Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Rigtige kvinder tager til Grønland

Dorte Bekkevold tilbragte en sommer på forskerhotellet KISS i Kangerlussuaq i en mandsverden domineret af blodbestænkede moskusoksejægere, helikopterpiloter og forskere. Hun overlevede og har det fint.

Af Dorte Bekkevold
Der var engang, hvor Grønland kun var for rigtige mænd, der rejste ud på snevaske-ægte eventyr. Bagefter, hjemme igen, fortalte de så om isen og fjeldene og udfordringerne og skønheden.
Da jeg i foråret 1997 fik jobbet som manager på forskerhotellet i Kangerlussuaq (Kangerlussuaq International Science Support - KISS i daglig tale), var jeg da også fra flere kanter blevet advaret om, at det ikke var for tøser, selvom det aldrig helt gik op for mig, om man med dét mente jobbet, byen eller selve Grønland.
Ved min ankomst til KISS i marts måned lignede selve hotellet mest af alt en kulisse fra en splatterfilm. Gæsterne var moskusoksejægere, der at dømme efter blodsporene alle vegne åbenbart parterede deres fangst på hotellets værelser, i brusekabinerne, eller hvor der nu var plads. Hovederne fra de nogle-og-hundrede dyr var dog efterladt i en bunke udenfor. Jægerne syntes vist bare, det var sjovt med den pludselige tilstedeværelse af en pige, som gik rundt og kommanderede med et kronisk lalleglad udtryk.
Moskusoksejægerne forsvandt, pletterne blev forsøgt dækket på bedste vis, og forskere fra hele verden, råstofeftersøgere og borebisser afløste hinanden som KISS-gæster gennem hele den lange, lyse sommer. Og det var absolut ikke noget problem at være kvindelig manager, skulle jeg hilse og sige! - Tværtimod. Selvom jeg selv syntes, at jeg var fabelagtig til at klare ærterne, var det aldrig noget problem at få hjælp. I begyndelsen var der ligefrem en tendens til, at byens håndværkere og teknikere kom forbi, "for lige at høre, om der var noget, de skulle hjælpe med?"
Det var heller aldrig vanskeligt at komme med ud på spændende ture ("Nahj, en sej helikopter! - Det må være frrrrrygteligt spændende at flyve i sådan én"). Jeg havde for øvrigt en mistanke i forvejen, men nu ved jeg med sikkerhed, at man kun bliver helikopterpilot, fordi Tivoli blev for kedelig, og at små, manøvredygtige helikoptere bare er superavancerede former for rutschebaner, som man oven i købet bliver betalt for at suse rundt med.
Helt tilfældigt var det næppe heller, at det lige netop blev mig, der som den eneste civile fik lov til at sidde med i cockpittet i Hercules'en på vej hjem fra en fantastisk tur til den gamle radarstation DYE-2 inde på Indlandsisen.
Oppe på Indlandsisen finder man i øvrigt ud af, at selvom man ellers til daglig er en svoren modstander af de larmende, forurenende snescootere, så er man pludselig ikke til at styre på 1.799.850 km2 is på én af slagsen. Nogle gange er der simpelthen en positiv sammenhæng mellem, hvor meget sjov man har, og hvor mange liter fossilt brændstof, der fyres af.
Lufthavnsbyen Kangerlussuaq er et mandsdomineret samfund, og jeg er ikke et sekund i tvivl om arten af de bemærkninger, der må være faldet bag min ryg. Et par af byens beboere havde vist lige nået at konkludere ét og andet om kvindelige chauffører, før det gik op for dem, at den person, der lige havde forsøgt at køre KISS' pickup gennem en én meter dyb smeltevandspyt, så motoren tog vand ind og måtte udskiftes, faktisk var af hankøn - dog godt nok en amerikaner...
Jeg fik det, jeg kom efter: en bid af det fantastiske land, naturen, sammenholdet, udfordringerne og alle eventyrene. Og så er jeg ligeglad med, at piger slet ikke kan finde ud af sådan noget. Egentlig mener jeg, at Grønland også er for rigtige kvinder.
Indhold 1/98

Foto: Henning Thing

Oplysninger om KISS

Tlf.: 32 88 01 00

Tegn et abonnement
på Polarfronten on-line


eller ring på 3288 0100