Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Den sibiriske forbindelse

En finne og en grønlænder forstår ikke hinanden. Alligevel har man længe gættet på, at der var en forbindelse mellem deres sprog, for de har tydelige fællestræk. En ny bog af Michael Fortescue fra Institut for Eskimologi giver et bud på, hvordan det kan hænge sammen.

Af Kirsten Caning
Fra Alaska til Grønland er de eskimoiske sprog så ens, at man med lidt tålmodighed kan forstå hinanden. Det viste Knud Rasmussen på den berømte 5. Thule Ekspedition, hvor han på sit grønlandske modersmål talte med folk langs hele den nordamerikanske ishavskyst. Da han besøgte folk på den anden side af Beringstrædet, nåede han at konstatere, at der var et vist fælles ordforråd, før han måtte vende om.

En fælles vugge
Michael Fortescue, som er docent ved Institut for Eskimologi på Københavns Universitet, har studeret ikke bare de eskimoiske sprog, men også de aleutiske og de uraliske. De uralske sprog tales i dag i området fra den skandinaviske Nordkalot til det centrale Sibirien, mens de eskimoisk-aleutiske tales fra det østlige Sibirien hen over Nordamerika til Grønland (se kort).
- Alle er enige om, at de eskimoisk-aleutiske sprog er af samme familie, og at de uralske sprog udgør en anden familie, siger Michael Fortescue. Min teori er, at de to sprogfamilier har et fælles udspring i den sydlige del af Sibirien, vest for Bajkalsøen, tilbage i stenalderen for omkring 12.000 år siden. På den tid blev en tidlig udgave af disse sprog talt af et stenalderfolk, som levede i små grupper. Mod nord lå et delvis isdækket område og spærrede den vej, som andre stenalderfolk havde fulgt mange årtusinder tidligere. Men efterhånden som kulden trak sig tilbage, fulgte det 'nye' folk efter, fortrinsvis langs de store floder, og de bragte deres sprog med sig mod både øst og vest. For omkring 5.000 år siden nåede nogle af dem over til det nordamerikanske kontinent, fra halvøen Tjukotka i det østlige Sibirien til det vestlige Alaska. Og for 4.000 år siden nåede de Grønland.- Grønland har ligget længst ude. Det har absolut været en fortrop, der er nået så langt. Forholdene har imidlertid været så barske dér, at der aldrig på samme tid har været flere folk, der talte forskellige sprog, og der er ikke noget i dagens grønlandske sprog, der tyder på flere forskellige sprogkilder. Alle variationer kan forklares med naturlig udvikling. Man kan dog ikke afvise, at der har været forskellige bølger af indvandring, de har bare ikke efterladt sig spor i sproget.

Det oprindelige sprog
Michael Fortescues metode er bl.a. at sammenligne sprogenes grammatik og lydudvikling (se boks).
- Med konservative, alment accepterede metoder kan man nå ca. 6.000-8.000 år tilbage. Jeg prøver at presse tiden lidt længere tilbage og genfinde så meget som muligt af et oprindeligt, uralo-sibirisk sprog, som det kan have været talt af folk for 10.000-12.000 år siden. Når vi går så langt tilbage, er det næsten umuligtat være sikker på noget som helst. Men jeg er sikker på, at der i det mindste har været kontakt mellem befolkningsgrupper med henholdsvis uralsk og eskimoisk sprog, og at sprogene har smittet af på hinanden.

Sprog breder sig
Men hvorfor betyder folkevandring og kulturmøder, at folk skifter sprog?
- I dag er der masser af steder, hvor flere sprog lever side om side i den samme landsby. Det gælder overalt i Sibirien, hvor man oven i købet har russisk som administrativt 'over-sprog'. Sprogene er kommet i bølger, og moderne eksempler viser, at der kan være mange grunde til at opgive et gammelt sprog for et nyt. Det kan være, at det nye sprog giver adgang til magt eller prestige, eller det kan være nødvendigt at kommunikere med nogen, der er bedre til at skaffe mad på bordet. Men som regel er det nok helt tilfældigt. At det netop blev latin, der blev fællessprog i Romerriget erf.eks. besynderligt, for det er med sine mange uregelmæssigheder ikke ligefrem let at lære. Jeg hører til dem, der mener, at sprogene spreder sig langt hurtigere end gener, eller racer, om man vil.
- Det er især spændende at følge udviklingen af de formodede uralo-eskimoiske sprog gennem flaskehalsen ved Beringstrædet. Over en ganske smal landstrækning har der passeret gruppe efter gruppe af nomadiske fangere med forskellige sprog. Her har de mødt hinanden, og i nutidens sprog findes rester af disse sprog. Det viser sig bl.a. i, at man ved Beringstrædet har færre faste regler for ordenes rækkefølge og for, hvor man lægger trykket, end man har længere mod vest i det indre af Sibirien. Især i aleutisk, som er beslægtet med eskimoisk, er der tydelige rester af mange andre sprog.

Støtte fra arkæologien
Arkæologer har en omfattende viden om, hvor og hvornår den ene kulturform afløste den næste. Og selvom arkæologerne ikke beskæftiger sig med sprog, er det vigtigt for Michael Fortescue at konstatere, at hans teorier er i overensstemmelse med arkæologernes. Deres dateringer er også afgørende for ham.
- Jeg sammenligner sprogenes forbindelser med arkæologernes opfattelse af kulturelle forbindelser, og heldigvis bekræfter arkæologerne det billede, jeg har dannet mig af hændelsesforløbet. De sprog, som efterhånden er blevet rekonstrueret, passer godt ind i den ramme, som arkæologernes dateringer giver.

Indhold 1/1999

Fotos: Staffan Widstrand, NATURBILD


Sprogenes lange vandring
Inden for det orangefarvede område har de uralo-sibiriske sprog udbredt sig. Med udgangspunkt vest for Bajkal-søen begyndte de at brede sig for 11.000 år siden og nåede i løbet af de næste 6-7.000 år hele vejen rundt om Polhavet, hurtigere mod øst end mod vest. Omkring år 2000 f.Kr. var der nord for Bajkal-søen skabt en geografisk adskillelse mellem sprogene mod øst og mod vest.


Grafik: Irene Seiten, DPC
 
De truede sprog
De uralske sprog tales i dag af knap 22 mio. mennesker, hvoraf 18 mio. taler finsk og ungarsk.
De eskimo-sibiriske sprog er geografisk langt mere udbredte, men tales af kun godt 100.000, hvoraf halvdelen er grønlændere.
Mange af sprogene er i fare for at uddø. FN's kulturelle organisation, UNESCO, beskæftiger sig med problemet og prøver at bevare sprogene, bl.a. ved at støtte modersmålsundervisning.

Michael Fortescue: Language relations across Bering Strait : reappraising the archaeological and linguistic evidence. London and New York, Cassell, 1998.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100