslespillet.

Der ligger utvivlsomt mange store og små fragmenter deroppe, noget indlejret i Indlandsisen, andet på bunden af fjorde og bugter. Og man kan kun gisne om, hvad der skjuler sig i de udstrakte stenmarker og tundrapartier.

En skatkiste for Thule-folket
Man kan ikke sætte dato på bygens fald, men den er i hvert fald ankommet for mere end 1.000 år siden, måske er der gået 10.000 år. Buchwald er ret sikker på, at landet var folketomt. De voldsomme begivenheder på himmelhvælvet ville have brændt sig fast i erindringen, men der er ingen sagn og myter om den støjende ankomst.

Men canadiske forskere er overbevist om, at der var inuitter i området, da himmelske projektiler med bulder og brag trak et flammespor hen over himlen - i et sceneri, som giver mindelser om indledningen til filmen om 'Frøken Smillas fornemmelse for sne'.
Under alle omstændigheder blev meteoritterne på Kap York en skatkiste for Thule-folket. For inuitterne var jernet langt mere værdifuldt, end guld er for os. Da den britiske marineofficer Sir William Parry søgte efter Nordvestpassagen i 1821, kunne han købe pelse for en nævefuld søm. En kone ville bytte sit fireårige barn for en kniv.

Jernet var råmateriale til knive, pilespidser, harpuner og nåle, ja allehånde redskaber. Og rigdommen blev spredt over hele det arktiske område, fra boplads til boplads, med hundeslæde og båd.
De arkæologiske fund er få og sjældne, for redskaberne blev bogstavelig talt slidt op, men lidt blev der dog tilbage. Og forskerne fortæller en god historie, for de har fundet de usle stumper ved at finkæmme bopladser med minesøgere - og de gætter sig til meget ved at studere huller og rustpletter på skæfter gjort af træ og knogler.

Meteoritten skabte skel
Fortidens canadiske inuitter levede i små samfund, hvor alle var lige, og etnografer har naturligvis regnet med, at det også forholdt sig sådan i det gamle Thule. Men arkæologen Peter Whitridge, University of Northern British Columbia i Prince George, hælder malurt i bægeret.

Jernet, der knyttede bånd mellem bopladserne i hele det arktiske område, kunne sætte skel mellem beboerne i det enkelte lillesamfund. Mellem de dygtige og heldige og dem, der ikke duede til så meget. Sådan tolker Whitridge huller i knivskafter fundet i de gamle huse i Qariaraqyuk, en for længst forladt landsby på Somerset Island i arktisk Canada. Her drev Thule-folket jagt på hvaler fra 1100 til 1450, altså et godt stykke ind i den lille istid, som førte til kulde- og sultedød for nordboerne i det sydlige Grønland.

I hvalfangernes huse var der fed olie og eksotiske smykker af rav, og halvdelen af husstandens knive havde skarpe metalblade. Naboerne, der ikke gik på langfart og måtte nøjes med jagt på landdyr, var ikke kommet ud over stenalderen. Måske havde de engang haft en rigtig kniv. Men metallet var skiftet ud med en flække af slebet sort skifer.

Spredt over det arktiske område
288 stumper af jern og kobber blev fundet, da to gamle Dorset-landsbyer på Little Cornwallis Island i arktisk Canada blev kæmmet af arkæologer ledet af James Helmer og Genevieve LeMoine, University of Calgary. Det hidrører fra en periode, der strækker sig fra år 450 til år 1253.

Hvor kom metallet fra? I hvert fald ikke fra Cornwallis Island; der er langt til de nærmeste miner, og de gamle, arktiske folk var da heller ikke i stand til at smelte og smede jern. Træ var jo en mangelvare i den kolde ødemark.

Svar fik de canadiske forskere hos meteoriteksperten og metallurgen Vagn F. Buchwald, der har skrevet mange afhandlinger om inuitternes arbejde med det genstridige metal.
Vi kan undre os over, at de arktiske jægere ikke kapitaliserede det kostbare jernfund, straks da de koloniserede det nordlige Grønland for 4.000 år siden. Men det er ikke et problem, som skal løses af meteorit-eksperter, men af arkæologer.

Buchwald har dog et godt bud, inspireret af små meteoritter, der blev sprængt løs fra en stor 'moderblok' under et dokumenteret fald i Sikhote Alin i Sibirien i 1947.

- Eskimoer går ikke på isen, siger han. Jeg tror meteorerne faldt, mens landet endnu var dækket af bræen, og jernet kom derfor først i menneskehænder, da gletscheren var smeltet. De største brokker som Agpalilik var død kapital, men de kunne dog bruges som ambolte, og utallige små jernklumper blev hamret til redskaber, som spredtes over hele det arktiske område. Enten på lange slæderejser - eller ved et 'stafetløb', hvor kostbarhederne blev udvekslet med nabobygder.

Ikke alt kommer fra himlen
Der var da også skatte, som ikke kom fra himmelrummet. Små klumper jern, ikke meget større end ærter, kan slås løs fra basalten i bjergene langs Diskobugten.

Inuitter byttede sig også til smedejern hos nordboerne i de to vikingekolonier i det sydligste Grønland. Forbløffende nok er der i Inglefield Land fundet rustne stumper af en ringbrynje. Langt mere fik de af hvalfangere fra Skotland, Spanien og Nederlandene, der ankom i stort tal fra det 16. århundrede. Tøndebånd og bestik fra kabyssen kunne lokke piger om bord.

- Ja, sådan forholder det sig, forsikrer Vagn Buchwald. Mine analyser viser, at en god del af jernet i de grønlandske redskaber er produceret i Vallonien i 1500-1700-tallet.

Buchwald undersøger det gamle jern i mikroskop, han anstiller kemiske analyser og tester hårdheden med diamanter. Metoden er så pålidelig, at han fattede mistanke om en aprilspøg, da danske arkæologer kom til ham med jern fra en urgammel boplads, Hatherton Bugt, næsten så langt mod nord, som mennesker kan komme. Det lignede rustne søm, og det var virkelig søm, men de var fremstillet i England eller Amerika i forrige århundrede.

- Arkæologerne var ikke ude på at narre mig. Og da de fik mine resultater, fandt de ud af, at en amerikansk ekspedition havde været i området i 1865, fortæller Vagn Buchwald.

Indhold 1/2000

 

Kontaktperson:
Vagn Buchwald
Tlf.: 3964 0192

 



Kap York-meteorens faldbane (stor tegning)

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100