Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Nunavut på vej

Efter mange års tovtrækkeri har de oprindelige folk i Nunavut tilkæmpet sig en hjemmestyreaftale, som gør dem til herrer i eget hus. Men det er langtfra en trylleformular, som med ét slag løser alle problemer.

Af Poul-Erik Philbert
Dagen før det grønlandske valg gik grønlændernes inuit-broderfolk i en stor del af Nordvest-territoriet i arktisk Canada til valgurnerne i et skelsættende valg, hvor stemmeprocenten nåede helt op på 88. De skulle vælge de 19 politikere, som skal stå i spidsen for det nye hjemmestyre, der træder i kraft den 1. april under navnet Nunavut ('Vores land' på det lokale sprog inuktitut).
Hermed er et 25 år langt tovtrækkeri mellem den canadiske centralregering og befolkningen i Nunavut formelt afsluttet, og de 26.000 indbyggere, som bor i 28 isolerede byer spredt over et 2,2 mio. km2 stort areal, kan - når feststemningen har lagt sig - gå i gang med den vanskelige omstilling til hjemmestyre.

Hjemmestyret på plads
Aftalen skærer Nunavut ud af Nordvest-territorierne som et politisk selvstændigt territorium i Canada med egen lovgivende forsamling. Valget gav plads til 15 inuit og 4 ikke-inuit og afspejler næsten præcist befolkningsfordelingen.
Administrationen har pakket flyttekasserne i Yellowknife og er på vej til den nye hovedstad, Iqaluit (tidligere Frobisher Bay), som huser 4.400 indbyggere på Baffin Island. Man regner med, at kontorerne vil begynde deres arbejde med omkring halvdelen af skrivebordene besat af inuit, og at man ad åre skal nå op på de 85%, som inuit udgør af befolkningen.
Administrationens arbejdssprog skal i hvert fald på papiret være inuktitut, og i det omfang det lykkes, vil den oprindelige befolkning ikke blot opleve, at de geografisk, men også kulturelt, er kommet tættere på magtens repræsentanter.

Tæt på traditionerne
Politikerne giver ofte udtryk for, at de nye politiske rettigheder og selvstyret skal bruges til at opbygge et samfund med rødder i inuit-kulturens gamle traditioner.
I fremtiden vil børnene blive undervist på inuktitut, og først i 3. klasse vil engelsk komme ind som første fremmedsprog. Forvaltningen af de levende ressourcer vil blive tilpasset inuits århundredgamle forhold til naturen og til jagt og fiskeri. Og på straffeområdet forestiller man sig, at fængslerne rives ned og erstattes af rehabiliteringscentre under mere frie former i ødemarken.
Foreløbig har man oplevet i hvert fald ét tilbageslag. Et helt enestående forslag om, at hver valgkreds skulle sende én kvinde og én mand til den lovgivende forsamling, kom i modvind og faldt inden valget. Resultatet blev i stedet, at der blev valgt 18 mænd og 1 kvinde.

En tvedelt aftale
Hjemmestyreaftalen går hånd i hånd med en aftale om landrettigheder, som kun omfatter inuit.
Tre ud af fem inuit-familier lever af fiskeri og jagt, så det er en sejr for det traditionelle fangersamfund, at inuit har fået alle fangstrettigheder til lands og til vands. Derimod lykkedes det kun inuit-forhandlerne at tilkæmpe sig ejendomsretten til 18% af landet, dog ikke til undergrunden.
Det betyder, at der ikke bliver plads til den grønlandske drøm om et olieeventyr i fremtiden. I forhandlingerne om de politiske rettigheder satte den canadiske stat sig på ejendomsretten til næsten 100% af undergrunden og dermed til de fremtidige indtægter fra olie- og gasforekomster. Som kompensation får Nunavut 1,15 mia. $ over en tiårsperiode og en mindre del i evt. royalties fra råstofudvinding.
Det bliver et særligt, folkevalgt organ, som skal fordele indtægterne til f.eks. udviklingsprogrammer, og som i øvrigt skal administrere aftalen om landrettigheder. Så Nunavut får to hoveder: en lovgivende, regional forsamling, som administrerer de politiske rettigheder, og en parallel forsamling, som administrerer rettighederne til landet. Med mindre Nunavut-politikerne viser sig at være gjort af et andet stof end politikere normalt, har vi her kimen til potentielle, politiske stridigheder år frem i tiden.

Ud af afhængigheden
Hjemmestyreaftalen giver ikke Nunavut kontrol over den nationale husholdning. De kolde kendsgerninger er, at de nyslåede politikere kun forventer at hente 2% af hjemmestyrets midler gennem lokale skatter. Resten må fortsat komme fra regeringskasserne i Ottawa.
Skal den situation ændres, må der gang i erhvervene. Udgangspunktet er et fangersamfund, hvor befolkningen går på jagt og fiskeri på traditionel vis, og hvor der f.eks. ikke er en forarbejdningsindustri, som vi kender fra Grønland. Og for mange af de nykårede politikere ligger nøglen til økonomisk uafhængighed ikke i fangst og fiskeri, men i at tiltrække fremmede investorer og pengestærke turister. I et Nunavut uden veje og med en dårligt fungerende infrastruktur i øvrigt kan det blive en tornebestrøet vej at betræde.
Nunavuts store problem bliver, hvad der vil ske, når den første eufori har lagt sig. Befolkningen forventer, at hjemmestyret vil gøre det daglige liv lettere: at de kan overtage canadiernes job, at der kommer mere i lønposen, at der bliver mere social sikkerhed og velfærd osv. Hvis ikke det sker, lurer bristede forventninger og desillusionen i horisonten.
Men foreløbig fejrer inuit i Nunavut, at de som den første oprindelige befolkning i Nordamerika i historien får hjemmestyre.
Indhold 1/1999

Grafik: Irene Seiten, DPC

Nunavut dækker et 2,2 mio. km2 stort areal og har 26.000 indbyggere fordelt på 28 isolerede byer.
 
Foto: Staffan Widstrand, NATURBILD

Besøg den meget informative og velkomponerede hjemmeside, som giver adgang til en mængde informationer og kontakter i Nunavut.

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100